I torsdags den 10. november vedtog Verdensbankens bestyrelse at indføre en ny politik om investeringer via skattely. IFC skal fremover investere via lande, der lever op til OECD’s såkaldte Global Forum standarder for udveksling af skatteoplysninger. Dog med et enkelt forbehold:
“Politikken åbnede op for en undtagelse - at lande, der ikke lever op til standarden, men gør tilfredsstillende fremskridt, også kan godtages,” siger udviklingsminister Christian Friis Bach til DanWatch. Danmark stemte derfor imod politikken sammen med det Nordisk-Baltiske kontor:
“Den nordisk-baltiske valggruppe stemte imod, fordi vi synes , det var for slapt,” forklarer Christian Friis Bach, og fortsætter: “Vi synes, det er en dobbeltstandard. Det var vores begrundelse”.
Udviklingsministeren siger samtidig, at Danmarks linje er i tråd med regeringsgrundlaget. Det fremgår her, at: ”Danmark skal føre an i kampen for at lukke skattehuller, adressere illegale kapitaloverførsler og fremme en retfærdig beskatning af naturressourcer i verdens fattigste lande.”






























