Danske virksomheder rapporterer i dag mere om CSR, men undgår de svære sager, der kan have størst konsekvenser for miljø eller mennesker. Det viser en ny undersøgelse fra DanWatch om danske virksomheders CSR-rapportering på tværs af fem forskellige brancher.
Lovens sigte opfyldes ikke
Af lovteksten fremgår det, at “virksomhederne spiller en central rolle med hensyn til at bidrage til løsninger på samfundsmæssige udfordringer” - både “nationale og globale”. Det kan f.eks. gøres ved at stille “krav til en udenlandsk leverandør om overholdelse af grundlæggende miljøkrav eller arbejdstager- og menneskerettigheder”.
Den ambition er ikke opfyldt, siger eksperter efter de har gennemgået DanWatchs undersøgelse:
"Hvis man ser på det overordnede resultat, har loven gjort en forskel. Men hvis man går dybere ind i detaljerne af undersøgelse, er effekten begrænset til nogle få områder,” siger Karin Buhmann, lektor ved Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet, og fortsætter:
"Kun få virksomheder beskæftiger sig med problemer i deres værdikæde”.
Lavthængende frugter foretrækkes
Samtidig vurderer hun, at virksomhederne vælger at satse på miljø og klima frem for korruption og menneskerettigheder:
“At fokusere på energiforbrug eller CO2-emissioner kan give besparelser. Emner som menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og anti-korruption er ofte dyrere for de virksomheder, i hvert fald på kort sigt,” siger Karin Buhmann.
Sune Skadegaard Thorsen, ekspert i erhverv og menneskerettigheder, er enig i, at det er de svære emner, der giver virksomhederne kvaler:
“Undersøgelsen peger på, at virksomhederne har fokuseret på nemmere løsninger hidtil. De svære og centrale udfordringer omkring samfundsansvar er generelt ikke håndteret."
Find den samlede undersøgelse inkl. to bilag med detaljerede virksomhedsdata til højre på denne side.













































