Det er morgen på Agbogbloshie losseplads, hvor himlen er farvet af store brammer af tyk sort røg, og den bitre lugt af brændt plast svier i næsen. Det er her udtjente computere ender, når pladsen på skrivebordet er blevet overtaget af en overlegen artsfælle. En plads der oftere og oftere skifter beboer i takt med den teknologiske udvikling og køb-ind-og-smid-væk-kulturens øgede udbredelse.
Ifølge FNs Basel-konvention er det ulovligt at eksportere farligt affald, herunder elektronisk affald, til Ghana og andre u-lande. Det er dog ikke ulovligt at eksportere brugt it. Og der flyder en strøm af brugt elektronik fra Europa til Ghana, som hurtigt ender som skrot. Ghana har ikke tilstrækkelige infrastruktur eller mekanismer til at rumme og håndtere det farlige affald.
Alene i Ghanas hovedhavn, Tema Port, lander hver måned 600 40-fods containere med brugt elektronik, der primært består af computere, fjernsyn og køleskabe. Omkring en fjerdedel kommer på hylderne hos lokale forhandlere, mens resten er i så dårlig stand, at genoplivningsforsøg ikke kan betale sig. I stedet bliver det dumpet på Ghanas største losseplads Agbogbloshie.
I Agbogbloshie har DanWatch fundet elektronisk affald fra en række Europæiske lande blandt de mange bunker af kasseret elektronik. Affald som blandt andet stammer fra danske institutioner og ministerier.
Kaos med system
På lossepladsens området, der svarer til 11 fodboldbaner, hersker et inferno af bål, der akkompagneres af lyden af stenslag mod elektronik. De kæmpe dynger af rammer fra computerskærme minder om et postapokalyptisk univers. Men det er Ghana. Og stedet, hvor hundredvis af mennesker dagligt har deres gang i jagten på at tjene til et enkelt dagligt måltid.
Det er et kaos med en struktureret arbejdsopdeling. De voksne mænd skiller elektronikken fra hinanden, mens unge drenge over 16 år har ansvaret for bålene, hvor kabler blandt andet bliver brændt for at fritlægge det værdifulde kobber. Alt imens finkæmmer de yngre drenge området for mindre stykker af metaller, som de ældre drenge kan have tabt eller overset. De få piger, der ses på Agbogbloshie, arbejder ikke med det elektronisk skrot, men forsøger at tjene penge ved at gå rundt og sælge vand, mad og cigaretter til drenge og mænd.Det er drengene og de unge mænd, der står for at hente det elektronik, som de lokale forhandlere har opgivet at få solgt. I bagende varme ruller de deres trævogne fra byen og de fire kilometer ud til lossepladsen.
”En skønne dag vil jeg sammen med mine venner leje en taxa til at fragte det elektroniske affald fra butikkerne til lossepladsen. Det koster to dollars, det samme som vi tjener om dagen, så lige nu har vi ikke råd,” fortæller 19-årige Babaamu, der får tåre i øjnene, når man spørger ind til hans forældre.
”Jeg har ikke lyst til at tale om dem, jeg savner dem så meget,” fremstammer han grådkvalt.
Kummerlige forhold
Ligesom størstedelen af arbejderne stammer Babaamu fra en af de nordlige regioner af Ghana, der er den dårligst stillede del af landet. Området er kendetegnet ved lavt livsgrundlag, ringe uddannelse og høj børnedødelighed. Derfor flytter de unge fra området til andre dele af landet i jagten på at tjene flere penge, så deres livsvilkår kan ændres. En stor del ender i den uformelle affaldsindustri, hvor de arbejder og lever i skrot og slum.
De fleste arbejdere på Agbogbloshie losseplads bor i slumkvarteret, der ligger klods op ad lossepladsen kun adskilt af Odaw floden. Her er 40.000 mennesker stuvet sammen i interimistiske skure, i et område præget af smalle og snoede veje, dårlige sanitære forhold og utilstrækkelige basale faciliteter såsom adgang til rent drikkevand.Floden, der i forvejen er forurenet af afbrændte kabler og metalrester, bruges som toilet af både voksne og børn. Flodbreden er også yndet legeområde for små børn i 2-3-års alderen, der drøner barfodede rundt tæt ved bakteriesumpen. Richard Aidoo på tolv år bor sammen med syv andre drenge under åben himmel på taget af en butik i Agbogbloshies slum.
”Jeg har arbejdet på lossepladsen i fire år. Den dollar jeg tjener om dagen, bruger jeg på mad, og resten giver jeg til min mor, der ikke har råd til at forsørge mig,” fortæller Richard, der ikke går i skole, fordi uniformen er for dyr.
I stedet tilbringer han størstedelen af dagen med at samler kobber i poser, som han betaler for at få vejet på lossepladsens vægt og sælger det så videre til mellemmændene, der jævnligt kommer ud til Agbogbloshie for at købe det.
Smertefuldt arbejde
Arbejdet sætter sig tydelige fysiske spor. Børnene render rundt uden fodtøj i dynger af glasskår fra computerskærme og bruger deres bare hænder og enkelte redskaber til at bryde kobberlegeringen på computernes billedrør. De heldige har klipklappere på fødderne, men disse smelter hurtigt i varmen fra bålene og glødende rester, og er dermed ikke meget bevendt.
7-årige Sadique begyndte at arbejde på lossepladsen for to år siden og er har tydelige fysiske mén.
"Lige siden jeg begyndte at arbejde her, har jeg ikke kunnet løbe så godt, som jeg plejede, for jeg bliver let træt. Nogle gange får jeg sår, efter knækket glas fra computerene, og så gnidder jeg sand i for at stoppe blodet. Jeg ved ikke, hvor hospitalet ligger," siger han, mens han viser sine ar.
Også de ældre drenge er plaget af sygdomme. Dagen igennem brænder de, uden nogle form for beskyttelse, bunker af ledninger, printkort og kondensatorer for at udvinde metaller. En proces der frigiver skadelige giftdampe, hvilket efterlader en bitter, kvælende smog, som drengene indånder, og som også spreder sig til et af de største fødevaremarkeder i Accra, der ligger et stenkast fra lossepladsen.
”Arbejdet er ikke tilfredsstillende. Jeg har mavepine, hovedpine og sår på hænder og ben fra demontering og afbrænding af el-skrottet,” fortæller 17-årige Kojo Dankwa, der har arbejdet på lossepladsen i syv år.
Mangel på ressourcer
Der er endnu ikke udført nogen forskning på de langsigtede sundhedsmæssige skadevirkninger for personer, der håndterer elektronisk affald på den måde det gøres på lossepladsen i Ghana; men det formodes, at konsekvenserne er større risiko for at udvikle kræft, skader på nyrer, blodsystem og det centrale og perifere nervesystem samt en negativ effekt på børns hjerneudvikling.
Lægerne på de primitivt udstyrede klinikker i Agbogbloshie-området er opmærksomme på de sundhedsmæssige risici, som arbejderne udsættes for, men de har ikke midlerne til at håndtere det.De understreger, at mænd, kvinder og børn i Agbogbloshie-området lever under meget hårde vilkår uden adgang til basale sanitære faciliteter. Derfor bliver de fleste ressourcer brugt på at kurere tuberkulose, tyfus og malaria i stedet for at fokusere på virkningerne af den risikofyldte håndtering af elektronisk affald.
Hannah Quainoo, Principal Nursing Officer på Ussher Polyclinic i Accra, har tilset børn, der arbejder på lossepladsen. De har snitsår, hoste, hovedpine, øvre luftvejsproblemer, udslæt og brandsår, hvilket ifølge hende skyldes arbejdet i den giftige røg, og at børnene træder rundt i glas og metal fra demontering og nedbrydning af computerne.Hun understreger, at udvindingen af metaller på Agbogbloshie ikke kun har sundhedsskadelige konsekvenser for dem, der arbejder med det, men også for naboerne til lossepladsen.
"Tungmetaller, persistente organiske miljøgifte og andre kemiske stoffer kan resultere i ufrugtbarhed, abort, tumorer, endokrine sygdomme og medfødte defekter,” fortæller Hannah Quainoo, Principal Nursing Officer på Ussher Polyclinic i Accra.
