Dråberne pibler ned over blomkålene på Fernandos mark. Ikke regndråber, for i tørkesæsonen falder der ingen regn, men dråber fra vandtanken som Fernando bærer på ryggen, mens han i bare tæer systematisk sprøjter kålene på den lille jordlod. Hans kone Natalia går foroverbøjet et andet sted på marken og roder i afgrøderne. Fernando og Natalia er små og spinkle, men man aner en vis kraft og energi i dem begge.

"Vi står op hver dag ved solopgang og går ud på marken. Vi har ingen fridage. Nogle dage bliver Fernando ude på marken flere dage i træk uden at komme hjem, fordi han også arbejder om aftenen," siger Natalia. I de perioder sover han under det store træ midt på marken, hvor deres næstyngste datter på tre år lige nu leger med et grydelåg og noget mudder.

Børnene leger, mens de voksne arbejder. Eller hjælper til, når de er store nok. Der er ikke råd til, at Natalia bliver hjemme i landsbyen for at passe børnene.

Fernando og Natalia har en hytte i landsbyen Kilunda, som ligger 70-80 km. nordøst for Luanda. Sandet og støvet og de grå cement- og betonbygninger i hovedstaden er her erstattet af frodige grønne marker med spredte palmer.

Fra dette område kommer den begrænsede andel af de fødevarer, som landet selv producerer. Angola er frodigt, men landets landbrugssektor nedprioriteres, fordi det på kort sigt er billigere for regeringen at købe landbrugsvarer i udlandet for oliepengene end at udvikle landbruget. Halvdelen af alle fødevarer i Angola bliver således importeret.

Konsekvensen er, at størstedelen af landbefolkningen lever i ekstrem fattigdom. Selv for bønder med egen jord kan én fejlslagen høst skabe sult.

"Vi sælger det, vi dyrker, fx kål og tomater, på et marked et par gange om året. Så køber vi kylling. Ellers spiser vi kun grøntsager fra vores mark eller ved at bytte mad med de andre bønder," siger Natalia, hvis familie får ris 2-3 gange om ugen.

Der er ingen maskiner på markerne. Kun markarbejdere og deres familier.

"Regeringen træder på os fattige," siger Fernando bistert, mens han løfter det ene ben og stamper det ned i jorden. De får ingen hjælp fra regeringen og har aldrig fået det. Hverken til at dyrke deres marker, til mad eller andet.

Sidste år blev hele marken oversvømmet af en flod, fordi regeringen sprængte en dæmning for at hjælpe en kinesisk virksomhed, der driver en grusgrav længere oppe ad jordvejen.

"Vi mistede alt sidste år, da myndighederne oversvømmede vores mark. De gjorde ingenting for at hjælpe os. Nu er vi startet forfra. Den her høst er den første kålhøst siden da. Jeg håber, vi får en god pris for den. Vi har brug for det," siger Fernando.

Begge er analfabeter og har aldrig gået i skole.

"Vores børn skal gå i skole. De skal have et bedre liv end jeg. Det får de ved at gå i skole," siger Natalia.