Mineraler og metaller indgår i alle slags hverdagsprodukter omkring os. Udvindingen af mineraler og metaller har imidlertid en række alvorlige sociale og miljømæssige konsekvenser. For eksempel tvangsflytninger af lokale samfund, forurening af jord og drikkevand og brud på arbejdstagerrettigheder. Dette er nogle af de forhold, DanWatch konkret har fundet dokumentation for hos de mineselskaber, som FLSmidth og Grundfos samarbejder med.
For de danske selskaber Grundfos og FLSmidth repræsenterer mineindustrien et voksende markedsområde. FLSmidth har flere datterselskaber, der leverer udstyr til mineindustrien, blandt andet FFE Minerals. Hos Grundfos udtalte deres Mining Business Director, Bo Mortensen, i 2009, at man "ser et stort potentiale i mineindustrien på verdensplan."
Både FLSmidth og Grundfos lægger vægt på at være socialt ansvarlige virksomheder, og begge har tilsluttet sig FNs Global Compact. Det er et initiativ for virksomheder, der ønsker at forpligte sig på at drive forretning i overensstemmelse med ti universelt accepterede principper om menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse og anti-korruption.
DanWatch undersøgelse får ikke FLSmidth og Grundfos til at kræve adfærdsændringer hos deres kunder:
"Vi har altid prøvet at opføre os ordentligt, men vi kan og skal ikke tage ansvar for alle vores kunders aktiviteter, for det er kundernes egen opgave. Vi kan ikke redde hele verden, men vi tager ansvar for egne gerninger og det, som vi har indflydelse på," siger Jørgen Huno Rasmussen, administrerende koncerndirektør i FLSmidth, til Ingeniøren.
Hos Grundfos er meldingen den samme:
"Vi kan da ikke sidde her i Bjerringbro og gøre os til dommere over, hvordan andre virksomheder et eller andet sted i verden opfører sig," siger koncernkommunikationsdirektør i Grundfos, Kim Nøhr Skibsted, til Ingeniøren.

























