Det bekræfter, at danske finansielle institutioner er ved at bevæge sig ind i 'det gode selskab', der tager SRI - eller 'socialt ansvarlige investeringer' - alvorligt.
- Det lader til, at det i den finansielle verden er slået igennem, at klyngevåben er uetiske. Nu må vi så arbejde på, at investorerne tager andre etiske hensyn lige så alvorligt, siger Henrik Stubkjær.
Folkekirkens Nødhjælp arbejder desuden helt konkret med bortskaffelse af klyngevåben. Organisationen har flere patruljer i Libanon, der frigør efterladte klyngebomber efter de israelske bombardementer. Bomberne ligger i dag tilbage på landbrugsjord og i haver.
- Det handler om at få dem væk så hurtigt som muligt. Regnskyl dækker dem til, så de gemmer sig i jorden, og det går ud over børn og landmænd. Klyngevåben skelner ikke mellem civile og militærpersoner, forklarer Henrik Stubkjær.Ud af de 20 største pensionsselskaber og investeringsforeninger har kun en enkelt aktier i producenter af klyngevåben. Til gengæld har halvdelen af dem i dag en formuleret etisk investeringspolitik, der nævner klyngevåben, og seks af dem opererer med en officiel 'sortliste' over virksomheder, de finder etisk uegnede som investeringsobjekter. Det viser en undersøgelse, som den etiske vagthund DanWatch har foretaget for Folkekirkens Nødhjælp.
Det var langt fra billedet for bare to år siden, og den udvikling glæder Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.
- Vi kan se på denne undersøgelse, at der virkelig er rykket noget. Jeg tror faktisk, at der er sket et holdningsskred på det her område. Investorerne er her ikke blot for at maksimere profit, de har også lagt en etik ind i deres arbejde. For to år siden sagde Danske Bank lige ud, at de alene er her for at tjene penge. I dag er billedet et helt andet.
Henrik Stubkjær mener ikke, at dette holdningsskred er kommet af sig selv. Han forklarer udviklingen med, at investorerne flere gange blandt andet på baggrund af DanWatch-undersøgelser er blevet mindet om, at deres praksis er i konflikt med FN's konventioner.
- Undersøgelserne har gjort dem opmærksomme på, at de er nødt til at tage de her hensyn, siger han.
Der er dog muligt at finde malurt i bægeret. SEB Invest har stadig investeret 7,5 millioner kroner i klyngevåben, og Spar Invest valgte først at sælge deres investeringer for 3,9 millioner kroner fra, da de blev kontaktet i forbindelse med denne undersøgelse.
- Til SEB vil jeg sige, at det er forkasteligt, at de som de eneste bliver hængende. Og det er kritisabelt at de, som undersøgelsen viser, ikke har en fælles politik inden for pension- og bankvirksomhed. Det tyder på, at det med etikken slet ikke er sivet ned i organisationen, siger Henrik Stubkjær.
Vores allesammens pensionskasse, ATP, scorer heller ikke højt i undersøgelsen, når det kommer til udformningen af en etisk politik og lysten til at informere omverdenen om sine dispositioner.
I dag er det præcis et år siden, at Danmark sammen med over halvdelen af verdens lande skrev under på den internationale Konvention mod Klyngevåben – også kaldet Oslo-aftalen. Den indebærer et forbud mod brug, produktion, overførsel og lagring af klyngebomber.
Den hollandske organisation, Netwerk Vlaanderen, udgav i oktober en global screening af banker i de lande, der har underskrevet konventionen. Her er ingen danske banker på Hall of Fame, men Danske Bank og (svenske) Nordea kommer ind på den næstbedste række, 'Runners up-listen', fordi de har udarbejdet og implementeret en politik omkring investeringer klyngevåben.


















































