Natália er 42 år og bor uden rindende vand og med stærkt mangelfulde sanitære forhold i Bairro Operário, et af Luandas mange slumkvarterer. Her står blikskurerne side om side, så langt øjet rækker. Bydelens beboere bor ofte i et utæte skure med ét rum, som de har bygget af blik og andet forhåndenværende materiale.

Området med de mange tusinde skurer brydes kun af gennemhullede jordveje, der på mere eller mindre tilfældig vis krydser gennem bydelen. En almindelig stationcar vil få ødelagt affjedringen efter blot et par ture på vejene.

"Udover mine egne tre børn har jeg seks af min afdøde søsters børn. Vi bor i alt 16 i vores hus," fortæller Natália, hvis blikhus består af ét rum.

Natália sælger fisk på det nærliggende Beato marked. Når der er penge nok, koger hun selv fisk, som hun kan sælge sammen med noget palmeolie. Er der ikke penge nok, må hun nøjes med at sælge lambula, en angolansk type sardin, med løg. På en god dag kan hun tjene 2000 kwanza (ca. 120 danske kroner), men som regel må hun nøjes med i omegnen af 1000 kwanza (ca. 60 danske kroner).

"Lige nu har vi kun råd til ét måltid om dagen. Det er hårdt for børnene. Vi får ris, nogle gange bønnemos. Når der er penge til det, spiser vi to gange," siger Natália.

Hverdagen er dyster i Bairro Operário, hvor det eneste der er nok af, er det skrald, der hober sig op i vejkanten og snart sagt alle steder. Hvad Natália har af drømme for fremtiden kan siges med tre ord:

"Bare at overleve," som hun siger.

En anden indbygger i området er 28-årige Eliza. Hun har ingen mand og bor sammen med sine fem børn, hvoraf den yngste blot er tre år gammel. Eliza skaffer til dagen og vejen ved at sælge opvaskemiddel og småkager i vejkanten.

"Jeg kan tjene omkring 2000 kwanza (ca. 120 danske kroner) på en dag. Det er ikke tilstrækkeligt til at skaffe mad nok til mig selv og min familie, men det er bedre end ingenting," fortæller hun.

"Vi drikker som regel te kl.11 om formiddagen, det hjælper børnenes maver, inden de får mad igen kl.19," siger Eliza. Hun fortæller, at der er ikke meget at vælge imellem, når det kommer til mad:

"Vi spiser, hvad vi har, vores situation levner ikke mulighed for mange valg. Vi spiser som regel grillede sardiner med løg, fordi det er billigt."

Heller ikke Eliza og hendes familie har fået nogen hjælp fra regeringen på trods af deres svære livsvilkår. Hendes eneste håb for fremtiden er, at hendes børn er ved godt helbred og får en uddannelse. Det er alt, der betyder noget for Eliza.

Når samtalen falder på, om hun kan mærke, at Angolas olierigdom gavner hende og familier som hendes, svarer hun:

-Det foretrækker jeg ikke at tale om.