Skovhuggerne
Skovhuggerne
Finansiering
Projektet er finaniseret af Danidas Oplysningsbevilling, Foreningen Roskilde Festival og IBIS.
Medvirkende
Trine Nygaard Nielsen, Tue Hylby Lindqvist, Thomas Hansen, Johan Seidenfaden og Peter Kallash (ansv.).
Skovhuggerne er et projekt, hvor DanWatch undersøger danske kommuners indkøb af tømmer fra ubæredygtig skovhugst i Afrikas Congo-bassin.
Få danskere ved, træ der bruges til bænke, havneanlæg og udendørs legeplader sandsynligvis stammer fra tropiske skove. De ved heller ikke noget om hvilke konsekvenser skovdriften har for de områder, hvor træet fældes.
Tropisk træ er mere holdbart end trætyper fra vores egne breddegrader såsom eg, bøg og fyr, og det bruges derfor især til udendørs træprodukter. Samtidig er det anderledes eksotisk at se på med sine rødlige, orange eller mørke nuancer. Derfor er træet blevet en eftertragtet vare rundt omkring i verden, blandt andet i Europa og i Danmark.
En del af det træ, der kommer fra tropiske skove, er ulovligt fældet og fragtes gennem lyssky transaktioner til blandt andet Danmark og resten af EU. Her kan det ende som parkbænken, vinduesrammen, køkkenbordet, havemøblementet, parketgulvet i din stue, på din arbejdsplads eller i det offentlige rum. Tømmerhugsten truer de få tilbageværende store regnskovsområder i Asien, Sydamerika og Afrika med udryddelse, hvilket har store konsekvenser for de mennesker, der lever i og er afhængige af den frodige regnskov.
DanWatch sætter via projekt 'Skovhuggerne' fokus på tropisk træ fra Afrika. Fra fældningen i Congo-bassinets regnskov til brugen i Danmark. Undersøgelsen dokumenterer specifikt konsekvenserne af skovhugsten i Congo-bassinet, som er verdens næststørste regnskovsområde og placeret i det centrale Afrika.





