Etiske retningslinjer for DanWatchs arbejde
Indledning
DanWatch er et uafhængigt medie og researchcenter, der undersøger virksomheders påvirkning af mennesker og miljø globalt. DanWatch tager redaktionelt udgangspunkt i Fonden DanWatchs vedtægter § 3.
DanWatch tilskriver sig nationale og internationale regler og principper for god presseskik- og etik, herunder Medieansvarsloven (Danmark) og International Federation of Journalists' Declaration of Principles on the Conduct of Journalists (Internationalt).
DanWatch vil være ærlig og fair i sin indsamling, fortolkning og formidling af oplysninger. DanWatch undersøger nøjagtigheden af oplysninger fra alle kilder og udviser forsigtighed for at undgå utilsigtede fejl. Bevidste fordrejninger er uacceptable.
Høring af kritiserede parter
DanWatch gør hvad der er muligt for at sikre, at en kritiseret part kommer til orde. Hvis det ikke lykkes, skal det fremgå, at den kritiserede part ikke er hørt og hvorfor. Det gælder også, hvis den kritiserede part ikke vil udtale sig. Hvis en virksomhed eller anden aktør, der er omtalt i en undersøgelse, er uenig i de faktiske oplysninger, som er lagt til grund for undersøgelsens konklusioner, har virksomheden mulighed for at give udtryk for sin opfattelse i en uredigeret kommentar, som DanWatch lægger ud på DanWatchs hjemmeside
Hvis en virksomhed eller anden aktør, der er omtalt i en undersøgelse, mener, at DanWatch har tilsidesat god presseskik i forbindelse med undersøgelsen, er det muligt at klage over DanWatch til Pressenævnet. Der henvises til www.pressenaevnet.dk.
Behandling af kilder
DanWatch oplyser sine vores kilder så vidt det er muligt, uden at kompromittere deres sikkerhed. Kilder kan gives anonymitet, hvis de kan blive udsat for repressalier på grund af deres udtalelser eller samarbejde med DanWatch i almindelighed. DanWatch undersøger og vurderer kilders motiver.
Metode
DanWatch undgår at bruge undercover eller andre skjulte metoder til informationsindsamling, med mindre at traditionelle åbne metoder ikke vil give oplysninger af afgørende betydning for offentligheden. Alle større rapporter og undersøgelser indeholder et metodeafsnit samt oplysninger om hvilke data, der er anvendt og hvordan de er indsamlet.
Uafhængighed
DanWatch tjener offentlighedens ret til information og er derfor et uafhængigt medie. DanWatch undgår involvering i aktiviteter, der kan skade dens integritet og troværdighed. For at sikre redaktionen mod eksterne interesser, træffes de overordnede økonomiske beslutninger i
fondsbestyrelsen. Bestyrelsen har ikke direkte indflydelse på redaktionens valg af projekter og den daglige formidling af nyheder, men sætter de overordnede rammer for redaktionens arbejde. DanWatch oplyser altid hvis eksterne aktører har givet økonomisk støtte til eller kommissioneret enkonkret undersøgelse.
Vedtaget af Fonden DanWatchs bestyrelse i februar 2011.















