Nyhed

Danske universiteter samarbejder med ulovlige bosættelser

11. nov 2012

Danmarks Tekniske Universitet og Roskilde Universitet deltager i samarbejder, der involverer israelske bosættelser på den besatte Vestbred. DTU dropper nu deres samarbejde. Udenrigsministeren bifalder.

Det er ikke blot danske virksomheder, men også danske universiteter, der har forbindelser til ulovlige israelske bosættelser i Palæstina.

Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har et samarbejde med Ariel Universitet, som ligger i bosættelsen med samme navn. Et samarbejde som ifølge DTU går tilbage til 1990’erne.

Efter DanWatch fremlagde informationerne for DTU’s ledelse, valgte rektor Anders Bjarklev at standse samarbejdet øjeblikkeligt:
“Vi har valgt at afslutte samarbejdet, umiddelbart efter vi havde fået kendskab til det”, siger han: “De penge der var søgt og afsat til at foretage analyser på laboratoriet ved Ariel universitet er blevet standset og vil blive betalt tilbage til den fond der har givet pengene.”

Det er ifølge rektoren problematisk for DTU at forbindes til ulovlige bosættelser:
“Hvis man finansierer analyser på laboratorier ved Ariel universitet, så kan det opfattes som en støtte til en bosættelse, og det vil vi ikke,” siger Anders Bjarklev.

Danmarks Tekniske Universitet og Ariel Universitet

Danmarks Tekniske Universitet og Ariel Universitet arbejder sammen på et forskningsprojekt om kræftbehandling. Projektet er finansieret af Carlsberg Fonden og Frænkel Foundation.

Forbindelse til bosættelser
Ariel Universitet er placeret i bosættelsen af samme navn. Ariel er en af de største bosættelser på Vestbredden med 17.688 israelske bosættere.

Udenrigsministeren tilfreds med DTU’s beslutning

Den beslutning er udenrigsminister Villy Søvndal tilfreds med: “Vi ønsker ikke, at danske forskningsinstitutioner deltager i aktiviteter, som måtte medvirke til at opretholde de ulovlige bosættelser.
Har der været tvivl om vores standpunkt på dette område, så er den konkrete sag med DTU en god anledning til at få det slået fast. Og jeg er da også tilfreds med DTU’s beslutning,” siger Villy Søvndal.

Roskilde universitet: EU har blåstemplet samarbejde med bosættelse

Roskilde Universitet er en del af et forskningsprojekt, hvor Dead Sea Laboratories, som står bag Ahava kosmetikprodukter, indgår. Dead Sea Laboratories ligger i bosættelsen Mitzpe Shalem og bruger ifølge den israelske hær naturressourcer fra palæstinensisk territorium.

Ifølge Roskilde Universitets rektor, Ib Poulsen, behøver man ikke at forholde sig til det etiske indhold, hvis forskningsprojektet er godkendt af EU:
“Ifølge EU-forskningsprojekters regulering under og af EU, herunder EU’s godkendelse af projekterne, er tilstrækkelig garanti for projektets legalitet for dansk deltagelse, og dermed et tilstrækkeligt og formelt ukritisabelt grundlag for, at et dansk universitet eller en anden dansk offentlig institution deltager”, siger han.

Nanoretox: Roskilde Universitet

Nanoretox er et forskningsprojekt mellem 11 internationale forskningsinstitutioner fra Danmark (Roskilde Univesitet), USA, Israel, England, Spanien, Italien, Frankrig og Belgien. Forskningsprojektet løber fra december 2008 til november 2012, og er af EU givet 23,6 millioner kr.

Forbindelse til bosættelser
Ahava, også kendt som Dead Sea Laboratories, er én af deltagerne i forskningsprojektet Nanoretox. Ahava er placeret i bosættelsen Mitzpe Shalem på Vestbredden. Ahava har ifølge den israelske hærs civile administration haft israelsk tilladelse til at udgrave mudder fra den besatte Vestbred siden 2004. Dette er ifølge researchorganisationen Who Profits en krænkelse af folkeretten.

Universiteters sociale ansvar

Ifølge Mads Øvlisen, formand for den nye Mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsførelse, har universiteter sociale forpligtelser ligesom virksomheder:
“Jeg mener helt klart, at universiteter har en pligt til at se på hvem deres partnere er, og stille krav til dem,” siger han, men påpeger, at det kan være særdeles svært at lave en etisk tjekliste, der kan dække alt: “Det er også en vanskelig balancegang, da man også skal have lov, i forskningssituationer, til at udforske tabubelagte eller kontroversielle områder.”

Etiske retningslinjer for universiteter på vej?

På DTU er udarbejdelsen af etiske retningslinjer for forskningssamarbejder i gang, så universitetet har bedre muligheder for at undgå samarbejder med problematiske partnere i fremtiden: “Man kan ikke lave en endegyldig etisk tjekliste for forskningssamarbejder, men man kan i hvert fald lave en opmærksomhedsliste, så når man på de forskellige afdelinger begynder at indgå aftaler, ved man, at man skal have en særlig opmærksomhed på forhold, som man som forsker måske umiddelbart ikke ser,” siger rektor på DTU, Anders Bjerklev.

På Roskilde Universitet har udarbejdelsen af etiske retningslinjer været igangsat, men det ansvarlige fagudvalg afstod fra at lave retningslinjer for forskningspartnere og samarbejder for nyligt.

“Hvad angår retningslinjer for hvem universitetet vil og kan samarbejde med, så er dette så meget en gråzone, at det er FOU’s (Forskningsudvalgets) holdning, at man aldrig vil kunne opretholde et beredskab, der kan imødekomme alle politiske, moralske og etiske hensyn i forhold til regimers eller blot kommercielle virksomheders ageren,” skrev fagudvalget for nyligt i et notat til Roskilde universitets Akademisk Råd.

Men det er ikke sidste ord i sagen, lover Mihail Larsen, der er medlem af Akademisk Råd.
“Det er uambitiøst at give op på den måde. Man kan sagtens lave principper for, hvad man som forsker ikke må, og i dette konkrete tilfælde bør man ikke arbejde sammen med en besættelsesmagt”, siger han og fortsætter:

“Til mødet i Akademisk Råd var der enighed om at fagudvalgets konklusion ikke var tilfredsstillende, og at der skal laves retningslinjer.”

UndersøgelseForretning på forbudt land

Dansk erhvervslivs forbindelser til den israelske besættelse af Palæstina.

TemaForretning på forbudt land

Danske virksomheders investeringer i ulovlige bosættelser

FokusKonflikt & Sikkerhed

Verdens krige og konflikter er big business. DanWatch har eks. dokumenteret handel med varer fra besat land, investeringer i konventionsomfattede våben og statsobligationer i undertrykkende regimer.

RelateredeNyheder

PFA sortlister investeringer i råstoffer fra besat land

PFA Pension har besluttet at ekskludere HeidelbergCement, der driver forretning i besatte palæstinensiske områder, fra deres investeringer. Beslutningen kommer i kølvandet på en Danwatch-undersøgelse og pres fra flere ngo’er.

Minister afviser skærpet kurs overfor uetiske investeringer

Handels-og udviklingsminister Mogens Jensen afviser opfordringer til politisk handling efter Danwatch’s dokumentation af danske investeringer på kant med menneskerettighederne.

De israelske bosættelser og international ret

Hvordan er de israelske bosættelser opstået? Hvorfor er de ulovlige? Hvad siger folkeretten, der ofte nævnes i forbindelse med bosættelserne? Og hvordan krænker bosættelserne menneskerettighederne? Her giver DanWatch et kort overblik.

G4S tjekker sin etik på Vestbredden

G4S vil nu foretage et etisk tjek af sine aktiviteter på Vestbredden. Det er ikke tilstrækkeligt at vurdere lovligheden, siger juridisk direktør i G4S Søren Lundsberg-Nielsen.

Føtex sælger bosætter-peber

Danske supermarkeder sælger frugt og grønt fra de ulovlige israelske bosættelser i Palæstina, viser research fra DanWatch.