Nyhed

“Det er et købers marked, men køberne er ligeglade”

16. mar 2015

Bangladesh er Vestens billige tøjproducent. Men billigt tøj kommer med en pris. Underbetaling, overgreb, chikane og trusler er stadig hverdagen i en industri, hvis politiske indflydelse er enorm. I sidst ende er det dog køberne, der har magten til at skabe forandringer, siger fabriksdirektør.

Når man lander i Dhakas lufthavn mødes man af billboard-reklamer for lynlåse, denim-leverandører og tekstilmesser. Man lades ikke i tvivl om, at beklædningsindustrien er Bangladeshs økonomiske rygrad. Men rollen som et af Vestens foretrukne billige produktionslande er kommet med en pris.

I løbet af de sidste 10 år har 1800 arbejdere mistet livet i beklædningsindustrien i Bangladesh. Katastrofen i 2013, hvor mindst 1100 arbejdere mistede livet under murbrokkerne, da fabrikskomplekset Rana Plaza kollapsede, blev startskuddet til forbedringer i sikkerheden på fabrikkerne. Men to år efter er manglende arbejdstagerrettigheder og dårlige arbejdsforhold stadig nærværende problemer. Arbejdere fortæller om en hverdag, hvor verbale overgreb, chikane og trusler for at komme få minutter for sent eller bede om lov til at gå på toilettet, er almindelige arbejdsvilkår.

Eksplosiv vækst

I dag arbejder mindst fire millioner arbejdere i flere end 5000 fabrikker, der i 2014 eksporterede for mere end 24 milliarder dollars (169 milliarder kroner, red.). Udenlandske investeringer blev for alvor tiltrukket af den bangladeshiske beklædningsindustri i 1980’erne, da Bangladesh og andre små udviklingslande var sikret let adgang til amerikanske og vesteuropæiske markeder under Multifiber-aftalen, et kvotesystem, der indtil 2005 regulerede den globale handel med beklædning og tekstiler. Kvotesystemet var oprindeligt designet til at beskytte tekstilindustrien i Vesten mod billige produkter fra Indien og Kina. Og da den globale handel med tekstiler blev givet fri frygtede mange derfor, at Bangladesh måtte kapitulere til Kina. Men frihandel blev ikke noget problem for Bangladesh, tværtimod. Ekstremt lave lønninger og produktionsomkostninger gjorde fortsat Bangladesh til et attraktivt produktionsland, der fortsatte med at øge sin andel af verdenseksporten.

I dag er Bangladesh med næsten seks procent af verdenseksporten den andenstørste eksportør af beklædning efter Kina, der sidder på over 40 procent af den globale eksport.

Bangladesh's levebrød

Tøjindustrien er den vigtigste industri i Bangladesh. Industrien står for mere end ti procent af BNP og for 78 procent af landets samlede eksport. Industrien beskæftiger fire millioner arbejdere, hvoraf 80 procent er kvinder. Omkring 20 millioner menneskers levebrød afhænger direkte eller indirekte af beklædningsindustrien.

Magtfuld kæmpe

Industriens størrelse afspejles også i dens politiske indflydelse. Ifølge interesseorganisationen  Transparency Internationals tal fra 2014 var 10 procent af medlemmerne af Bangladeshs parlament ejere af tøjfabrikker, og mange flere havde indirekte interesser i beklædningsindustrien. En del af penge, der er tjent i den eksplosivt voksende tøjindustri, er også blevet investeret i aviser og mediehuse. Ifølge flere iagttagere, bla. den uafhængige amerikanske ngo, Freedom House, er de økonomiske interesser med til at skævvride dækningen af beklædningsindustrien. Dét billede bekræfter journalist ved Daily Star i Bangladesh, Mohammad Abu Bakar Siddique:

“Medierne dækker branchens vækst og resultater, men kun en sjælden gang rapporterer journalister fra fabrikkerne, og når de gør, berører de kun symptomerne; ulykkerne og brandene, men ikke årsagerne, som er de elendige arbejdsforhold, den dårlige sikkerhed eller de enorme miljøproblemer. Det er den hvide elefant i rummet, som ingen taler om”, siger han.

Svag fagbevægelse

Fagbevægelsen er en ringe modvægt til fabriksejernes indflydelse. Selvom mange nye fagforeninger er blevet dannet siden Rana Plaza, er det stadig under fem procent af arbejderne i beklædningsindustrien, der er medlemmer af en fagforening. Det internationale pres for forbedringer i Bangladeshs beklædningsindustri, der fulgte efter Rana Plaza-katastrofen, opfattes ikke ubetinget som et rygstød, når man spørger de faglige ledere. Ifølge Sultana Begum, der selv er tidligere syerske og nu leder af fagforeningen Muktir Sangram Garments Sramik Federation, har det store fokus på bygningskonstruktioner og nødudgange afledt en del af opmærksomheden for arbejdernes rettigheder.

“Den store opmærksomhed på fabrikssikkerheden har taget fokus væk fra det, som er vigtigst for arbejderne, f.eks. højere lønninger, bedre arbejdsvilkår og retten til at organisere sig”, forklarer hun.

Ruhul Amin, der er generalsekretær i landets største fagforening, Garment Workers Trade Union Center er enig:

“Arbejderne får det ikke nødvendigvis bedre, fordi fabrikkerne bliver sikrere. Selvfølgelig skal fabrikkerne være sikre, men det, som forbedrer arbejdernes liv, er, at de kan få mad på bordet”, siger han.

Mindsteløn ikke fuldt implementeret

Netop en løn, der er til at leve af, har været et hovedkrav fra den bangladeshiske fagbevægelse, og i 2013 lykkedes det at få gennemført en markant stigning i den månedlige mindsteløn til 5300 taka, hvilket cirka svarer til 462 danske kroner. På to ud af de syv fabrikker, DanWatch har besøgt i december 2014, var mindstelønnen dog ikke implementeret.

Og selv når mindstelønnen er implementeret, er den ikke til at leve af, påpeger A.K.M Nasim, der er senior juridisk konsulent hos American Center for International Labor Solidarity. Derudover forklarer han, at: “Mange fabrikker implementerer minimumslønnen, men følger ikke løntrinene, hvilket betyder, at mange arbejdere, der burde være placeret på et højere på løntrin på grund af opgaver og anciennitet, bliver degraderet eller aldrig rykker op i lønsystemet”.

Køberne har et ansvar

Arbejdernes krav om bedre løn og købernes stigende krav til sikkerhed sætter fabriksejerne under pres, forklarer Mahiuddin Mufaruqui, der er direktør for fabrikken Multifabs, der bl.a. producerer for danske Rexholm. I sidste ende er det dog køberne, der har magten til at skabe forandringer, mener han:

“Jeg er ikke interesseret i at slå mine arbejdere ihjel, men jeg kan ikke betale for alt. Det er et købers marked, men køberne er ligeglade. Køberne siger til os, at vi skal betale minimumslønnen, men de vil ikke betale mere for produkterne. De siger, at vi skal forbedre fabrikkerne, men de vil ikke betale for det”, Mahiuddin Mufaruqui.

UndersøgelseDen tabte tråd

Krænkelser og magtmisbrug i beklædningsindustrien i Bangladesh

TemaTøjets Tragedier

Elendige arbejdsforhold og ødelagte liv

FokusTekstil

Historien bag tøjet i dit klædeskab gemmer ofte på store omkostninger for mennesker og miljø. Fra vand- og pesticid-forbrug og børnearbejde i dyrkningen af bomuld til undertrykkende arbejdsvilkår i livsfarlige fabriksbygninger på systuer i Bangladesh.

RelateredeNyheder

Ny rapport: Internationale tøjmærker skjuler deres leverandørlister

En koalition af fagforeninger og ngo’er har spurgt verdens største brands, om de vil love at offentliggøre, hvor deres tøj bliver produceret? Åbenhed i leverandørkæder kan nemlig sikre, at forbrugerne ved, hvem der er ansvarlig for produktion af vores tøj. Størstedelen af industrien afviser.

Arbejdere hos Bestseller-leverandører i Bangladesh risikerer dødsstraf

34 arbejdere og fagforeningsmedlemmer har de seneste to måneder været fængslet under sabotageparagraffer i Bangladesh. Anholdelserne er en del af en klapjagt på arbejdere og fagforeningsmedlemmer, der arresteres i deres hjem og ikke må få besøg i fængslet, hvor der er forlydender om trusler og tæsk. 31 af dem arbejdede hos leverandører til danske Bestseller, der kalder situationen “rystende”.

Rapport: Lave lønninger og børnearbejde udbredt i Myanmars tekstilindustri

H&M, C&A, Primark og en lang række andre europæiske tøjfirmaer benytter i stigende grad fabrikker i Myanmar, hvor børnearbejde og meget lave lønninger er udbredt, viser ny rapport. Ekspert mener, at tøjfirmaerne skal sørge for ordentlige forhold for arbejderne hos deres leverandører.

Internationale brands appellerer til regeringen i Bangladesh. Fem år for sent, lyder kritikken

Massefyringer, fængslinger uden kaution og trusler har været virkeligheden for tekstilarbejdere de sidste fire uger. 21 brands lægger pres på regeringen. “Alt for sent”, siger organisation

Arbejdere på H&M, Gap og Zara-fabrikker har været fængslet i ugevis

I knap en måned har politiet i Bangladesh tilbageholdt mindst 24 arbejdere og fagforeningsfolk, der syr tøj for internationale brands. Mindst 3000 arbejdere er blevet fyret efter demonstrationer mod massefyringer og lave lønninger. H&M tager situationen “meget alvorligt” og står sammen med 20 andre brands bag et åbent brev til regeringen.

33 døde på fabrik i Bangladesh

Eksplosionen på fabrikken i udkanten af hovedstaden Dhaka er den største ulykke i Bangladesh siden fabrikken på Rana Plaza styrtede sammen i 2013 og dræbte 1.135 mennesker. Årsagen til branden er fortsat uvist

Dansk modegigant om fabrikker i Bangladesh: “Du kan helt sikkert finde ting at kritisere”

For tre år siden mistede 1.134 arbejdere livet, da fabriksbygningen Rana Plaza styrtede sammen i Bangladesh. En samlet modebranche lovede at forbedre vilkårene, men nye undersøgelser viser massive problemer. Danwatch har snakket med csr-direktør i Bestseller Mogens Werge, som afviser kritikken og samtidig langer ud efter medier og ngo’er.

To år efter Rana Plaza mangler erstatninger og rettigheder stadig

Seks millioner dollars. Så mange penge mangler Rana Plaza-fonden stadig for at kunne udbetale erstatninger til ofrene for den katastrofe, der for to år siden dræbte over 1100 arbejdere og sårede mere end 2000 i Bangladesh.

Bangladeshs eksport af tøj til Danmark boomer

Tøjproduktion i Bangladesh til Danmark er steget med en femtedel på blot ét år, men vilkårene for knap fire millioner tekstilarbejdere er ikke forbedret. Ny DanWatch-undersøgelse bringer interviews med 20 af arbejderne.

Prisen for frihed er chikane og æreskrænkelser

Bangladesh er med lynfart blevet en af verdens foretrukne systuer. Tøjindustrien har givet millioner af kvinder frihed og økonomisk uafhængighed, men prisen er sultelønninger, æreskrænkelser og ringe arbejdsforhold.