Nyhed

Højesteret standser ophugning af Mærsk-skib med radioaktivitet

13. sep 2017

Endnu engang bremser myndighederne i Bangladesh ophugningen af Mærsks tidligere olie-fartøj Producer - denne gang på grund af fundet af radioaktivt materiale.

Højesteret i Bangladesh venter stadig på svar om, hvor meget radioaktivt materiale, der er fundet i olieskibet Producer. Derfor har miljøadvokater fra Bangladesh indstillet, at ophugningen standses, indtil der kommer svar.

Højesteret har besluttet ved en høring d. 29. august, at ophugningen standses indtil d. 5. oktober. Den dato er der frist for de bangladeshiske miljømyndigheder at indlevere inspektionsrapporten, som angiver mængderne af radioaktivt materiale, til retten. Det skriver flere medier i Bangladesh.

Fakta: Producer

Skibet blev bygget på Lindøværftet i Odense som et tankskib ved navn Dagmar Maersk d. 22. september 1983.

I 1997 ændrer skibet navn til North Sea Producer og funktion til en såkaldt FPSO (Floating Production, Storage and Offloading), som er en flydende olieplatform. Det operative ansvar overgår i den forbindelse til et joint venture-selskab kaldet North Sea Production Company Limited, som ejes 50 procent af Mærsk og 50 procent af selskabet Odebrecht.

Producer er 333 m. lang, hvilket omtrent svarer til tre fodboldbaner. Skibet vejer 276.000 ton, svarende til 500 Airbus 380, som er verdens største passagerfly.

I sin tid som flydende olieplatform kunne den producere op til 76,000 tønder olie hver dag og havde plads til samlet 560,000 tønder olie om bord.

Skibet opererede på havet i en dybde på 147 meter. Ud over en helikopterlandingsplads, havde Producer plads til en besætning på 73 mand, en kantine og en biograf.

North Sea Production Company Limited sælger North Sea Producer i april 2016.

I August 2016 bliver skibet solgt til skrot til Janata Steel-værftet i Bangladesh for næsten 45 millioner kroner af GMS, som er verdens største mellemhandler af skibe til skrot. I forbindelse med salget, skifter skibet navn til Producer. Skibet sælges som et ‘dødt fartøj’ og trækkes af en bugserbåd fra England til Bangladesh, hvor det nu skrottes.

Kilder: www.solarshipping.net, http://shipandbunker.com/news/features/risk-management/698729-weekly-vessel-scrapping-report-2016-week-32,. http://cpa.gov.bd/, http://www.odebrechtonline.com.br/materias/01301-01400/1343/, www.maersk.com/en/hardware/fleet

Ophugning trods radioaktivitet

Efter miljømyndighederne inspicerede skibet i juni 2017 og fandt ulovlige mængder radioaktivt materiale, var ophugningen tilsyneladende gået i gang igen. Kilder melder om, at de radioaktive rør nu er fjernet. Men det er endnu uklart, om det er sandt, og i så fald om det er sket forsvarligt i forhold til miljøet og arbejdernes sikkerhed.

Læs: Radioaktivitet fundet i tidligere Mærsk-skib

Danwatch afslørede i samarbejde med Politiken og TV2 i 2016, at Mærsk skibet Producer var sendt til ophugning ved et primitivt værft på Chittagongstranden i Bangladesh – stik imod selskabets tidligere udsagn.

På Chittagong ligger, hvad der kaldes “verdens værste værfter”, fordi der ikke var faciliteter til at håndtere giftige kemikalier eller radioaktivt materiale, og der blev ikke udleveret beskyttelsesudstyr til arbejderne, som ofte arbejdede i klipklappere og shorts.

Det er ikke første gang, at myndighederne sætter bremsen i over for ophugningen af  det store olie-fartøj. Læs om hele forløbet om Mærsks hovedpine i Bangladesh her.

I november 2016 fik ophugningen ikke lov at fortsætte, før myndighederne havde undersøgt, om skibets tanke og kilometervis af rørsystemer indeholdt stoffer, som er farlige for miljøet og de arbejdere, som uden forsvarligt sikkerhedsudstyr var i gang med at skille skibet ad på daværende tidspunkt. Dette er nu gjort, men Højesteret har forlangt nærmere indsigt i inspektionens resultater.

Ifølge avisen The Daily Star har miljømyndighederne undersøgt 11 steder på skibet og fundet forhøjet radioaktivt materiale et af de steder. Foreningen for miljøadvokater i Bangladesh (BELA) skriver i en meddelelse til Højesteretten, at “der kan ske ulykker, hvis det giftige skib bliver skrottet”, ifølge The Daily Star.

Fjerde samråd i Danmark

I Danmark følger politikerne på Christiansborg nøje med i udviklingen af den specifikke sag og i den generelle udvikling af danske rederiers ansvarlige skrotning.

D. 6. september 2017 blev der afholdt det fjerde samråd i sagen om det tidligere Mærsk-skib, som endte i Bangladesh til ophugning på stærkt kritisable strand-værfter. Her fastholdte oppositionen et pres på miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Ministeren indvilligede i at fremsende korrespondance med de britiske myndigheder om Mærsk-skibet North Sea Producer og at tage et møde med danske rederier for at minde dem om deres forpligtelser.

Læs: Miljøminister giver opposition indsigt i korrespondance

 

 

UndersøgelseMÆRSK OG DET LIVSFARLIGE AFFALD I BANGLADESH

Danwatch kan igen dokumentere, at endnu et Mærsk-skib lige nu bliver skrottet på et livsfarligt værft - denne gang i Bangladesh, hvor forholdene er langt værre end i Indien. Arbejdere flammeskærer i bare fødder og uden beskyttelse mod farlige gasser. Mærsk fralægger sig ansvaret, men selskabet erkender over for Danwatch, at de har svigtet.

RelateredeNyheder

Miljøminister giver opposition indsigt i korrespondance

Oppositionen fastholder pres på miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i sagen om ophugning af danske skibe, efter Danwatch sidste år dokumenterede, at Mærsk-skibe ender på strand-værfter i Indien og Bangladesh.

Nyt samråd om tidligere Mærsk-skib på baggrund af ulovlig radioaktivitet

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) er nu kaldt til samråd på baggrund af ulovlige mængder radioaktivitet i det tidligere Mærsk-skib ‘North Sea Producer’ der blev sendt til ophugning i Bangladesh.

Radioaktivitet fundet i tidligere Mærsk-skib

Ny inspektion viser, at der er fundet ulovlige mængder radioaktivitet i et tidligere Mærsk-skib sendt til skrot i Bangladesh. Højesteret i Bangladesh kræver nu inspektionsrapporten udleveret.

Miljøministeren kaldt til endnu et samråd om Mærsk-sagen

Efter to timers samråd om Mærsk-sagen, mener oppositionen ikke, de har fået fyldestgørende svar fra Miljøministeren, Esben Lunde Larsen, i sagen om de tre Mærsk-skibe, der nu skrottes i Indien og Bangladesh under kritisable forhold. Derfor kalder partierne ministeren til samråd igen.

Mærsks hovedpine i Bangladesh

Hvordan havnede det tidligere Mærskskib Producer på stranden i Bangladesh?
Nye oplysninger rejser tvivl om Mærsks forklaringer, og lokale myndigheder har grebet ind.

Myndigheder stopper skrotning af Mærsk-skib

Nye ejere ser ud til at have skjult oplysninger om farlige kemikalier og
muligt radioaktivt materiale i skibet.

Dansk Aktionærforening kritiserer Mærsk for skibsophug på farlige værfter

De seneste afsløringer af Mærsk-skibe der ophugges i Indien og Bangladesh, får nu også Dansk Aktionærforening til at rejse kritik af shipping-giganten.

SF vil have Mærsk politianmeldt

SF's formand, Pia Olsen Dyhr vil have miljøminister Esben Lunde Larsen (V) til at  politianmelde Mærsk. Det sker efter Danwatch, Politiken og TV 2 lørdag aften kunne afsløre, at endnu et Mærsk-skib hugges op på et livsfarligt værft i Bangladesh.