Nyhed

Interview: Dokumentar om Etiopien seks år undervejs

24. mar 2017

Danwatch har mødt den svenske instruktør Joakim Demmer, der har brugt seks år på dokumentaren ‘Dead donkeys fear no hyenas’, som har verdenspremiere på CPH:DOX. Filmen giver et unikt indblik i problematikkerne ved ‘land grabbing’ i Etiopien, der ellers ofte er lukket land for journalister.

Sidste visning lørdag d. 25. marts

Filmen vises sidste gang under CPH:DOX lørdag d. 25. marts 2017 kl. 21:30. Du kan købe billet her.

Etiopien er blandt verdens fattigste lande og modtager store mængder nødhjælp for at kunne brødføde befolkningen. Alligevel eksporterer landet samtidig enorme mængder fødevarer dyrket på privat jord kontrolleret af store udenlandske virksomheder.

Det paradoks undersøger Joakim Demmer i sin nye dokumentar ‘Dead donkeys fear no hyenas’, hvis premiere har været udskudt i 1,5 år på grund af sikkerhed for de involverede. Filmen kommer vidt omkring og præsenterer os for de forskellige parter involveret i land grabbing: De lokale bønder, hvis land bliver frataget, de udenlandske investorer på jagt efter en god forretning, de lokale miljøjournalister, der kæmper for at afdække historien, den etiopiske regering, som langtidsudlejer jorden til udenlandske investorer, og Verdensbanken, som støtter mange af projekterne.

Filmen er unik, fordi den følger udviklingen over en lang årrække med den etiopiske miljøjournalist Argaw Ashine som omdrejningspunkt. Undervejs bliver Argaw tvunget til at forlade landet af sikkerhedshensyn, og filmen bliver derfor i høj grad også en film om, hvor svært det er at lave undersøgende journalistik i Etiopien.

Joakim Demmer fortæller Danwatch, at selvom han er instruktøren, så har han nærmest fungeret som Argaws assistent, efter Argaw måtte flygte af frygt for sin sikkerhed.

“Jeg blev nærmest Argaws assistent. I begyndelsen ville jeg vise historien gennem hans øjne, da han havde det lokale kendskab. Jeg følte, at jeg måtte fortsætte hans arbejde, nu hvor han ikke selv kunne,” siger Joakim Demmer til Danwatch.

Meget vigtigere end Trump

Hvorfor er filmen vigtig for os her i Danmark og Skandinavien?

Vi taler meget om Trump og europæisk politik, men det der sker i Etiopien er faktisk meget vigtigere. Vi er igang med at ødelægge natur og kultur, som aldrig kan genskabes. Jorden sikrer mad til millioner af mennesker, og fældningen af skov for at kunne dyrke ‘cash crops’ er en naturkatastrofe. Desuden er flygtningekrisen i Europa også forbundet til situationen i Afrika.

Filmen fokuserer blandt andet på Verdensbanken som er involveret i mange af disse jord-projekter. Kan man sige, at Verdensbanken har en del af ansvaret?

Ja, du kan sige, at Verdensbanken med så mange penge burde have bedre kontrolfunktioner. I filmen viser vi den påvirkning, det har, når regeringen fratager jord fra de lokale og sælger den til udenlandske virksomheder, som bl.a. producerer basmatiris til eksport. Det var ikke ulovligt af Verdensbanken men nærmere dumt, at de ikke forstod, at deres udviklingsprogram blev brugt som et trick til at snyde folket.

Men er det ikke også vigtigt for betalingsbalancen for et land som Etiopien at eksportere nogle varer?

Jo, men det er faktisk et dårligt regnestykke, fordi Etiopien har brug for deres egen produktion, så landet ikke er så afhængig af nødhjælp. Der er dog også en britisk landmand i filmen, der viser en ordentlig måde at gøre det på. Han dyrker spiselige afgrøder til det lokale marked på en effektiv måde og overtager ikke jord fra lokale. Derimod inkluderer han dem i produktionen.

 

Filmen beskriver, at de lokale beboere ikke bliver inddraget eller får kompensation for deres overtagede jord. Hvor udbredt er det?

Etiopien er et diktatur. Befolkningen ude på landet er slet ikke inkluderet i de her processer. De bliver ikke konsulteret og får ingen kompensation, når de får at vide at de skal flytte. Resultatet er katastrofalt for disse mennesker. Etiopien er Kafka i Afrika. Du har et bureaukrati, hvor alle er ekstremt bange for at gøre noget forkert. Der er et netværk af spioner overalt. Det gjorde det svært at lave denne film. Jeg kunne måske få 1 års fængsel, men for etiopierne involveret er det måske 15-20 år, og muligvis også deres familier.

Det ligger et stort ansvar på dig som instruktør. Hvordan navigerede du i det?

Det er svært at navigere i, og der er mange som har været en del af processen, som ikke vises i filmen af samme grund. Vi forsøger at fortælle alle medvirkende, at vi ikke kan garantere deres sikkerhed, men jeg må også respektere deres valg. Det er en balance: Hvor langt kan vi gå, og hvad kan vi vise uden at bestemme over andre menneskers vilje.

Joakim Demmer og holdet bag dokumentaren har startet en crowdfunding-kampagne for at kunne nå bredere ud med filmen. Du kan støtte her.

TemaKunstens samfundskritik

TemaAnmeldelser: Film, bøger, teater, udstillinger

FokusKultur & Kritik

I sport, musik, litteratur, teater og arkitektur bor kritikken, når kultur er skarpest. Danwatchs Kultur & Kritik undersøger sports- og kunstindustriens sociale ansvarlighed, vi er talerør for kunstneres systemkritik, og vi forholder os kritisk til vores egen boldgades film, bøger og udstillinger om menneskerettigheder, miljø og CSR.