Nyhed

Miljøminister i Mærsk-sag: “Jeg er et tillidsmenneske”

3. mar 2017

Esben Lunde Larsen har fortsat tillid til, at danske skibsredere “helt af sig selv” vil handle ansvarligt på trods af, at Danwatch for nylig har afsløret Mærsk i at benytte nogle af verdens værste strande til skibsophug.

Regeringen tror på tillid, ikke regulering. Det forklarer miljøminister Esben Lunde Larsen i samråd indkaldt af en samlet opposition med tidligere transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) og tidligere miljøminister Ida Auken (R) i spidsen. De vil have svar i sagen om Mærsk, der sender skibe til ophug på nogle af verdens værste værfter i Indien og Bangladesh. Men Esben Lunde Larsen har ikke det store behov for vished, forklarer han.

I oktober 2016 afslørede Danwatch sammen med Politiken og TV2, at to Mærsk-skibe blev ophugget på et værft i Indien, der på trods at være godkendt i henhold til Hong Kong-konvention for forsvarlig skibsophugning ikke levede op til konventionens eller Mærsks standarder for forsvarligt skibsophug.

Sagen kort

  • Danwatch dokumenterede i 2016 at Mærsks skibe var endt til ophugning på strande i Bangladesh og Indien, hvor forholdene er farlige for miljøet og ophugnings arbejderne.
  • Aktionærforeningen hvor nogle af de største pensionsselskaber er med, var efterfølgende ude og kritisere Mærsk.
  • Oppositionen indkaldte herefter ministeren til samråd i december. Men fik ikke fyldestgørende svar og indkaldte derefter ministeren til endnu et samråd der blev afholdt i går.
  • Det var en samlet opposition bestående af: Pia Olsen Dyhr (SF), Christian Rabjerg    Madsen (S), Maria Reumert Gjerding (EL), Christian Poll (ALT)  og Ida Auken (RV) der havde indkaldt til gårdsdagens samråd.

Danwatch dokumenterede, hvordan de to Mærsk skibe nu blev ophugget under farlige forhold for arbejderne. Samtidig afslørede Danwatch, at et Mærsk olieskib blev sendt til ophug i Bangladesh, hvor forholdene er ekstremt farlige.

Mærsk har i mange år taget afstand fra skibsværfterne i Bangladesh, netop fordi at forholdene her er så barske.

Sagen fik stor opmærksomhed i danske medier og ruller videre i Folketinget, hvor Miljøminister Esben Lunde Larsen dog ved gårsdagens samråd gjorde det klart, at han ikke ønsker at foretage sig yderligere i sagen.

“Jeg håber, at de ansvarlige skibsreddere helt af sig selv vil vælge anlæg, der ophugger på forsvarlig vis,” forklarer han om regerings afventende position.

Oppositionen utilfreds

Det er uacceptabelt for SF’s formand Pia Olsen Dyhr, der opfordrer Miljøministeren til at være mere proaktiv i sagen om Mærsks farlige skibsophugning.

“Jeg er oprigtig bekymret efter samrådet. Jeg mener stadig, at en politianmeldelse af Mærsk er en god ide. Så ville vi få kulegravet den her sag. I stedet for, at der er så mange usikkerheder, hvor vi må afvente hvad briterne gør, og hvad den danske regering gør,” siger hun til Danwatch og henviser til, at hun tidligere har anbefalet politianmeldelse.

Også Enhedslistens Maria Reumert Gjerding opfordrer Miljøministeren til at spille en mere aktiv rolle:

“Jeg undrer mig over, hvorfor ministeren ikke er en lille smule mere proaktiv i denne sag. Vi kan og bør spille en vigtig rolle i forhold til at sikre, at internationale regler og love bliver overholdt. Der skal være en respekt omkring det, og rederierne skal vide, at det har konsekvenser, og at de bliver efterforsket, hvis det ser suspekt ud,” siger hun.

Vil eftersende dokumenter til britiske myndigheder

Efter pres fra Pia Olsen Dyhr indvilligede Miljøministeren i at tage kontakt til de britiske myndigheder og videregive oplysninger om Mærsks skib, North Sea Producer, der blevet købt af en Cash Buyer, med det formål at ophugge skibet.

Men han vil ikke gøre mere for aktivt for at assistere den britiske undersøgelse.

Jeg er grundlæggende et tillidsmenneske, der har tillid til, at der bliver handlet korrekt indtil, der måtte blive bevist noget andet. Derfor har jeg sådan set ikke behov for at få vished.

Miljøminister Esben Lunde Larsen

Stadig forvirring om beaching

Beaching var igen et centralt emne under samrådet. Beaching er når containerskibe med høj fart sejles op på en strand, hvorefter de skrottes delvist manuelt på stranden. Det betyder, at den ofte giftige bundmaling skrabes af og skylles ud i havet. FN’s særlige rapportør for farligt affald har tidligere udtalt til Danwatch, at beaching ikke er muligt at gøre bæredygtigt for miljøet.

På samrådet tilkendegav miljøministeren, at beaching er i orden, så længe det følger Europa-Kommissionens anbefalinger:

“Regeringen er ikke tilhænger af beaching. Vi er tilhængere af, hvorvidt der er ordentlige forhold omkring beaching. Ifølge Kommissionens vejledning kan beaching bruges, når skroget er intakt,” forklarede miljøministeren.

Det er ikke godt nok for Ida Auken (R), der gerne så, at miljøministeren tager helt afstand fra beaching-metoden.

EU-liste på trapperne

Ida Auken (R) pressede på for at få ministeren til at komme med forslag til, hvordan man kan få rederierne til at bruge værfter med ordentlige forhold. Men Miljøministeren ville ikke gøre mere internationalt for at forbedre forholdene på værfterne, så længe den europæiske liste for godkendte værfter ikke er færdig.

“Jeg tror, vi får en mere praktisk anvendelig debat, når vi først har set hvilke værfter, der bliver godkendt her i løbet af foråret, og senest til sommer på den europæiske liste. Jeg synes, at man har lavet et fintmasket net i forhold til de krav skibsophugs forordningen stiller,” sagde han til samrådet og erklærede, at den danske regering vil følge EU-Kommissionens anbefalinger.

Der er 17 værfter, der har ansøgt om at blive optaget på den nye europæiske liste i 2017. Den europæiske liste tillader stadig beaching, men stiller dog krav til værfterne.

Samlet set er Pia Olsen Dyhr ikke tilfreds med miljøministerens håndtering af sagen. Derfor overvejer hun og resten af oppositionen nu, hvordan de vil fortsætte.

“Der er kommet en del spørgsmål til EU-Kommissionen, blandt andet fra Margrete Auken (medlem af Europa-Parlamentet for SF, red.). Dem vil jeg selvfølgelig afvente svar på, fordi det er oplagt at høre Kommissionens syn før vi går videre,” siger hun til Danwatch.

Coverbillede: Shafiur Rahman

 

 

 

UndersøgelseMÆRSK OG DE LYSSKY AFTALER

Mærsk pressede en tysk skibsejer til at sende 14 skibe til livsfarlige værfter i Bangladesh og Indien, alt imens selskabet brystede sig af at være frontløber på bæredygtighed. Det viser fortrolige dokumenter, som Danwatch nu bringer frem i lyset. Mærsk erkender over for Danwatch, at de ikke burde have indgået aftalen.

RelateredeNyheder

Miljøministeren kaldt til endnu et samråd om Mærsk-sagen

Efter to timers samråd om Mærsk-sagen, mener oppositionen ikke, de har fået fyldestgørende svar fra Miljøministeren, Esben Lunde Larsen, i sagen om de tre Mærsk-skibe, der nu skrottes i Indien og Bangladesh under kritisable forhold. Derfor kalder partierne ministeren til samråd igen.

Mærsks hovedpine i Bangladesh

Hvordan havnede det tidligere Mærskskib Producer på stranden i Bangladesh?
Nye oplysninger rejser tvivl om Mærsks forklaringer, og lokale myndigheder har grebet ind.

Myndigheder stopper skrotning af Mærsk-skib

Nye ejere ser ud til at have skjult oplysninger om farlige kemikalier og
muligt radioaktivt materiale i skibet.

Dansk Aktionærforening kritiserer Mærsk for skibsophug på farlige værfter

De seneste afsløringer af Mærsk-skibe der ophugges i Indien og Bangladesh, får nu også Dansk Aktionærforening til at rejse kritik af shipping-giganten.