4. september 2017

Pressefriheden i Cambodja får et knæk i dag

En af Cambodjas største uafhængige aviser Cambodia Daily lukker mandag efter pres fra regeringen. Op mod 15 andre uafhængige medier er for nylig blevet lukket, og kritikere kalder handlingerne politisk motiveret.


Efter 24 år lukker den engelsksprogede og bredt respekterede avis The Cambodia Daily mandag. Avisen slutter af med tophistorien om, at landets oppositionsleder blev anholdt søndag nat sigtet for forræderi.

Lukningen sker efter, at den cambodjanske regeringen for en måned siden meldte ud, at avisen skylder 6,3 millioner dollar i skat. Avisen fik en måned til at betale regningen uden mulighed for at bestride anklagerne og fremlægge dokumentation.Pengene skulle være faldet i dag – mandag -, og set i lyset af, at avisen ikke er i stand til det, bliver dagens udgave derfor den sidste. I en meddelelse fra The Cambodia Daily medgives det, at der kan være tale om, at avisen skylder en vis portion penge i skat, men at beløbet er voldsomt overdrevet.

“I en normal proces ville en strid blive løst efter en revision og under private forhandlinger. Men i stedet er the Daily blevet målet for en en astronomisk skatteregning, læk og falske udmeldinger fra skattemyndighederne samt en offentlig bagvaskelse af regeringslederen,” står der i avisens melding.

Ejere risikerer tiltale

Myndighederne lægger op til, at avisens ejer har lavet ulovlig skatteunddragelse gennem svindel med moms. Cambodjas premierminister, Hun Sen, har i det henseende for nyligt kaldt avisen for den “største tyv”.

Avisen blev grundlagt af Bernard Krisher og blev i april 2017 købt af hans datter, den nuværende ejer, Deborah Krisher-Steele. Begge kan nu risikere at blive retsforfulgt for ulovlig skatteunddragelse. Den nuværende og tidligere ejer kalder beskyldningerne “ubegrundede” og “æreskrænkende”.

Regeringen derimod hævder, at avisen skal betale, hvad den skylder og afviser, at handlingerne er politiske.

“Det er for meget, og ‘the chief thief’ (den største tyv, red.) har ikke betalt skat til staten i 10 år. Hvis du ikke vil betale, så tag dine ting og gå,” siger  Kong Vibol, direktør for skattemyndighederne i Cambodja til avisen Phnom Penh Post.

Bred kritik af styrets handlinger

The Cambodia Daily var kendt for at skrive kritiske historier om regeringen, og kritikere kalder derfor handlingen for politisk motiveret. Premierminister Hun Sen og hans parti CCP bliver beskyldt for at luge ud i uafhængige medier op til præsidentvalget næste år. Mindst 15 radiostationer er blevet lukket af regeringen den sidste måned, skriver avisen Phnom Penh Post.

FN udtrykker også bekymring. For godt en uge siden, sagde talsmand for FN’s højkommissariat for menneskerettigheder, Liz Throssel, sådan her:

“Vi er bekymrede for den hurtige række af administrative handlinger, som har resulteret i suspenderingen af radioprogrammer og licenser, trusler mod en stor engelsksproget avis og nedlægningen af udenlandske ngo’er. Forud for næste års parlamentsvalg opfordrer vi regeringen til at garantere politiske og civile rettigheder samt pressefrihed.”

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down