Nyhed

Udstilling: Jordens forfald – hvordan er det gået så vidt?

20. jun 2017

Ny udstilling på Charlottenborg Kunsthal sætter i løbet af sommeren fokus på globalisering, klimaforandringer og kapitalisme, og hvordan vi mennesker står i centrum for at ødelægge kloden.

I en ny gruppeudstilling på Kunsthal Charlottenborg, bliver klimaforandringer og menneskets ødelæggelse af jorden fremstillet gennem tekst, historiske objekter og en række værker.

‘Slow violence’ er en udstilling, der tager et historisk tilbageblik og diskuterer, hvordan vi som mennesker behandler naturen og hinanden. Udstillingen undersøger, hvordan menneskets kolonisering og industrialisering har påvirket kloden og fået os til at være afskåret fra naturen.

Inden for geologien defineres den tidsalder, vi er i, som den antropocæne tidsalder, og det er med det narrativ, udstillingen bliver fortalt.

“Fortællingen om det antropocæne er en ny evolutionær dagsorden, der sætter menneskeheden i centrum for klodens udvikling og udpeger mennesket som den væsentligste geologiske faktor,” skriver Kunsthal Charlottenborg i en pressemeddelelse til udstillingen.

Forskning gennem kunst

Og det er netop dette – menneskets langsomme ødelæggelse af jorden – som kurator Katarina Stenbecks tager udgangspunkt i med sin udstilling. Udstillingen er en del af Katrina Stenbecks ph.d. projekt “In Search of the Lost Future” og er et samarbejde mellem Det Kgl. Danske Kunstakademis billedkunstskoler og Københavns Universitet. Det består af tre udstillinger, hvoraf denne udstilling er nummer to i rækken.

Kurator Katarina Stenbeck. Foto: Danwatch

Gennem forskningsprojektet, undersøger hun, hvordan kunsten kan sætte et samfundskritisk fokus på menneskers påvirkning af Jorden.

“Den her udstilling prøver at se på destabiliseringen af klimaet, som en form for langsom vold, der er foretaget af to væsentlige udviklinger i menneskets historie, som handler om den europæiske kolonisering og den tidlige kapitalisme,”  fortæller Katarina Stenbeck til Danwatch.

Hvordan publikum håndterer dette, er op til dem selv. Udstillingen lægger nemlig op til at få publikum til at tænke og reflektere over deres egen tilstedeværelse i verden.

‘Slow violence’ er nemlig ifølge Katarina Stenbeck selv, en udstilling der ikke præsenterer publikum for en færdig fortælling, men en udstilling der i stedet udstikker en række spørgsmål og overvejelser og dermed skaber et rum for refleksion for publikum.

Værker fra hele verden er med

I udstillingen bliver der blandt andet lagt bredt fokus på klimaforandringer og koloniseringen i Peru. I små glimt prøver udstillingen at se på menneskets rolle i forhold til industrialisering, kolonisering og klimaforandringer.

Den er en blanding af installationer, videoværker, tegninger og tekster. Teksterne er skrevet af Katarina Stenbeck selv, Zoe Todd, som er antropolog og forsker i det antropocæne samt Basia Irland, der er digter og kunstner der bruger vand som udgangspunkt for sine tekster.

Udstillingen kan ses på Kunsthal Charlottenborg  fra den 18. juni 2017 til den 13. august 2017.

Film af Mia Edelgart ” Du er agat onyx rød elfenben mosaik farvet”. Med film og lyd viser filmen på en samfundskritisk måde og på et mere personligt plan etableringen af samfundet og brugen af tidsbegrebet. Foto: Anders Sune Berg.

Billederne på væggen er malet af Maria Thereza Alves, brasiliansk billedkunstner “This is not an Apricot flee”. Forrest i billedet ses Mia Edelgart”, Du er agat onyx rød elfenben mosaik farvet.” Foto: Anders Sune Berg

"Mundo Novo" værk af Runo Lagomarsino der bl.a. behandler forbindelserne mellem kolonialisme og oplysningstidens ideer.

Fotoet er et billede historiske objekter – en oktant, en aktie og et kort over St.Croix. Foto: Anders Sune Berg.

 

Topbillede: Af kunstner Harun Farocki der gennem en film behandler et værk fra den spanske kolonisering i Peru, der er malet af Caspar Miguel de Berrío.