Låntagning er på nogle områder blevet det primære redskab, når en familie oplever sociale problemer i Cambodia.
Seneste store nationale undersøgelse, Cambodia Socio-Economic Survey, fra 2014 viste, at knap 32 procent af landets husholdninger er gældsatte.
Opgørelsen indeholder store mørketal, for gæld er ofte forbundet med skam, og flere mindre studier har vist, at hele 63 % af husstandene på landet og 69 % blandt de fattigste indbyggere i storbyerne havde udestående lån.
Jeg drømmer om et stykke land oppe ved vejen, hvor jeg kunne sælge grøntsager”, siger Sohtia.
Den 32-årige tekstilarbejder har sin 2-årige søn på armen. Når han ikke sidder dér, løber han rundt overalt i sine forældres hus eller bedsteforældrenes hus lidt længere bagved. Det har Sothia betalt for, og det vender vi tilbage til.
Vi er på landet, her er ingen rindende vand eller elektricitet, kun en meget lang grøn udsigt over frodige rismarker op til hovedvejen, hvor Sohtias forretning kunne ligge. Hvis hun havde råd til det. Men det har hun langt fra, og det eneste der er stærkere end drømmen, er skrækken for at synke endnu dybere ned i fattigdom.
“Jeg ved ikke, hvordan jeg skulle kunne tage et lån. Jeg er bange for, at jeg aldrig kan betale det tilbage så det ville bare blive endnu et problem”, siger den Sohtia.
Cambodjanerne låner mest i banken men også hos NGO’er, mikrolånsinstitutter, private lånehajer og familiemedlemmer.
Det er igen de fattigste dele af befolkningen, der er mest tilbøjelig til at tage tvivlsomme mikro- og private lån.
Af Cambodia Socio-Economic Survey fremgår det, at cambodianernes lån gennemsnitligt havde en månedlig rente på 2,6 %, hvilket svarer til en årlig rente på svimlende 36 %.
Bedsteforældrenes hus er betalt med et lån. Renterne var ved at knække den lille familie, hvor faren tjener “meget lidt”, og Sohtias løn fra tekstilfabrikken akkurat slår til. Men nu er lånet betalt tilbage, og selvom drømmen lever, så tør Sohtia ikke låne pengene til den forretning, der for alvor skulle løfte hende og familien ud af fattigdom.
Lige dér adskiller hun sig fra sine landsmænd: Cambodjas nationale statistikker viser nemlig, at knap en tredjedel af landets husstande er gældsatte, og seks ud af de 14 syersker, som Danwatch har interviewet, fortalte, at deres familier har gæld.
Men ligesom Sothia frygter, kan de mange lån have fatale konsekvenser for fattige familier, der kun har mulighed for at afbetale med en lav løn fra for eksempel arbejdet som tekstilarbejder.
Det fortæller Kimty Seng, der er lektor i økonomi ved Cambodias Royal School of Administration, som netop har færdiggjort et studie af mikrolåns påvirkning på Cambodjas husholdninger.
”Risikoen opstår især, når folks lønninger er så lave, så de ikke kan betale lånenes omkostninger. Når familiers udgifter finansieres med lån, er der en enorm risiko for, at lånerne pludselig er pålagt en tung gældsbyrde, og at de mindrebemidlede fanges i en sårbar situation eller endda en gældsspiral,” siger han.
Men når den stigende mængde jobs på fabrikkerne burde give cambodjanerne flere penge mellem hænderne, hvordan hænger det så sammen med, at flere risikerer at hænge fast i ubetalelig gæld?
Det er der flere grunde til. Allerførst zoomer Kimty ind på Cambodjas låne-marked, hvor mikro-lån er særligt målrettet lønmodtagere, som akkurat kan få husholdningsbudgettet til at hænge sammen.
De såkaldte mikrolån begyndte at blive udbredt i Cambodja i 1990’erne, og samtidig med at mængden af industrijobs voksede, eksploderede udlånsbranchen efter 2000.
I 2011 var Cambodja et af fem lande i verden, hvor den største andel af befolkningen havde et mikrolån. Mikrolån er små lån, der gives til mindrebemidlede folk med en drøm om at starte en forretning. Som Sohtia.
Hvis Sohtia lånte penge til en butik, ville hendes forretningstalent muligvis kunne løfte hende og familien ud af fattigdom. Men hun ved, at et lån lige så vel kan ende med at blive meget dyrt for familien.
27-årige Bopha, der arbejder på en fabrik, som producerer for danske Bestseller, lånte også penge til en scooter, så hun kunne undgå at stå op på ladet af en lastbil i timevis hver dag til og fra fabrikken.
Bopha betaler nu 2 procent i rente hver måned. Det svarer til svimlende 27 procent om året, eller en tredjedel af hendes samlede løn, hvis hun vælger at overarbejde og derfor har 60-70 timer om ugen.
For mange tekstilarbejdere bliver en af månedens største udgifter på den måde afbetalingen af familiens gæld.
For de skyhøje renter er alt andet end unormalt i Cambodja. Den gennemsnitlige rente på lån i banken eller hos landets mikrolåns-institutter lå i 2014 på svimlende 36 procent ifølge Cambodjas Nationale Institut for Statistik.
Låner man hos en privat lånehaj, er renten gerne langt højere,
Det er den fattigste del af befolkningen, der oftest låner penge. Faktisk viser undersøgelser fra CARE og UNICEF, at der blandt de fattigste befolkningsgrupper er dobbelt så mange, der låner penge, som blandt resten af cambodjanerne.
Pengene bliver sjældent brugt på en mindre forretning, der skal løfte dem ud af fattigdommen, men i stedet på hospitalsregninger eller en reparation af huset, der desværre er langt fra en investering, der en dag vil give afkast. Og for fx tekstilarbejdere kan det være svært at gennemskue, hvad det betyder at låne penge, før de har taget et lån.
“Lånere – især dem med begrænset uddannelse – er som regel ikke klar over alle de ydelser, der kan blive krævet af dem, og hvor meget et lån i alt kan komme til at koste. Mikrolåns-institutionerne bør have mere gennemsigtighed, så de fattigste kan være bedre rustet til at tage beslutningen om et lån,” siger Kimty Seng.
Låntagere kan jævnligt være nødt til at tage nye lån for at afbetale de gamle. Og når gælden virker uoverkommelig, er det ikke unormalt for familier på landet at især døtre må flytte til storbyerne eller endda et naboland for at finde arbejde på for eksempel en tekstilfabrik, forklarer Kimty Seng.
At cambodjanernes gæld kan få dem til at rejse ud og søge efter arbejde, bekræfter Maryann Bylander, der er adjunkt i sociologi på det amerikanske Lewis & Clark College og har forsket i netop sammenhængen mellem låntagning og mobilitet i Cambodja.
De sidste 20 år er unge kvinder valfartet fra landet og ind til byerne og industriområderne for at finde arbejde, dels fordi industrialiseringen gør det muligt, men også fordi de skal betale af på familiens lån, fortæller Maryann Bylander.
Hun understreger, at lånene nemlig oftest bliver betalt tilbage med lønninger fra f.eks. en fabrik.
”Ideen om, at mikrolån skaber profitable små-bedrifter er overvejende en myte,” tilføjer Maryann Bylander.
De mange dyre lån blandt Cambodjas fattigste ender ofte langt fra drømmen om en virksomhed. Jævnligt må de fattige familier i stedet sælge ud af deres ejendele, forklarer William Nathan Green, der i øjeblikket skriver PhD om mikrolån og udvikling i Cambodja ved det amerikanske University of Wisconsin-Madison.
”I og med det mest værdifulde, folk ejer, som regel er deres jord, og siden det allerede bliver brugt som sikkerhed, ender det ind imellem med, at folk må sælge deres jord for kunne tilbagebetale deres lån,” siger han.
De usikre lån skaber tvivl om Cambodjas beregninger af, hvor store dele af befolkningen der reelt er løftet ud af fattigdom over de seneste år. For de fleste analyser tager udgangspunkt i husholdningers forbrug, når de beregner fattigdomsreduktionen, og det viser altså ikke, hvorvidt forbruget er betalt gennem lån eller indtægter.
Dermed tilsløres det, at der i Cambodja kan være tale om en meget risikabel type fattigdomsbekæmpelse, lyder det fra en række kritikere.
“Det er vigtigt at overveje, at et øget forbrug finansieret gennem lån kan være camoufleret som fattigdomsreduktion, og at fattigdom og sårbarhed muligvis er mere udbredt end tidligere antaget,” skrev f.eks. Asian Development Bank i sin nationale fattigdomsanalyse for Cambodja fra 2014.
Her advarede udviklingsbanken samtidig imod, at ”det voksende problem med overgældsætning blandt de fattige og nærved fattige vil forværre fattigdom og sårbarhed” i landet.
Cambodjas regering har i dette forår forsøgt at bremse udviklingen af gældsspiraler ved at fastsætte det beskedne renteloft på maksimum 18 procent for mikrolån. Loftet har ført til protester fra en række af Cambodjas mange mikrolånsinstitutter, som hævder, at en stor del af deres lånetilbud nu vil blive umuliggjort, så Cambodias fattige er henvist til lån fra skruppelløse og uregulerede lånehajer.
Men den kritik giver Maryann Bylander ikke meget for. Hun peger blandt andet på, at cambodjanerne ved siden af deres officielle lån allerede låner masser af penge fra uofficielle udlånere.
“Det større problem med det nye renteloft er i virkeligheden, at det skaber en illusion om regulering, uden at de nødvendige skridt tages for at sikre en beskyttelse af lånerne,” siger hun.
“Dem, jeg har talt med i branchen, fortæller, at mikrolånsinstitutterne allerede er begyndt at sætte gebyrer op på lån for på den måde at kunne blive ved med at låne ud til den lavere rente. I det tilfælde vil renteloftet ikke gøre meget for at mindske lånernes udgifter, men risikerer i stedet at gøre omkostningerne for et lån mindre gennemsigtige,” siger hun.
Louise Voller
