Louise Voller
Masse-besvimelser rammer kvinderne, der syr vores tøj
Tøj og sko fra Bestseller, Nike, Puma, Asics, Vans og North Face produceres på tekstilfabrikker i Cambodja, hvor syersker besvimer i hundredvis hvert år. Udmattelse og fejlernæring, hede og panik er en del af forklaringen, siger læger, eksperter og først og fremmest syerskerne.
Tøj og sko fra Bestseller, Nike, Puma, Asics, Vans og North Face produceres på tekstilfabrikker i Cambodja, hvor syersker besvimer i hundredvis hvert år. Udmattelse og fejlernæring, hede og panik er en del af forklaringen, siger læger, eksperter og først og fremmest syerskerne.
Del meget gerne. Vi har gjort os umage.
Det har vi undersøgt
Sammen med the Guardian har vi interviewet 14 syersker, der arbejder på 5 fabrikker i Cambodja, hvor masse-besvimelser har fundet sted det sidste år. Vi har spurgt til arbejdsvilkår, transport, mad, bolig og hvordan syerskerne oplever deres arbejdsvilkår. Syerskerne er anonymiseret, og fabrikkernes navne er udeladt og erstattet af brandets navn i stedet af hensyn til syerskernes sikkerhed.
Én efter én falder de sammen over symaskinerne eller på jorden udenfor fabrikken. Deres kroppe bliver slappe, benene giver efter, og livløse arme når ikke at afbøde, før kroppen rammer fabrikkens betongulv.
Hundredvis af syersker mister bevidstheden stort set samtidig. Alene de sidste seks måneder har flere end 600 syersker været behandlet på hospitaler, fordi de har været involveret i masse-besvimelser. Nogle er kollapset, men stadig bevidste. Andre har været bevidstløse i op til en time.
Ét af de største antal besvimelser skete i november 2016 på en fabrik, der producerer løbesko for Asics. 140 syersker besvimede og blev sendt til behandling på hospitalet. Dagen efter besvimede endnu 70 syersker, og på tredjedagen besvimede 150 syersker, før fabrikken måtte lukke kortvarigt ned.
I februar besvimede 28 syersker på en Nike fabrik, og kort efter blev 36 syersker fra en Bestseller fabrik sendt på hospitalet til behandling med besvimelser eller kollaps. Senest i marts besvimede omkring 40 syersker på en Puma-fabrik.
Tallene bekræftes af Cambodjas sundhedsforsikring, NSSF.
Alene i 2016 blev der ifølge Cambodjas arbejdsministerium rapporteret 1160 tilfælde, hvor arbejdere besvimede på i alt 18 fabrikker. I 2015 blev der indberettet 1806 tilfælde på i alt 32 fabrikker.
Hvorfor besvimer syerskerne?
Forklaringerne på fænomenet masse-besvimelser er lige så mange, som de mennesker der på forskellig vis lever af Cambodjas vigtigste industri.
Tekstil er det lille udviklingslands største eksport og på mindre end 20 år har industrien sikret, at 700.000 kvinder er kommet på arbejdsmarkedet og dermed kan blive økonomisk uafhængige af deres mænd. Stort set alle tekstilarbejdere i Cambodja er kvinder.
Danske modebrands som Bestseller og PWT Group er også flyttet med de internationale mærker som Puma, Nike, Gap og H&M til Cambodja, der tilbyder hurtig og billig produktion. Men kan det blive for dyrt at købe billigt?
Vi er taget til Cambodja for at undersøge, hvad syersker og lægerne, der behandler dem, siger, at besvimelserne skyldes? Er det farligt? Og hvad kan der gøres for at undgå besvimelserne?
Eksperter, ngo’er, industrien og syerskerne selv tegner et billede indefra Cambodjas ellers lukkede tekstilfabrikker, der står i skarp kontrast til de internationale brands bæredygtighedsstrategier og etiske retningslinjer.
En virkelighed, hvor sult og udmattelse er blevet en konstant tilstand, og hvor én enkeltstående begivenhed kan udløse fælles angst, og kroppe falder slapt sammen på et fabriksgulv.
Danske brands i Cambodja
Bestseller og PWT Group har ikke åbne leverandørlister men bekræfter over for Danwatch, at de producerer i Cambodja. Bestseller får produceret tøj på 40 fabrikker. PWT har under 25 procent af deres produktion i Cambodja. De oplyser ikke hvilke fabrikker.
En brand
Det er endnu tidligt om morgenen på fabrikken, der producerer for Bestseller i Takeo provinsen d. 24. februar i år, men kvinderne har allerede syet på fabrikken i et par timer. Det er den lydløse røg, der bølger gennem fabrikken, som først afslører, at der er udbrudt brand på fabrikken.
Panikken breder sig med de angste kvinder, der løber ind og ud imellem hinanden, desperate efter at finde en vej ud af fabrikken. Væk fra branden, der breder sig. Men dørene er låst. De finder en vej ud i fabriksgården, men den kinesiske linjeleder genner dem tilbage igen. Branden er ikke farlig. Den er stort set slukket, siger han.
Men røgen bliver ved med at bølge gennem den lange hal med hundredvis af forladte symaskiner og farvestrålende tekstiler. Syerskerne løber ind og ud af fabrikken tre gange, men de bliver sendt tilbage til deres arbejdsstation.
Bestseller står bag mere end 20 mærker, heriblandt Vero Moda, ONLY, Jack & Jones og VILA.
Koncernen er ejet af den danske Holch Povlsen familie med Anders Holch Povlsen som administrerende direktør.
Bestseller har selv 2.700 butikker, og dens produkter bliver yderligere solgt i 15.000 andre forretninger. Bestseller Fashion Group China, der er et uafhængigt selskab men halvt ejet af Holch Povlsen familien, har over 8.000 butikker i Kina. Samlet betød det, at Bestseller i 2013 var den koncern med flest modebutikker i verden.
I 2015/2016 havde Bestseller en omsætning på knap 23 milliarder kroner og et resultat på mere end 2 milliarder kroner før skat.
Bestseller får tøj produceret på mere end 700 fabrikker på verdensplan, især i Kina, Bangladesh, Indien og Tyrkiet. I Cambodja alene får Bestseller leveret varer fra 40 fabrikker. I modsætning til mærker som Nike, Adidas og H&M har Bestseller ikke åbne leverandørlister, der gør det muligt at se, præcis hvor de får produceret deres tøj henne. Det har blandt andet ført til kritik fra Human Rights Watch.
Kilder: about.bestseller.com 2017, Human Rights Watch 2017, business.dk 2013
Angsten lammer, fortæller 28-årige Thida, som var på arbejde på Bestseller-fabrikken den dag, hvor branden brød ud.
“Jeg følte ikke, at jeg kunne røre mig overhovedet. Jeg hørte alarmen igen. Så vi løb ud af bygningen for tredje gang, og så begyndte arbejderne at besvime en efter en ved deres maskiner og udenfor. Mine ben rystede, jeg kunne ikke røre mine fødder”.
18-årige Tomiko har ikke arbejdet ret lang tid på fabrikken. Hun er ved at kvalitetstjekke tøj ved sin station, da hun hører alarmen. Så løber hun.
“Det sidste, jeg husker, er, at jeg løber mod udgangen. Jeg er sikker på, at jeg skal dø i branden. Så kollapser jeg”, siger Tomiko.
Tomiko og de cirka 40 andre syersker, der besvimer, vågner enten op kort tid efter eller på hospitalet. En tredje syerske, der også var på arbejde på fabrikken den dag, 32-årige Sohtia, vågner op med et drop i armen på klinikken. Ingen spørger, hvordan hun har det, og ingen fortæller, hvad der er sket, eller hvilken behandling hun har fået.
“Jeg var så bange, da jeg vågnede, og jeg havde svært ved at trække vejret. Selvom jeg fik behandling, så blev jeg ved med at tænke på, hvad der var sket, og mit hjerte var fyldt op af frygt Jeg havde ingen energi, jeg kunne hverken bevæge arme eller ben, jeg var fuldkommen udmattet,” siger Sohtia.
Bestseller: Vi så det ske
Bestseller var tilfældigvis på uanmeldt besøg på fabrikken samme dag som branden og masse-besvimelserne skete, oplyser de i dag.
“Kl ca 09.45 opstod branden, og alle arbejderne på hele fabrikken blev evakueret til det samlingssted ude foran fabrikken, som de har øvet under brandøvelserne. Kl. 10.15 var branden slukket”, oplyser de i et skriftligt svar til Danwatch.
Ifølge Bestsellers samtaler med arbejderne under opfølgningsbesøg nogle uger efter var ca. 40 besvimet og 12 blev kørt på hospitalet. Det oplyser Bestsellers kommunikationschef, Jesper Stubkier.
Bestseller begyndte at producere på fabrikken i 2015, hvor de ved et første besøg på fabrikken påpegede “forhold, der skulle udbedres, inden vi kunne indgå i et samarbejde”.
Utilstrækkeligt antal brandslukkere og ingen brandhaner, ordentlig markering af nødudgange og forbedring af el. Derudover var der kun én sygeplejerske, hvor der iflg. loven skal være en læge og to sygeplejersker i henhold til antallet af arbejdere på fabrikken.
Ikke en anmærkning om hede, manglende køleinstallationer, mangel på vand, mad og pauser eller korttidskontrakter, der løber længere end to år. Men det vender vi tilbage til.
”Det er jo slavelignende forhold, at man ikke må få adgang til mad, drikke og pause”.
Jane Frølund
ekspert i arbejdsmiljø, Institut for Folkesundhedsvidenskab
Dag 2: Nye besvimelser
Den dag fik alle en halv dag fri fra arbejde, men næste morgen, da syerskerne stempler ind på fabrikken igen, er der flere arbejdere, der begynder at besvime.
“Jeg blev svimmel og fik hovedpine, og så blev jeg bange, jeg følte mig meget svag, så jeg fik en halv times pause til at blive bedre, før jeg arbejdede videre”, siger Sohtia.
Hun er besvimet før. For nogle år siden på en anden fabrik, hvor en ubehagelig røg fyldte fabrikken og måske/måske ikke var giftig. Frygten, der lammer hendes arme og ben, er også det sidste hun husker fra den episode, før hun besvimer.
Syerskerne mener selv, at de faldt om på grund af røgforgiftning og panik under masse-besvimelsen på Bestseller fabrikken i februar. På andre fabrikker er det en el-pære, der springer og udløser en alarm, eller en symaskine, der giver en syerske elektrisk stød, så hun falder om – af stødet og forskrækkelsen.
Hjernens kortslutning af kroppen, der bliver handlingslammet, når kvinderne føler sig truet på livet.
Men hvis panik er grunden til, at syerskerne besvimer, hvorfor forekommer masse-besvimelser så ikke i andre dele af Cambodjas samfund? Er det mon vilkår inden for fabrikkernes mure, der får kvinderne til at besvime i massevis?
Modebranchen er ekstremt konkurrerende, og det betyder, at tøjfirmaerne hele tiden øger antallet af kollektioner for at lokke forbrugerne til med nye varer.
I gennemsnit er tøjvirksomheders antal kollektioner steget fra to til fire-fem fra 2000-2011.
H&M lancerer i dag mellem 12 og 16 kollektioner årligt og Zara er oppe på 24 kollektioner om året ifølge en rapport fra McKinsey fra 2016.
Begge brands producerer i Cambodja, men de er ikke en del af denne undersøgelse.
Bag fabrikkens mure
Engang var produktionsmålene lavere: otte stykker tøj i timen. Men alene indenfor de sidste to måneder er de steget, så Sophea Norn og de andre syersker på Asics-fabrikken skal producere 24 items i timen. Det er 240 items om dagen, og det er hårdt, siger hun.
Et item kan være en lomme, et ærme, der skal lægges op eller en lynlås. Syerskerne vil helst undgå vanskelige syninger, fordi sværhedsgrad ikke altid afspejles i produktionsmål. Derfor er det også en yndet straf blandt linjelederne, når de ikke mener, at syerskerne producerer hurtigt nok, eller de protesterer over deres arbejdsforhold.
Der er flere og skiftende kollektioner, og det betyder, at der er ekstra travlt fra april til september, hvor syerskerne må forvente at skulle overarbejde.
Solen brænder i maj. Temperaturen udenfor sniger sig let op på 37 grader, og luftfugtigheden er på 80-90%. I landsbyen, hvor syersken Sophia Noren bor, ligger naboerne i hængekøjer under deres træhuse på høje pæle, luften står stille, og kun fluerne svirrer i luften.
Hun er tilsyneladende upåvirket af varmen, da hun tager imod i jeans, pink kortærmet bluse og perfekt make up. Sådan virker de fleste af syerskerne, akklimatiseret i flere lag tøj og lange bukser, selvom de arbejder indenfor på fabrikker, hvor air conditioning eller blot almindelige faner enten ikke virker eller ikke bliver tændt, medmindre der kommer gæster udefra, fortæller syerskerne.
Tøjet beskytter deres arme og ben mod kemikalier og fibre fra tøjet de producerer.
“Temperaturerne inde på fabrikkerne er ret høje”, siger Sophia Norn. Som fagforeningsrepræsentant på Asics-fabrikken bad den 28-årige kvinde sidste år ledelsen om at måle temperaturerne på fabrikken.
Det var efter hun overværede 139 kolleger besvime på arbejde.
Hvor vurderinger viser, at helbred eller ubehag stammer en stigning i lufttemperaturer, skal arbejdsgiveren implementere midler til at sænke temperaturen som eks. ventilationssystemer.
Hvis temperaturen er under 36 grader, vil bevægelser i luften fra faner køle medarbejderne; over 36 grader vil det øge varmen for arbejderne.
Kilde: Ambient Factors in the Workplace, ILO, 2001
Klokken 11.30 var temperaturen mellem 32 og 34 grader på fabrikken, et par timer senere var den steget til 35-36, og i enkelte bygninger var temperaturen 37 grader.
“Enkelte afdelinger har små faner til at køle området, men andre afdelinger har kun faner beregnet til at fjerne støvet fra fabrikken. Derfor bliver det ret varmt”, siger hun.
På en anden fabrik, der producerer for Puma, har Kim So Thet, leder af fagforeningen CCAWDU målt temperaturen til 35 grader via en app på sin telefon.
På en tredje fabrik, der producerer for brandet Vans, arbejder Leakena på 22 år. Hun beder om panodiler et par gange om ugen mod hovedpine og svimmelhed, men også fordi hun mener, at hun kan sænke sin egen kropstemperatur med pillerne. Men så i februar efter 20 syersker besvimede på Vans-fabrikken, skete der noget.
“For nyligt besvimede to arbejdere igen, den ene om morgenen, og den anden kl 16.00, og derefter besvimede mellem 10 og 20 arbejdere, har jeg hørt. De fik tre dage fri til at hvile. Efterfølgende lagde jeg mærke til, at køleanlægget blev renset, og nu virker det lidt bedre”, fortæller Leakena.
Syersker får fri fra arbejde. De arbejder 8-12 timer hver dag fra mandag til lørdag, i højsæson inddrages søndagen også.
Man må arbejde 8 timer om dagen + 2 timers frivilligt overarbejde 6 dage om ugen. Søndag er typisk fridag.
Men virkeligheden er, at mange skiftende modekollektioner har øget presset på produktionen, og derfor arbejder syerskerne ofte 10-12 timer om dagen, 6 dage om ugen.
Derefter står de op stuvet sammen med deres kolleger på ladet af en lastbil i 1-2 timer, før de kan sove i få timer og arbejdsdagen begynder igen.
Kilde: CENTRAL, Solidarity Center.
Livsfarlige temperaturer
Når temperaturen bliver over 35 grader, så er det en belastning for kroppen at lave fysisk krævende arbejde, fortæller Jane Frølund Thomsen, overlæge på Arbejds- og Miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital, som vi har forelagt syerskernes fortællinger.
Hun forklarer, at når man sveder, så skal sveden fordampe, så huden afkøles. Det kræver energi. Men hvis luftfugtigheden kommer over 60 procent, så kan kroppen ikke komme af med varmen, fordi sveden ikke kan fordampe og dermed afkøle.
“Ja, vi har adgang til drikkevand, men der er ikke nok. Så kan vi medbringe vores eget drikkevand, vi må bare ikke tage energidrik med”, siger
Samnang på 28 år, der arbejder på en Puma-fabrik.
Det er afgørende vigtigt at have adgang til masser af vand, men det er ikke nok, siger Jane Frølund Thomsen.
“Når man sveder kraftigt, så taber man væske, men også salte, som ikke findes i drikkevand. Så hvis man ikke erstatter væsketabet med juice, mælk eller andet, der indeholder salte, så fortynder man blodet. Der opstår en ubalance, og så påvirkes hjernen. Blodtrykket falder, fordi kroppen prøver at afgive varme, og symptomer som hovedpine og svimmelhed begynder at opstå. Hvis du så fortsat arbejder hårdt i høje temperaturer og luftfugtighed, så stiger kernetemperaturen i kroppen. Det kan føre til et kredsløbskollaps, eller det man kender som et hedeslag”, siger Jane Frølund.
Sundhedsforsikring
Cambodjas arbejdere har i 2016 fået en sundhedsforsikring, National Social Security Fund, der sikrer betalt behandling på klinikker til skader og sygdomme uanset om de er opstået på arbejde eller ej. Behandling af visse livstruende sygdomme dækkes dog ikke. Forsikringen betales med 1,3% hver fra arbejdsgiver og arbejder.
Seniorforsker i Arbejds- og Miljømedicin på Syddansk Universitet, Erik Jørs er enig med Jane Frølund Thomsen.
Varme, væskemangel, for lidt mad og udmattelse kan føre til besvimelser, også i massevis, siger han og tilføjer:
“Det er kendt, at sygdom smitter, f.eks. ser vi ofte epidemier blandt medarbejdere på samme arbejdsplads med samme symptomer, fordi et rygte om kræft eller skimmelsvampeallergi spreder sig efter, at måske én medarbejder er diagnosticeret med dette. Det kan også være tilfældet med besvimelser, man er udmattet, ser naboen dejse om, og så går man også selv i brædderne”.
I et studie fra Better Factories Cambodia og ILO, hvor 3302 arbejdere blev interviewet af forskere fra Angkor Research havde næsten halvdelen af arbejderne – 46,5 procent – for nyligt følt sig svimle, ør i hovedet, træt eller haft kolde hænder eller fødder, hvilket er tegn på blodmangel, for lavt blodsukker, dårlig blodcirkulation eller en reaktion på kemiske rengøringsmidler.
ILO studiet konkluderede, at hvis symptomerne ikke behandles, kan de føre til besvimelser.
Kilde: Garment Workers’ Health and Nutrition Status,
and Food Provision in Factories.
”Vi er selvfølgeligt bevidste om, at der er plads til forbedringer. Derfor arbejder vi hver dag på at forbedre forholdene for arbejderne gennem dialog, opfølgning og uddannelse og ved jævnligt at være tilstede på fabrikkerne”.
Jesper Stubkier
Kommunikationschef i Bestseller
De “slavelignende forhold” vil man heller ikke acceptere i nabolandet Vietnam, der har lignende temperaturer og luftfugtighed, men helt andre regler for arbejdsmiljø.
Det fortæller Garrett Brown, ekspert i arbejdsmiljø fra Penn State University i Pennsylvania, der har inspiceret tekstilfabrikker i Asien. På fabrikkerne må temperaturen ikke overstige 32 grader. Hvis den gør, skal der opstilles mekanismer, der kan sikre ventilation og temperaturkontrol, viser retningslinjer fra Better Work Vietnam, en underafdeling af den Internationale Arbejderorganisation, ILO.
Garrett Brown er enig med Jane Frøslev Thomsen:
“Hvis kroppen fortsat mister væske, vil man sandsynligvis opleve alvorlige symptomer på hedeslag – generelt ubehag, manglende koordination, muskelsmerter og kramper, træthed, sløret syn, hovedpine, svimmelhed og besvimelse,” siger Garret Brown.
“Slavelignende forhold” mener kommunikationschef i Bestseller, Jesper Stubkier, at “der på ingen måde er tale om”, men:
“Vi er selvfølgeligt bevidste om, at der er plads til forbedringer. Derfor arbejder vi hver dag på at forbedre forholdene for arbejderne gennem dialog, opfølgning og uddannelse og ved jævnligt at være tilstede på fabrikkerne.
Syerskerne kører til og fra arbejde i lastbiler, hvor de står stuvet sammen 50-70 ad gangen, ofte i timevis. Hver uge er der ulykker, der involverer lastbilerne og sårede syersker.
Løn man ikke kan leve for
Hun står op kl 4.30 om morgenen, mens det endnu er mørkt over rismarkerne og i nabohusene lidt længere væk. Hun fylder riskogeren med ris og vand, og varmer rester fra aftensmaden i går over ildstedet i det lille køkken, der ligger ved siden af huset. Her sover både børn og voksne i samme rum på første sal for enden af en stejl stige. Alt er endnu stille.
Køkkenet er et træskur med bliktag. Der er ingen vægge eller gulv, kun et lergulv og blomstrede sarier, der bevæger sig mildt i vinden. Det er allerede varmt. 19-årige Ary hjælper sin mor med at fodre hønsene, før hun spiser lidt morgenmad og går mod lastbilen, der skal køre hende på arbejde kl 5.
“Jeg skal møde på fabrikken kl 7, og hvis jeg har tid, så spiser jeg før arbejde”.
Ary hopper op på ladet af en lastbil, der hver morgen samler syersker op ved landevejen og kører dem på fabrikken. Der er hverken siddepladser eller et tag på ladet, så syerskerne står op hele vejen, nogle af dem i halvanden til to timer, før de er kommet frem. Når bilen er fyldt op, står der 50-60 mennesker på ladet og holder fast i et gelænder over hovedet, imens lastbilen vugger frem og tilbage gennem Phnom Penhs kaotiske trafik.
Lastbilerne er livsfarlige, i 2015 var knap 700 lastbiler involveret i trafikuheld. Altså knap to ulykker om dagen. Dét ved kvinderne udmærket, men der er ikke andre muligheder.
”Cambodjas arbejdsmiljø er sparsom angående hede på arbejdspladsen. Der er én lov, prakas 147, der siger, at hvis arbejderes helbred eller arbejde påvirkes af stigende hede, så skal arbejdsgiveren sikre, at arbejdspladsen nedkøles ved hjælp af faner eller air conditioning. Loven nævner ikke specifikke temperaturer eller luftfugtighed”.
Heng Bon
Advokat, Solidarity Center Cambodia
Alternativet er at forlade sine børn og flytte på et værelse ved siden af fabrikken i Phnom Penh eller de store industrikvarterer i andre provinser. Som Putrea fra Puma fabrikken har gjort. Den 24-årige syerske er mor til en dreng på fire år, som bor i hendes hjemby, Siem Reap. Hun ser ham cirka fire gange om året.
Putrea tjener 210-220 dollars om måneden, hvoraf hun sender 100 dollars hjem til sine forældre. Det er helt normal praksis, at kvinderne forsørger deres familie, uanset om de bor sammen med dem eller ej.
Ary bor hjemme endnu, og hun giver næsten hele sin løn til sin mor.
“Hver måned, når jeg får løn, beholder jeg 10 eller 20 dollars, og resten giver jeg til min mor. Dengang vi byggede det her hus, tog jeg et lån, som jeg betaler tilbage nu. Jeg har ikke anden indtægt”, siger Ary.
Paradokset er tydeligt. Tekstilindustrien har fået kvinderne ud på arbejdsmarkedet og sikret dem en løn, der burde gøre dem økonomisk uafhængige. Men i realiteten er de endnu mere bundet, fordi deres mænd ikke tjener lige så mange penge ved at køre tuk-tuk eller arbejde i byggebranchen. Derfor skal de afholde hele familiens udgifter, også deres egne forældres.
De kan under ingen omstændigheder undvære deres job. For de fleste er pengene brugt op, før måneden er forbi, og kun dem, der selv dyrker ris og grøntsager kan være sikre på, at alle får nok mad at spise. Hvis en forælder bliver syg og skal på hospitalet, så vælter den sårbare økonomi.
Thida ville egentlig helst ikke arbejde på en fabrik. Hendes mand kører tuk-tuk i Phnom Penh, han bor i sin tuk-tuk om natten og kommer kun hjem hver 14. dag. Og så har han ikke altid penge med hjem.
“Jeg ville helst have min egen forretning. Jeg ville ønske, at jeg kunne tjene flere penge på at sælge grøntsager eller kød, så jeg havde tid til at tage mig af mine børn. Men min indtægt skal betale for min familie – vi skal betale lån, så jeg har ikke andre muligheder”.
I et nyt studie fra april 2017 fortæller 10.000 kvindelige tekstilarbejdere, at de primære sundhedsgener, de oplever er forkølelse, feber, influenza, hovedpine, svimmelhed, træthed og besvimelser.
Kilde: Health Needs, Health Seeking Pathways, and Drivers of Health Seeking Behaviors of Female Garment Factory Workers in Cambodia.
En leveløn er en løn, der sikrer anstændige levevilkår for en arbejder, og de/dem, der er afhængige af arbejderen, inden for normal arbejdstid (ikke inklusiv overarbejde) fra én indtægtskilde, og den iberegner en mindre opsparing.
Basale nødvendigheder betyder mad, tøj, bolig, personlige og medicinske fornødenheder, elektricitet og vand, undervisning, transport og kommunikation og andet, som er nødvendigt for en basal levestandard.
Kilde: Living Wage Survey for Cambodia’s Garment Industry (2009)
Stigning i løn – og i udgifter
En undersøgelse fra Worker Right Consortium i 2013 viste, at arbejdere på tekstilfabrikker i 15 lande, herunder Cambodja, reelt fik mindre ud af deres løn, fordi deres realløn justeret for leveudgifter var lavere i 2011 end i 2001 på grund af stigninger i udgifter til mad, bolig og andre basale fornødenheder.
Vi har overnattet hos en syerske, læs hele reportagen: “Jeg er ligeglad med, hvad de kalder mig, jeg kan ikke undvære mit arbejde”.
“Man kan godt bede om fri for overarbejde”
Syerskerne arbejder mandag-fredag fra 7.40 til 18.00, og lørdag arbejder de ofte til kl 16.00. Der er en times pause fra kl 11.00 til 12.00, hvor kvinderne spiser frokost. De to timer fra kl 16.00 til 18.00 er overarbejde. Overarbejde er ikke tvunget, “man kan godt bede om fri”, som flere af syerskerne udtrykker det.
Men det gør de sjældent.
“På lønningsdagen forsvinder det meste af min løn”, siger Sohtia stille. Selvom fattigdom er tydelig, er den stadig skamfuld når den bliver sagt højt.
Sohtia tjener 1160 kr (175 USD) om måneden og så får hun penge for 10 overarbejdstimer mere om ugen.
“Min mand tjener ikke så mange penge, så de fleste af vores udgifter er min byrde. Derfor kan jeg ikke spare penge sammen overhovedet. Jeg giver 266 kroner (40 USD) til en slægtning for at passe mit barn, og jeg bruger mellem 17 og 33 kroner (2,5-5 USD) på mad til mig, min mand og min søn om dagen”, fortæller Sohtia.
“Alligevel har jeg ikke penge nok sidst på måneden. Så låner jeg penge af mine kolleger til mad. Og selvom det mad jeg har råd til ikke smager godt, eller der ikke er ordentlige ingredienser, så spiser vi det for at fylde maven op”.
For at kunne overleve med alle basale udgifter betalt i Cambodja, skal man tjene 2848 kroner om måneden har organisationen Asia Floor Wage regnet ud. Syerskerne vi har talt med, tjener cirka 1260-1458 kroner (190-210 USD) om måneden, hvis de har tolv timers overarbejde om ugen.
Altså 1390 kr mindre – eller mindre end halvdelen af, hvad det koster at leve i Cambodja.
Det bekræfter Bent Gehrt, der er områdekoordinator for organisationen, Worker Right Consortium og har monitoreret tekstilfabrikker i Asien i mere end 13 år.
Næsten en tredjedel, 31 procent af tekstilarbejderne i Michael Krawinkels studie var underernærede, hvilket er flere end dobbelt så mange som resten af befolkningen, hvor kun 14 procent af kvinderne er undervægtige.
Nutritional and Micronutrient Status of Female Workers in a Garment Factory in Cambodia.
”Hvis varmen bliver for stærk, så vil det medføre iltmangel, således at arbejderne ikke får ilt nok i blodet, hvilket kan bidrage til besvimelserne”.
Sao Chanta
Læge, Bati District Referral Health Care
“Arbejderne tjener langt fra nok til at kunne ernære sig selv og deres familier”, siger han.
“På et tidspunkt lavede vi en undersøgelse af et typisk frokostmåltid for en tekstilarbejder her i Cambodia. De køber en suppe, der er kogt på halvgamle grøntsager, som så kan sælges billigt. Vi målte kalorieindholdet af det, og det er langt fra nok. Hvis man antager, at man skal have 2200 kalorier per dag, så skulle man jo mindst have 700 kalorier per måltid, men der er kun 400 kalorier i sådan et måltid”, siger Bent Gehrt fra Worker Right Consortium.
Lønningsniveauet er den grundlæggende årsag til flere af problemerne, vurderer Erik Jørs, seniorforsker i Arbejds- og Miljømedicin på Syddansk Universitet.
“Folk må arbejde mange timer for at tjene nok, de har alligevel ikke penge til at ernære sig tilstrækkeligt, og det skaber helbredsproblemer som kan resultere i udmattelse og underernæring”.
Det lave lønniveau er altså årsag til et andet problem. Overarbejde, som syerskerne jo siger, at de gerne selv vil og – i princippet – gør frivilligt.
“De kan ikke bare sige nej tak til overarbejde, fordi de er ansat under korttidskontrakter, der typisk varer tre måneder, siger Bent Gehrt.
“Så bare truslen om, at du kan miste dit arbejde gør, at der ikke er nogen, der siger nej tak, selvom de er trætte,” siger Bent Gehrt.
Diagnosen
Hede. Overarbejde. Sult, tørst og ren udmattelse og så en paniksituation.
Måske er masse-besvimelser ikke så komplicerede at forstå. Et fænomen, der mest af alt minder om en sund reaktion på et usundt miljø kalder på en lægelig vurdering.
Hos Cambodja Nationale Sygesikring (NSSF), der betaler for arbejdernes behandling på hospitalerne, får vi en endnu vurdering af, hvorfor masse-besvimelser opstår. Direktør Cheav Bunrith siger:
“For det første er der arbejdernes sundhed. Arbejderne ved ikke, hvordan de skal spise ernæringsmæssigt korrekt”, siger Cheav Bunrith.
“Nogle fabrikker har ikke ordentlig ilttilførsel, fordi der er for mange maskiner og arbejdere i samme rum, og derfor får arbejderne ikke nok ilt. Det bliver nogle gange forstærket af kemikalier, som der bliver sprøjtet på tøjet med eller mod insekter”, siger Cheav Bunrith og påpeger, at Beskæftigelsesministeriet rådgiver fabrikkerne i forbedringer.
Noget tyder på, at svaret på besvimelserne måske findes i den – minimale – kost, kvinderne får i løbet af en dag?
”Vi fandt også et relativt højt antal af kvinder med blodmangel, og det kan også være en medvirkende faktor til besvimelser. Når man lider af blodmangel, så har man reduceret ilttilførsel til hjernen. Og hvis man arbejder hårdt, så kan det let føre til besvimelser eller kollaps. Blodmangel kan skyldes fejlernæring, særligt jernmangel eller mangel på vitaminer”.
Michael Krawinkel
Professor og forfatter til Nutritional and Micronutrient Status of Female Workers in a Garment Factory in Cambodia.
”Panik over en pludselig fare, en brand eller et elektrisk stød, bliver den udløsende faktor. Det allervigtigste er, at hvis du allerede er svag og spiser mindre mad, og dit hjerte ikke er stærkt nok, så er du sandsynligvis den person, der besvimer først”.
Rah Sokheng
Læge, Sokha Bati Clinic
Læger: Fejlernæring og ilt- og blodmangel
På Sokha Bati Clinic tog Doktor Rah Sokheng imod halvdelen af de cirka 40 arbejdere, som enten fik et ildebefindende eller besvimede, da branden udbrød i februar på Bestseller-fabrikken.
Behandlingen er den samme. Hvis syerskerne er bevidstløse, skal de have førstehjælp, og så undersøger hun for forhøjet blodtryk. Alle får et drop med glucose.
“De køber mad fra madvognene uden for fabrikkerne, så de lever af billig mad uden proteiner, og fordi de tjener så lidt, så forsøger de at begrænse beløbet de bruger på mad, og det er derfor, at de får så lidt næring”.
“Og så er der dem, der faker, fordi de gerne vil have en halv fridag. Det er måske 10 ud af 100, men helt ærligt, så er langt de fleste udmattede og fejlernærede”, siger Rah Sokheng, og bekræfter, hvad Bent Gehrt siger om kvaliteten af deres frokost.
Manglende mad, ilt og udmattelse forklarer en eller to besvimelser. Men kan det forklare 40 besvimelser nærmest samtidig?
“Panik over en pludselig fare, en brand eller et elektrisk stød, bliver den udløsende faktor. Det allervigtigste er, at hvis du allerede er svag og spiser mindre mad, og dit hjerte ikke er stærkt nok, så er du sandsynligvis den person, der besvimer først”, siger Rah Sokheng.
Lidt efter kører vi ind til et andet hospital i området, der tog imod den anden halvdel af de cirka 40 arbejdere, de besvimede i februar.
Hospitalsdirektør Dr Sao Chanta på Bati District Referral Health Care tager pænt imod. Han er stolt over sit hospital, der hører under den nationale sundhedsforsikring, som fra sidste år begyndte at behandle arbejdere gratis. Og sende regningen til fabrikkerne gennem regeringen.
“Som jeg ser det, så er det vigtigste at ventilationen på fabrikkerne skal forbedres for at sikre, at der er nok lufttilførsel. Det er særligt vigtigt at installere faner, allerhelst air conditioning. Hvis varmen bliver for stærk, så vil det medføre iltmangel, således at arbejderne ikke får ilt nok i blodet, hvilket kan bidrage til besvimelserne”, siger Dr Sao Chanta.
“Endelig skal arbejderne spise og drikke rigeligt med rent drikkevand. Hvis de her ting blev gennemført, så ville det reducere masse-besvimelser radikalt”.
opstod i 2001 som et samarbejde mellem USA’s regering, der tilbød en favorabel handelsaftale, U.S.-Cambodia Bilateral Textile Trade Agreement, med Cambodja om tekstiler til gengæld for overholdelse af arbejdstagerrettigheder (ILO). BFC monitorerer derfor tekstilfabrikker i Cambodja og vejleder virksomheder, men er ikke en myndighed.
Skyhøje fødevarepriser
Lønnen til cambodjanske tekstilarbejdere er rent faktisk steget en hel del på det seneste fra 50 dollars i 2007 til 153 dollars i 2017, hvilket er mere end 300 percent. Men samtidig er priserne på fødevarer steget med mere end 84 procent, og det samme gælder for boligpriser samt renter på lån, viser en udregning Danwatch har foretaget på baggrund af tal fra Cambodjas Landbrugsministerium, og ifølge Asia Floor Wage er de 153 dollars stadig markant mindre end den beregnede leveløn på 2848 kroner.
Mere mad giver tydelige forbedringer
Opmærksomheden omkring tekstilarbejdernes ernæring er nået til Tyskland på Giessen Universitetets Institute of Nutritional Sciences, hvor Professor Michael Krawinkel forsker i fejlernæring. Han har for nylig udgivet en rapport om fejlernæring blandt netop cambodjanske tekstilarbejdere.
“Jeg var mest overrasket over den høje forekomst af fejlernæring og blodmangel hos arbejderne. Og så de beløb, de bruger på mad. Selv efter cambodjansk standard er det overraskende små beløb de bruger på at købe mad. Kvinderne forsøger at bruge så lidt som muligt på deres egne liv i Phnom Penh”, siger professor Krawinkel.
“Det lave kalorieindtag kan sagtens være medvirkende faktorer til besvimelse, og derfor kan tilbud om mad og drikke bestemt også forebygge besvimelserne. Men det skal nogen jo betale for, og så må brands, der producerer her, acceptere de øgede omkostninger”.
Af de syersker, som Danwatch og the Guardian har talt med, er det kun fabrikken, hvor Nike producerer, der giver deres arbejdere et gratis måltid.
Organisationen Better Factories Cambodia (BFC) blev sat i verden som et samarbejde mellem USA og Cambodja, hvor USA lovede favorable handelsaftaler for Cambodjas tekstilindustri, hvis landet til gengæld lovede at overholde ILO’s kernekonventioner om arbejdstagerrettigheder. Så BFC’s opgave er at tage på fabriksbesøg og få rettet op på problemer som eksempelvis masse-besvimelser.
Arianna Rossi fra Better Factories Cambodia siger, at organisationen for nogle år tilbage eksperimenterede med gratis frokost på udvalgte fabrikker.
Rapporten konkluderede blandt andet, at arbejdere, der fik tilbudt mellemmåltider eller frokost viste “betydelige forbedringer” og at de opnåede markant højere fødevaresikkerhed.
■ Behov for fastsættelse af daglige, ugentlige og eventuelt årlige begrænsninger for arbejde
■ Vigtigheden af at holde overarbejde som en undtagelse (exceptionelt) for at begrænse antallet af tillægstimer og give passende kompensation.
■ Ret til regelmæssig og uforstyrret ugentlig hvile
■ Ret til betalt årlig ferie
■ Ret til at bevare nattearbejde som undtagelsesvist (exceptionelt) og tilbyde særlig beskyttelse.
■ Vigtigheden af virksomheders behov for at respektere arbejderes fleksible arbejdstider
■ Ret til fælles forhandling hvor medarbejdere og tillidsrepræsentanter fyldestgørende og oprigtigt konsulteres vedrørende arbejdstidsregulering
■ Behov for et effektivt arbejdsinspektionssystem eller andre mekanismer, der kan forebygge og straffe.
”En del af sagerne er mass-acting (skuespil red.) tilfælde. Hvis de ser embedsmænd, så besvimer de”.
Ken Loo
Generalsekretær for Cambodjas tekstilindustris brancheforening, Garment Manufacturers Association Cambodia
Cambodjansk brancheforening: “Det er skuespil”
Cambodjas tekstilindustri består af knap 800 tekstilfabrikker, der tilsammen er mere end fem milliarder dollars værd. Alligevel er den sårbar over for et fænomen som masse-besvimelser.
For hver dag en fabrik skal holde lukket, mister ejeren i gennemsnit 100.000 dollars, fortæller Ken Loo, der er generalsekretær for Cambodjas tekstilindustris brancheforening, Garment Manufacturers Association Cambodia.
Derudover tror han ikke helt på masse-besvimelser.
“For det første er betegnelsen “masse-besvimelser” unøjagtig. Der er ikke 100 mennesker, der besvimer samtidig. Du har måske 100-150 mennesker, der får kvalme eller føler ubehag, og så bliver de alle sendt på hospitalet for behandling, og så siger rapporterne 150 besvimelser”.
Ken Loo mener, at der kun er én fællesnævner for besvimelserne:
“Lavt blodsukker”, siger han.
“Selvfølgelig er der sager, hvor der har været dårlig ventilation og overopvarmning, men det er en minoritet, ikke normen. I det store og hele er den væsentligste grund dårligt helbred og lavt blodsukker”.
Har I som branche ikke et ansvar?
“Selvfølgelig er det arbejdsgiverens ansvar at sikre anstændige arbejdsforhold eller i det mindste ikke bidrage til, at arbejdere besvimer. Så et anstændigt temperaturniveau og ordentlig ventilation. Men hvis arbejderne ikke spiser morgenmad, og de af en eller anden grund besvimer klokken 10, så er det altså ikke arbejdsgiverens ansvar”.
En del forskning peger på, at deres sundhedstilstand er dårligere, og deres BMI er lavere end cambodjanere generelt. Hvad siger du til det?
“Det ved jeg ikke noget om”.
Og blodmangel?
“Blodmangel ja, jeg ved ikke, om det er højt sammenlignet med resten af befolkningen, men hvis du siger, at du har set forskning …”
Jeg tænker bare, om der er en sammenhæng her?
“Jamen, det er der tydeligvis, de springer måltider over!”
Arbejderne siger, at de ikke må spise snacks i løbet af dagen, fordi det skader tekstilerne …
“Det skader ikke bare tekstilerne – det er meningen, de skal arbejde!”
Jo, men hvis grunden til besvimelser er lavt blodsukker, så ville det måske være en ide med mellemmåltider og drikkevand?
“En del af sagerne er mass-acting (skuespil red.) tilfælde. Hvis de ser embedsmænd, så besvimer de. Men i det samme embedsmændene ikke længere kigger på dem, så er de i gang med at tale i deres mobiltelefoner igen – fyldt med energi. Det er en undskyldning for en fridag for dem”, siger Ken Loo og fortsætter uopfordret.
“Måske vil du have os til at kommentere på fagforeningernes beskyldninger om, at arbejdere ikke bliver betalt nok til at spise ordentligt eller bo i ordentlige huse, men det er komplet sludder. De har allesammen smartphones. Hvis jeg vælger at bruge offentlig transport eller gå på arbejde og bo i et kæmpe hus, så kan jeg ikke påstå, at jeg ikke tjener nok til at eje en BMW. Det er et livsvalg, og det er det samme for arbejderne – de kan ikke sige, at de ikke tjener nok, når de allesammen har en smartphone. Du siger, at kommunikation er et behov? Fair nok, men du behøver ikke en smartphone. Og nogle af dem tager lån for at købe en motorcykel. Hvis bankerne giver dem et lån, så må dit indtægtsgrundlag nødvendigvis være på et vist niveau. Hvis du ikke spiser ordentligt, er jeg sikker på, at du kan tage et lån hos et mikrofinansieringsinstitut. Så jeg vil ikke acceptere den påstand, det er noget vrøvl og dumt”, siger Ken Loo.
Om der virkelig er tale om “mass-acting”, eller om nogle mindre synlige psykologiske mekanismer træder i kraft under massebesvimelserne, har Danwatch talt med en medicinsk sociolog en professor i transkulturel psykiatri om. Læs mere her.
