FORRETNING PÅ FORBUDT LAND

16. jan 2017

Danske milliardinvesteringer i ulovlige israelske bosættelser

1

Danske pensionskasser, investeringsforeninger og kommuner har knap 3 milliarder kroner investeret i virksomheder med aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder. Investeringerne er med til at undergrave to-statsløsningen og på kant med FN’s retningslinjer og eksportråd fra den danske regering.

Danske investorer har milliarder af kroner i virksomheder med aktiviteter i ulovlige israelske bosættelser. Det viser en ny undersøgelse fra Danwatch, der har screenet investeringsporteføljer fra Danmarks 10 største pensionskasser, 10 største investeringsforeninger og tre største kommuner.

23 danske investorer

10 Pensionskasser
AP Pension
ATP
Danica Pension
Industriens Pension
Nordea Liv & Pension
PenSam
PensionDanmark
PFA
Sampension
SEB Pension

10 Investeringsforeninger
Bank Invest
Danske Invest
Jyske Invest
Nordea Invest
Nykredit Invest
PFA Asset
SEB Invest
Sparinvest
Sydinvest
Lægernes Invest

3 Kommuner
København
Aarhus
Odense

34 virksomheder

1. Africa Israel Properties
2. Alstom
3. Altice
4. Azrieli Group
5. B Communications Ltd.
6. Bank Hapoalim Ltd.
7. Bank Leumi Le-Israel BM
8. Bezeq Israeli telecom
9. Caterpillar
10. Cellcom
11. Cemex
12. CNH Industrial NV
13. Delek Group Ltd.
14. Delta Galil Industries
15. Electra Ltd.
16. Expedia Inc
17. G4S plc
18. General Mills
19. HeidelbergCement
20. Hertz Global Holdings
21. Hewlett-Packard
22. Hyundai Heavy Industries
23. Matrix IT
24. Mizrahi Tefahot Bank
25. Motorola Solutions Inc
26. OSI Systems
27. Partner Communication Co. Ltd.
28. PayPal Holdings Inc.
29. Paz Oil
30. Phoenix Holdings
31. Priceline Group
32. Shufersal Ltd.
33. Siemens
34. Volvo

Detaljerede virksomhedsprofiler

I alt har de 23 danske investorer næsten tre milliarder kroner stående i 34 israelske og internationale børsnoterede virksomheder, hvoraf de fleste længe har været i offentlighedens søgelys for deres problematiske aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder.

Det er på kant med FN’s retningslinjer Menneskerettigheder og Erhverv, UNGP, der advarer virksomheder med direkte og indirekte forbindelse til aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder om stor risiko for meddelagtighed i krænkelser af palæstinenseres rettigheder til “ikke-diskrimination, frihed, sikkerhed, fair retssag, bevægelsesfrihed, passende bolig, sundhed, uddannelse, arbejde og levestandard”, skriver en arbejdsgruppe om FN’s retningslinjer i de besatte palæstinensiske områder i juni 2014.

Hos den anerkendte tænketank European Council for Foreign Relations forklarer Hugh Lovatt, ekspert i Israel/Palæstina, problemet med bosættelserne:

“Israelske bosættelser i de besatte områder er ulovlige og fordriver palæstinenserne og fragmenterer deres hjemland. Bosættelserne krænker palæstinensernes rettigheder og udnytter deres naturressourcer”.

Forretningsaktiviteter, der støtter bosættelser i de besatte palæstinensiske områder er ikke nødvendigvis ulovlige, men ifølge FN er virksomheder og investorer forpligtet til at foretage en ekstra grundig risikovurdering før de investerer og vise, at deres aktiviteter ikke bidrager til negativ påvirkning af menneskerettigheder.

Advarsel fra Danmarks regering

Den danske regering og 17 andre EU-lande advarer i utvetydige vendinger alle danske borgere og virksomheder mod finansielle og økonomiske aktiviteter, der kan støtte ulovlige israelske bosættelser.

“Finansielle transaktioner, investeringer, køb, udbud samt andre økonomiske aktiviteter (herunder inden for serviceydelser, f.eks. turisme) i israelske bosættelser, eller som er til gavn for de israelske bosættelser, er forbundet med juridiske og økonomiske risici i kraft af, at de israelske bosættelser i henhold til folkeretten er opført på besat jord og ikke er anerkendt som en retmæssig del af Israels territorium,” skriver Udenrigsministeriet i en erklæring fra 2014, der samtidig klart advarer danske virksomheder:

“Man bør ligeledes være opmærksom på mulige overtrædelser af den humanitære folkeret og menneskerettighederne.”

Udenrigsministeriet henviser direkte til OECD’s retningslinjer for multinationale selskaber (2011) og FN’s retningslinjer for erhvervsliv og menneskerettigheder, UNGP (2011), som størstedelen af de danske investorer også selv nævner som grundlaget for deres investeringer.

Oversigt fra European Council on Foreign Relations over de 18 EU-lande, der til dato har offentliggjort vejledende advarsler til borgere og virksomheder om risiko for juridiske, finansielle og omdømmemæssige konsekvenser ved finansielle og økonomiske aktiviteter i bosættelser.

Internationale retningslinjer

I sine anbefalinger til danske virksomheder henviser Udenrigsministeriet direkte til OECD’s retningslinjer for multinationale selskaber (2011) og FN’s retningslinjer for erhvervsliv og menneskerettigheder, UNGP (2011), som størstedelen af de danske investorer også selv nævner som grundlaget for deres investeringer.

Undergraver to-statsløsning

Udover risiko for brud på menneske- og folkeret, så er danske investorer også med til at undergrave Danmarks og EU’s officielle politik om en to-statsløsning på konflikten. I en skriftlig kommentar til Danwatch opridser udenrigsminister Anders Samuelsen regeringens holdning:

”Et bredt flertal i Folketinget står bag en mangeårig politik om, at Israel må indstille sin bosættelsespolitik, og at israelske bosættelser ikke gennem aftaler mellem Israel og EU eller danske offentlige eller private engagementer får legitimeret deres eksistens eller forbedrede økonomiske muligheder,” siger han.

“Denne politik er baseret på råd og ikke påbud. Regeringen har ikke aktuelle planer om at ændre linjen om at fraråde engagementer eller aktiviteter, der finder sted i eller som er rettet mod at begunstige bosættelserne. Det vil derfor som hidtil være op til virksomhederne og andre selv at afgøre, om man vil følge regeringens råd,” siger han og tilføjer:

Engagementer, der gavner bosættelserne, styrker imidlertid ikke de internationale bestræbelser på at fremme en to-statsløsning

Udenrigsminister Anders Samuelsen til Danwatch på spørgsmålet om danske investeringer i ulovlige bosættelser styrker eller svækker Danmarks erklærede mål om en tostats-løsning på konflikten.

Direkte sammenhæng

Hugh Lovatt, Israel/Palæstina-ekspert ved European Council for Foreign Relations, ser en meget direkte sammenhæng mellem investeringerne i bosættelser og EU’s udenrigspolitiske mål.

“Når europæiske investorer finansierer eller faciliterer bosættelser eller andre ulovlige aktiviteter på besat område, så er de aktivt med til at underminere to-statsløsningen og dermed EU’s erklærede politik. Dertil kommer, at det er ulovligt ifølge international lov – eller i hvert fald meget problematisk – og udsætter investorerne for en række finansielle, juridiske og omdømmemæssige risici,” siger Hugh Lovatt.

Lars Erslev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, mener ligeledes, at virksomheder med aktiviteter i bosættelser er problematiske.

“Virksomheder, der eksempelvis har filialer eller fabrikker på besat palæstinensisk område, er i mine øjne med til at opretholde besættelsen og muliggøre Israels fortsatte udbygning af bosættelser, infrastruktur og sikkerhedsapparat på Vestbredden. Det er problematisk, fordi det underminerer to-statsløsningen, som for rigtig mange mennesker efterhånden bare er en illusion,” siger Lars Erslev Andersen.

“Bosættelser er i strid med international lovgivning. Det er der ikke så meget diskussion om,” siger Lars Erslev Andersen.

FAKTA: Bosættelser

Kort efter erobringen af Vestbredden og Gaza i 1967 begyndte Israel at bygge bosættelser og flytte civile borgere ind i de besatte palæstinensiske områder. I dag, 50 år senere, bor næsten 600.000 civile israelere på besat land i Østjerusalem og på Vestbredden. Bosættelserne i Gaza blev rømmet i 2005.

Nogle bosættelser er regulære byer, mens andre ikke er mere end nogle få skure på en bakketop langt inde på Vestbredden. I alt er der 131 officielle bosættelser anerkendt af Israels regering. Derudover er der også 97 “outposts”, som er mindre bosættelser, der er ulovlige ifølge israelsk lov. Ifølge international lov er både anerkendte bosættelser og “outposts” ulovlige.

FN’s Sikkerhedsrådsresolutioner 242 (1967) og 338 (1973) kræver, at Israel trækker sig tilbage fra alle besatte områder. Denne position har ikke ændret sig siden og deles også af den danske regering.

Som besættelsesmagt er Israel forpligtet ifølge internationale menneskerettigheder og den humanitære folkeret, inklusiv international sædvaneret. Specifikt er Israel forpligtet af Genevé-konventionen og Haag-konventionen. Artikel 49 i den 4. Genevé-konvention forbyder besættelsesmagten af flytte egen befolkning ind på besat område.

FN’s Sikkerhedsråd, Generalforsamlingen, Menneskerettighedsrådet og Den Internationale Straffedomstol har alle bekræftet, at bosættelser og bosættelsesrelaterede aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder er ulovlige ifølge international lov.

De første bosættelser blev etableret under den daværende venstrefløjsregering i 1967 umiddelbart efter Israels erobring af Vestbredden fra Jordan i Seksdageskrigen.

Det skete på trods af, at Israels regerings egen juridiske toprådgiver Theodor Meron vurderede, at oprettelsen af bosættelser på Vestbredden og Golan var i strid med international lovgivning.

Samtlige israelske regeringer – uanset partifarve – har siden bakket op om bosættelsespolitikken og udvidet antallet af civile israelere på besat område.

Israelske bosættelser er problematiske fordi deres fortsatte udbygning, sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte bosættere og deres bevægelsesfrihed, og vold begået af bosættere mod palæstinensere står bag de fleste krænkelser af palæstinensernes menneskerettigheder på Vestbredden, inklusiv Østjerusalem, konstaterer FN.

Ifølge FN’s Menneskerettighedsråd er israelske bosættelser skyld i krænkelser af palæstinenseres rettigheder til “ikke-diskrimination, frihed, sikkerhed, fair retssag, bevægelsesfrihed, passende bolig, sundhed, uddannelse, arbejde og levestandard.”

Opfølgning på tidligere undersøgelser

Denne undersøgelse er en opfølgning på lignende undersøgelser i 2012 og 2014, og ligesom sidst har Danwatch identificeret en række problematiske børsnoterede virksomheder med forbindelser til ulovlige bosættelser, separationsmuren, checkpoints eller udvinding af naturressourcer på besat palæstinensisk område.

Det drejer sig blandt andet om israelske banker, der finansierer bosættelser, den mexicanske cementgigant Cemex, som via et israelsk datterselskab driver tre fabrikker på Vestbredden, og den amerikanske teknologivirksomhed Motorola, der leverer sikkerhedsløsninger til bosættelser. Fælles for alle virksomhederne på Danwatchs liste er, at deres forretningsaktiviteter er med til at opretholde ulovlige bosættelser, checkpoints eller separationsmuren på forskellig vis.

Nogle har direkte adresse i bosættelser, betaler skat til bosættermyndigheder og skaber arbejdspladser, mens andre leverer vigtige ydelser eller har direkte aftaler eller kontrakter med parter, der klart og systematisk krænker menneskerettigheder eller den humanitære folkeret.

Danwatch har i denne undersøgelse identificeret i alt 34 problematiske virksomheder med danske investeringer. Der er ingen danske virksomheder på listen, som tæller i alt 14 israelske, ni amerikanske samt tyske, franske, svenske, italienske, koreanske og mexicanske virksomheder.

I alt har de 10 største danske pensionskasser investeret næsten to milliarder kroner, mens de 10 største danske investeringsforeninger har næsten en milliard kroner. Danmarks tre største kommuner, København, Aarhus og Odense, har tilsammen 1,1 million kroner.

Sampension storinvestor

Det er svært at sige definitivt, da ikke alle investorer oplyser offentligt om alle deres investeringer, men blandt de klart største danske investorer ligger pensionskassen Sampension, der har i alt 400 millioner kroner i virksomheder på Danwatchs liste. Blandt andet 52 millioner kroner i Caterpillar, der leverer bulldozere til nedrivning af palæstinensiske hjem på besat område, 13 millioner kroner i HeidelbergCement, der er ekskluderet af flere andre danske investorer pga. af udvinding af palæstinensiske naturressourcer, og 93 millioner kroner i Siemens, der blandt andet har installeret trafikale systemer på israelske veje på besat palæstinensisk område og indgivet bud til Israel Railways, der bygger jernbane på besat område.

Sampension forklarer til Danwatch, at de ikke har en særskilt investeringspolitik for de besatte palæstinensiske områder, men at alle deres investeringer skal overholde menneskerettighederne, uanset hvor selskaberne opererer.

Sampension har i alt 400 millioner kroner i virksomheder på Danwatchs liste. 285.000 danskere er kunder hos Sampension, især i grupperne:

  • Overenskomstansatte HK’ere i kommunerne
  • Offentlig ansatte i staten
  • Virksomhedsordninger, bl.a. PostDanmark, KMD og kundegruppen for Grafisk Pension
  • Genforsikring af kommunernes tjenestemænd.

Kilde: sampension.dk

“Sampension følger generelt anbefalinger fra det danske udenrigsministerium og EU. Endvidere søger Sampension at undgå virksomheder med aktiviteter i områder, der forvaltes i strid med beslutninger, der har flertal i FN’s Generalforsamling,” skriver Sampension i et svar til Danwatch om deres generelle investeringspolitik.

Sampensions investeringer er fordelt på 18 forskellige virksomheder ud af de i alt 34 problematiske virksomheder, som Danwatch har identificeret. Danwatch har spurgt Sampension ind til de enkelte virksomheder, men Sampension ønsker ikke at udtale sig om konkrete detaljer af deres engagement, baggrundsanalyse og fremgangsmåde med konkrete virksomheder, fortæller de.

“Vi er pt. i dialog med 93 virksomheder på globalt plan, hvoraf flere også vedrører det område I spørger til. Hvis vi oplever, at der ikke er positiv fremdrift i vores engagement/aktive ejerskab, så kan vi vælge at ekskludere den pågældende virksomhed,” svarer Sampension.

Ikke godt nok

Det er ikke godt nok, mener Steen Vallentin, lektor og ph.d ved Copenhagen Business School med speciale i virksomheders sociale ansvar og medlem af Danwatchs bestyrelse.

“Jeg mener godt, at man kan forvente mere end det klassiske figenbladssvar om, at investorerne har en etisk investeringspolitik, men at de ikke kommenterer på de enkelte investeringer. Det gulvtæppe kan du jo feje rigtig meget ind under uden, at eksterne parter har en mulighed for at kontrollere det,” siger han til Danwatch.

“Investorer har et stort forklaringsproblem, når det er så klart dokumenteret, at for eksempel den israelske finansielle sektor direkte er med til at finansiere aktiviteter, der er brud på folkeretten. Hvis investorer ser disse problemer og alligevel stadig investerer i bankerne, hvad vil man så ikke investere i? Hvor går grænsen så?” siger Steen Vallentin.

Aktivt ejerskab forpligter

Steen Vallentin forklarer, at danske investorer i meget høj grad benytter sig af dialog, også kaldet aktivt ejerskab, i forhold til eksempelvis norske investorer:

“Mens norske investorer ofte vælger en benhård screening, der udelukker eksempelvis våbenproduktion, tobaksproduktion og andre, så vælger danske investorer aktivt ejerskab, hvor de går i dialog med problematiske virksomheder. Det kan give rigtig god mening, men problemet er, at det kan være meget svært for os andre at vurdere,” forklarer Steen Vallentin.

“Når der ikke er åbenhed omkring, hvordan dialogen foregår, eller hvad resultatet bliver, så kan investorerne jo investere i hvad som helst, fordi hvis der er problemer, så vil de prøve at påvirke via dialog i stedet for at trække sig ud. Men offentligheden har meget ringe indsigt i, i hvilken grad og med hvilken konsekvens den enkelte investor lever op til egne etiske retningslinjer.”

Cathrine Bloch Veiberg, ekspert i virksomheders ansvar ved Institut for Menneskerettigheder, forklarer, at FN’s retningslinjer for Erhvervsliv og Menneskerettigheder, UNGP, bakker op om aktivt ejerskab via dialog. Men det kræver samtidig, at investorerne er åbne omkring processen:

“Virksomheder skal ikke nødvendigvis sælge fra, når de bliver opmærksomme på potentielle problemer. De kan prøve at gå i dialog med virksomheden for at håndtere de potentielle negative påvirkninger af menneskerettighederne. Men det skal de vise, at de gør ved at kommunikere det udadtil,” forklarer hun.

Danwatch har været i kontakt med samtlige 23 danske investorer og spurgt ind til deres investeringer i specifikke virksomheder. Seks svarede åbent om processen, fire delvist åbne, mens 13 afviste at svare konkret på Danwatchs spørgsmål.

Danwatch screening af danske pensionskasser, investeringsforeninger og kommuner

Sådan gjorde vi

  • Danwatch har udarbejdet en liste over børsnoterede virksomheder, der forårsager, bidrager eller er direkte forbundet til krænkelser af menneskerettigheder eller den humanitære folkeret i de besatte palæstinensiske områder, som formuleret i FN’s retningslinjer for Erhvervsliv og Menneskerettigheder.
  • Danwatch har indhentet aktieporteføljer hos de 10 største pensionskasser og 10 største investeringsforeninger målt på beløb investeret samt de tre største kommuner i Danmark
  • Vi har screenet aktieporteføljerne for investeringer i de problematiske virksomheder på virksomhedslisten
  • Danwatch udsendt to forskellige spørgeskemaer til samtlige 23 investorer og spurgt ind til deres investeringer i de specifikke virksomheder. Investorernes fulde svar er inkluderet.
  • Danwatch har interviewet kilder og indsamlet dokumentation på Vestbredden om virksomheder, hvis aktiviteter er knyttet til påvirkninger af menneskerettighederne og har på baggrund af materialet udvalgt to casehistorier; israelske banker og Cemex
  • Denne undersøgelse er en opfølgning på tidligere Danwatch undersøgelser om samme emne i 2012 og 2014 – dog med udvidet fokus og flere virksomheder i søgelyset.

Sådan udvalgte vi problematiske virksomheder

  • Danwatch har udarbejdet en liste over børsnoterede virksomheder, der forårsager, bidrager til eller er direkte forbundet til krænkelser af menneskerettigheder eller den humanitære folkeret i de besatte palæstinensiske områder, som formuleret i FN’s retningslinjer for Erhvervsliv og Menneskerettigheder.
  • Listen indeholder israelske og internationale virksomheder, der rent fysisk er tilstede på besat område uden samtykke fra den besatte befolkning, samt virksomheder, der har direkte aftaler eller kontrakter med parter, der krænker menneskerettigheder eller den humanitære folkeret – især i forbindelse med ulovlige bosættelser, separationsmuren, checkpoints eller udvinding af naturressourcer
  • Vi har valgt at fokusere på virksomheder, der klart påvirker menneskerettighederne negativt og dermed fravalgt en lang række virksomheder med svagere og mere perifere forbindelser, selvom disse virksomheders aktiviteter stadig kan siges at have negative påvirkninger på menneskerettigheder
  • Alle virksomheder på Danwatchs liste har fået mulighed for at kommentere vores research om dem.
  • Danwatchs liste over problematiske virksomheder er et øjebliksbillede udarbejdet i efteråret 2016 og indeholder derfor kun virksomheder, der er involveret i igangværende eller nylig negativ påvirkning af menneskerettigheder.

.

Metode screening

Investorerne i undersøgelsen er udvalgt på baggrund af størrelsen af de formuer, de administrerer. Den nærmere metode for udvælgelse, og de anvendte datakilder, adskiller sig for de forskellige grupper af investorer. Da opgørelsestidspunkt og dækning adskiller sig for de enkelte porteføljer, kan der ikke uden forbehold sammenlignes på tværs af investorer. Eksempelvis indeholder PFA Pensions offentligt tilgængelige portefølje kun beholdninger større end 20 millioner.

Pensionsselskaber

Tallene for pensionsselskabernes formuer er fundet i Finanstilsynets ”Statistisk materiale 2015” for livsforsikringsselskaber, tværgående pensionskasser og firmapensionskasser, der indeholder resultatopgørelser og balancer indberettet af virksomhederne selv. I denne database har vi sorteret pensionsselskaberne efter størrelsen af deres pensionsformue på baggrund af den metode, der er brugt i Finanstilsynets rapport ”Livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser: Markedsudvikling 2015 og udvalgt de ti største.

Investeringsforeninger

Til udvælgelsen af investeringsforeninger er anvendt Investeringsfondsbranchens (IFB) markedsstatistik pr. juli 2016, der kan downloades som Excel-ark fra brancheforeningens hjemmeside. Her har vi udvalgt de ti største investeringsforeninger målt på deres formue i juli 2016.

Kommuner

De tre største danske kommuner er udvalgt på baggrund af indbyggertal.

Indsamling af aktieporteføljer

Porteføljerne over investorernes aktiebeholdninger er enten fundet online eller sendt til os efter henvendelse hos investoren. De fleste investorer har beholdningslister liggende offentligt tilgængeligt på deres hjemmesider, men hvor dette ikke var tilfældet, har vi enten fået tilsendt en portefølje efter forespørgsel (to af kommunerne) eller bedt investoren selv foretage en screening på baggrund af en liste udarbejdet af os (en kommune og to danske pensionskasser). Porteføljerne er indhentet i september og oktober 2016.

De indhentede porteføljer er dernæst screenet efter Danwatchs liste over virksomheder med tilknytning til de israelske bosættelser på besat palæstinensisk område. Screeningen er foretaget automatisk ved hjælp af et screeningværktøj udarbejdet af Danwatch, og fundne investeringer er eftertjekket i de originale beholdningslister. I enkelte tilfælde, hvor investeringerne var opgjort i udenlandsk valuta, er de omregnet til danske kroner efter gældende dagskurs.  

PORTEFØLJEOVERSIGT

Pensionskasser

AP Pension: Screening foretaget af investor (november 2016)

ATP: 30. juni 2016

Danica Pension: 31. december 2015

Industriens Pension: 30. juni 2016

Nordea Liv & Pension: 30. juni 2016

PenSam: 31. december 2015

PensionDanmark: 1. juli 2016

PFA: 30. juni 2016

Sampension: 30. juni 2016

SEB Pension: Screening foretaget af investor (november 2016)

Investeringsforeninger

Bank Invest: 31. august 2016

Danske Invest: 29. juli 2016

Jyske Invest: 31. august 2016

Nordea Invest: 31. juli 2016

Nykredit Invest: 31. august 2016

PFA Invest: 31. august 2016

SEB Invest: 31. august 2016

Sparinvest: 30. juni 2016

Sydinvest: 1. september 2016.

Lægernes Pensionsinvestering: 30. juni 2016

Kommuner

Københavns Kommune: August og september 2016 (modtaget pr. mail)

Århus Kommune: 29. oktober 2016 (modtaget pr. mail)

Odense Kommune: August og september 2016 (modtaget pr. mail)

.

Hvad er virksomheders ansvar på besat land?

En virksomheds ansvar under et fremmed lands besættelse kan være vanskeligt at gennemskue. Her følger en guide til virksomheders sociale ansvar i forbindelse med aktiviteter i israelske bosættelser.

Helt konkret tager Danwatch udgangspunkt i humanitær folkeret og FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv (UNGP)

Den humanitære folkeret – der også kendt som krigens regler – er nedskrevet i Genéve-konventionen fra 1949.

Genéve-konventionen beskytter civile under konflikter og militære besættelser og forbyder tortur, kollektiv afstraffelse og flytning af besættelsesmagtens egne civile ind på besat område. Israel har underskrevet og ratificeret Genéve-konventionen, som derfor er gældende i de besatte palæstinensiske områder.

Hvad siger FN’s retningslinjer?

FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv (UN Guiding Principles on Business and Human Rights, UNGP) bygger på humanitær folkeret og internationale menneskerettigheder og bidrager med klare retningslinjer for virksomheders ansvar for at forhindre krænkelser.

Virksomheder skal 1) undgå at forårsage eller bidrage til negativ påvirkning af menneskerettigheder gennem deres egne aktiviteter og adressere disse effekter, når de opstår, og 2) søge at forhindre eller afbøde negativ påvirkning, der er direkte forbundet til deres aktiviteter, produkter eller services af deres forretningsforbindelser, selvom de ikke selv har bidraget til disse negative indvirkninger.

Hvor transnationale virksomheder er involveret er deres hjemland forpligtet til at assistere både virksomheder og værtsland med at sikre, at virksomhederne ikke er involveret i krænkelser af menneskerettigheder, ifølge UNGP.

Særligt ansvar på besat land

UNGP blev vedtaget i 2011, og tre år senere i 2014 fremsatte en særligt nedsat arbejdsgruppe en detaljeret gennemgang af virksomheders ansvar i de besatte palæstinensiske områder.

UNGP’s arbejdsgruppe henviser til, at FN’s generalsekretær har fremhævet en række menneskerettigheder, der er påvirket negativt af israelsk bosættelsespolitik, inklusiv bygning af bosættelser, jordkonfiskering, tvangsforflytning og nedrivning af palæstinensiske beboelser, og mangel på beskyttelse mod vold fra bosættere.

Disse menneskerettigheder inkluderer, men er ikke begrænset til, retten til ikke-diskrimination, frihed, sikkerhed, fair retssag, bevægelsesfrihed, passende bolig, sundhed, uddannelse, arbejde og levestandard.

Virksomheder med direkte og indirekte forbindelse til aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder bør være opmærksomme på stor risiko for meddelagtighed i krænkelser af palæstinenseres rettigheder.

Derfor er virksomheder, der enten selv har aktiviteter i bosættelser eller investeringer i andre virksomheder med direkte aktiviteter i besatte områder, ifølge FN’s arbejdsgruppe forpligtet til at foretage en forøget risikovurdering (enhanced due diligence) for at sikre, at deres aktiviteter ikke medvirker til krænkelser af menneskerettighederne.

En virksomheds ansvar for at respektere menneskerettighederne vejer altid tungere end national lovgivning og regulativer, hvilket konkret betyder, at selvom Israels nationale lovgivning tillader investeringer og aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder, så kan en virksomheds aktiviteter stadig være i strid med FN’s retningslinjer.

Dog er der tale om retningslinjer, og der er derfor ingen sanktioner for virksomheder, der ikke handler i overensstemmelse med UNGP, hvilket er et yndet kritikpunkt af FN’s retningslinjer.

Hvis virksomhederne finder negativ påvirkning af menneskerettighederne i deres leverandør- eller varekæder, er de forpligtet til at gribe ind og om nødvendigt ophøre samarbejdet, hvis krænkelserne ikke ophører.

 

Israelske banker finansierer ulovlige bosættelser

2

Årtiers international fordømmelse af ulovlige bosættelser har ikke påvirket israelske banker, som fortsat finansierer nye byggeprojekter på besat palæstinensisk område. Bankerne siger, at de blot følger israelsk lovgivning. Danwatch er taget på besøg i en af de hurtigst voksende israelske bosættelser på Vestbredden.

Der er livlig aktivitet på det lille torv midt i byen ved storcentret. Den jødiske helligdag Sukkot er lige om hjørnet, så i boder på pladsen foran indkøbscentret ligger palmeblade og frugter. Traditionen tro køber familier nemlig palmeblade til små, midlertidige hytter på deres altaner og forskellige frugter som hænges op i loftet. De små hytter symboliserer jødernes vandring gennem ørkenen fra Egypten på vej mod det hellige land, mens frugterne symboliserer høstsæsonen.

Vi befinder os i byen Beitar Illit, som med næsten 50.000 indbyggere er en af Israels største bosættelser på besat palæstinensisk område. I modsætning til de fleste andre bosættelser, så er stort set alle indbyggere i byen ultraortodokse jøder, for hvem religion spiller en altoverskyggende rolle.

Mændene er klædt i sorte jakkesæt med hvid skjorte og sort hat. Næsten alle har skæg og mange har lange slangekrøller ved tindingen. Kvinderne har lidt flere farver i tøjet men er stadig meget konservativt klædt med lange kjoler og tørklæde om håret. De fleste drenge er iført kalot, den traditionelle jødiske hovedbeklædning.

Danwatch er taget til det besatte Vestbredden for at følge op på vores to tidligere undersøgelser “Forretning på forbudt land” fra 2012 og 2014. Ligesom tidligere undersøger vi internationale virksomheder, der forårsager, medvirker til eller er forbundet til krænkelser af den humanitære folkeret eller menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder – og danske investeringer i disse virksomheder.

Vi har identificeret danske investeringer i en række israelske banker, som finansierer, understøtter og muliggør ulovlige bosættelser. Derfor er vi taget til Beitar Illit, der er en af de hurtigst voksende bosættelser på Vestbredden og i øjeblikket udbygger med 218 nye huse.

Billigere at bo i bosættelse

Vi er et tydeligt fremmedelement på torvet foran storcentret. Jeg er kørt til Beitar Illit sammen med min lokale oversætter Khaled, der snakker både hebræisk og arabisk. Khaled har mange års erfaring med aktivistisk arbejde i det besatte Østjerusalem og har tilbragt tid i fængsel, fordi han nægtede at være i den israelske hær. Han har haft flere sammenstød med israelske myndigheder og bosættere. Han har dog aldrig været i en ultraortodoks bosættelse før og er lidt nervøs for, hvordan de vil reagere på mine spørgsmål. Derfor insisterer han på, at vores taxachauffør holder motoren kørende, så vi kan komme hurtigt af sted, hvis der er problemer.

De forbipasserende på torvet møder os dog først og fremmest med ligegyldighed. Nogle enkelte sender os nysgerrige blikke, men langt de fleste har for travlt til at interessere sig for os.

Efter et par forsøg får vi en ung mand i snak. Han hedder Yisrael og er 31 år. Han vil ikke oplyse sit efternavn, men han vil gerne svare på spørgsmål om livet i Beitar Illit.

Yisrael fortæller, at han har boet i Beitar Illit i 10 år. Han flyttede hertil fra Jerusalem, som han stadig besøger næsten dagligt af religiøse årsager. Han flyttede til Beitar Illit i sin tid fordi det var meget billigt, fortæller han. Yisrael nyder livet i Beitar Illit med sine fem børn, fortæller han. Han kan godt lide byen, fordi livskvaliteten er høj, og der er masser af jobs. Den nemme transport til Jerusalem er også vigtig for ham.

Jeg spørger ind til det faktum, at Yisrael bor i en bosættelse, som et samlet verdenssamfund betragter som ulovlig ifølge international lov. Er det noget han tænker over til daglig?

“Nej,” svarer han kort og kigger mig i øjnene.

I modsætning til de fleste andre bosættelser, så er stort set alle indbyggere i Beitar Illit ultraortodokse jøder, for hvem religion spiller en altoverskyggende rolle.

“Ikke den forkerte side”

Vi snakker med flere andre af de lokale på torvet midt i Beitar Illit, og billedet er det samme. En anden mand, der ikke vil oplyse sit navn, forklarer, at han flyttede til Beitar Illit fra Tel Aviv for 17 år siden. Han betragter det ikke som et problem, at han bor på den anden side af Den Grønne Linje, som våbenstilstandslinjen fra 1949 også kaldes. Den Grønne Linje betragtes af det international samfund som grænsen mellem Israel og de besatte palæstinensiske områder.

“Beitar Illit er ikke på den forkerte side. Vi jøder har et tilhørsforhold til Judea og Samaria (Vestbredden, red.), som går tusinder af år tilbage, og derfor ser jeg intet galt i at bo her,” siger han.

Den tredje person, vi snakker med, hedder David Bloy. Han er 41 år og har boet 20 år i Beitar Illit. Han flyttede hertil fra en anden bosættelse på Vestbredden, Kiryat Arba.

“Det er fremragende at bo her. Jeg savner ikke Kiryat Arba. Jeg bor i et fint hus, og her er god uddannelse til mine børn,” forklarer han på hebræisk gennem oversætteren.

“Jeg tænker ikke over Den Grønne Linje, eller at jeg til daglig bor i en bosættelse. Man mærker det ikke. Men det bekymrer mig, at så mange rundt omkring i verden betragter os som bosættere, der ikke har ret til at være her. Jeg tror, det er en misforståelse, og at hvis folk bare kom hertil og så med egne øjne, så ville de forstå, at vi bare ønsker at leve i fred med palæstinenserne.”

Økonomi afgørende

Deres svar stemmer godt overens med tal fra den israelske ngo Peace Now, der i 2007 spurgte bosættere ind til deres motiver for at bo i bosættelser. Majoriteten, 77%, henviste til “livskvalitet” med økonomi samt beliggenhed i forhold til israelske byer som deres primære fokus.

En anden israelsk ngo, B’Tselem beskriver, hvordan skiftende israelske regeringer i årevis har brugt økonomiske incitamenter netop til at få israelske borgere til at flytte ind på besat område:

“Den israelske regering har implementeret en konsistent og systematisk politik med det formål at tilskynde jødiske borgere at migrere til Vestbredden. Et af værktøjerne er økonomiske fordele og incitamenter til borgere – både direkte og gennem jødiske lokalmyndigheder. Formålet med støtten er at hæve levestandarden blandt disse borgere og tilskynde til migration til Vestbredden,” skriver B’Tselem på deres hjemmeside.

Det er en stor del af forklaringen på, at befolkningstilvæksten i israelske bosættelser var i 2015 dobbelt så dobbelt så høj som i Israel.

Nationale prioritetsområder

Ifølge det israelske boligministerium er 90 ud af i alt 131 officielle bosættelser på Vestbredden klassificeret som “nationale prioritetsområder”. Det er en betegnelse, der i Israel ellers normalt forbeholdes økonomisk udsatte byer og byer tæt på grænser.

Når en by eller et område bliver kategoriseret som et national prioritetsområde, så giver det en række fordele som f.eks. reduktioner i prisen på jord, fordelagtige lån, tilskud til boligkøb, tilskud til investorer og reduktioner i indkomstskat for personer og virksomheder.

Nationale prioritetsområder

Ifølge Israels boligministerium, så er formålet med nationale prioritetsområder:

  1. at hjælpe på Israels problemer med boligmangel
  2. at tilskynde til migration til disse samfund
  3. at fremme udviklingen i disse samfund
  4. at forbedre den økonomiske modstandsdygtighed i disse samfund.

Næsten en tredjedel af Israels budget for husbyggeri bliver brugt i de besatte områder, og over de seneste ti år er 28 procent af de huse, som Boligministeriets “rural affairs administration” har subsidieret, blevet bygget i bosættelser. Det viser tal fra 2015, som den israelske avis Haaretz har analyseret.

Det nuværende kort over nationale prioritetsområder blev vedtaget af den israelske regering i januar 2012, hvor Benjamin Netanyahu også var premierminister. Formålet med støtten er “at opfordre til positiv indvandring til lokalsamfundene og styrke deres økonomiske modstandsdygtighed,” skriver Haaretz.

I skyggen af bosættelsen

Allerede på den lille køretur fra Beitar Illit til Wadi Fukin bliver kontrasten tydelig. Vi forlader Beitar Illits nydelige veje og finder igennem en automekaniker indgangen til den palæstinensiske landsby. Den snørklede vej ned i dalen er den eneste indgang til Wadi Fukin, der har fået alle andre veje afskåret af israelske bosættelser.

Wadi Fukin er en frodig lille landsby med omkring 2.000 indbyggere. Der er drivhuse og grønne marker overalt. De palæstinensiske beboere dyrker mange forskellige afgrøder, og landsbyen er kendt på hele Vestbredden for deres frugter og grøntsagers høje kvalitet.

Udvidelsen af bosættelserne omkring byen truer dog landbruget, da bosætterne leder spildevand ned i dalen, mens hæren ofte lukker indgangen og afspærrer områder og veje i landsbyen, så det er svært at dyrke, høste og transportere afgrøderne videre. Visse farmere har også svært ved at sælge deres afgrøder, da kunderne frygter for afgrødernes kvalitet grundet bosætternes spildevand.

Billeder taget af Wadi Fukins indbyggere

Wadi Fukins afgrøder i forgrunden, bosættelsen Beitar Illit i baggrunden.

Wadi Fukins landmænd i marken.

Palæstinensisk kvinde med afgrøder i to sække.

Bosætterne fra Beitar Illit hælder spildevand ned til den palæstinensiske landsby Wadi Fukin.

Bosættere intimiderer Wadi Fukins beboere.

Børn under en protest mod nedhugning af oliventræer.

Palæstinensiske skolepiger fra landsbyen Wadi Fukin, med bosættelsen Beitar Illit i baggrunden.

I den kommunale bygning i centrum af byen tager borgmester Ahmad Sokar imod os. Med sine kun 34 år må han være blandt de alleryngste borgmestre på Vestbredden. Normalt besættes den slags poster af ældre mænd, men når Ahmad Sokar begynder at snakke, forstår man hurtigt, hvorfor beboerne i landsbyen har valgt ham til at repræsentere sig.

“Da jeg blev født i 1982, var der ikke noget, der hed Beitar Illit. Byen eksisterede ikke. Der var ingen bosættere, og vi og de andre landsbyer i nærheden brugte jorden til vores dyr og afgrøder,” fortæller Ahmad Sokar.

“Jeg var tre år gammel, da de første bosættere ankom. Ingen spurgte os om lov. De konfiskerede bare landsbyens jord og gik i gang med at bygge huse til bosættere. Nu bor der 50.000 bosættere, og vi er næsten fuldstændig omringet på alle sider,” siger Ahmad og udpeger det endnu tomme stykke jord på skråningen, der snart vil være fyldt ud af Beitar Illits hvide stenhuse.

Ahmad kan fortælle længe om alle problemerne ved at være indespærret af bosættelser på alle sider.

“De smider affald og leder deres spildevand ned til os, og israelske soldater og bosættere skærer ofte oliventræer ned og forhindrer os i at dyrke vores jord omkring landsbyen,” fortæller Ahmad.

Wadi Fukins problemer med bosætterne har været dækket flere steder. Seneste af den israelske journalist Amira Hass i artiklen “Armed and entitled, Israeli hikers sow fear in Palestinian farming village”.

Mens Beitar Illit og andre bosættelser på Vestbredden er fuldt ud inkluderet i det israelske samfund med skraldeindsamling, vandforsyning, elforsyning, busruter, vejskilte og god infrastruktur, så er de mange palæstinensiske landsbyer under israelsk kontrol ofte fuldstændig negligeret.

Mens bosætterne i Beitar Illit nemt kan køre til Jerusalem, Tel Aviv og andre israelske byer, så er indbyggerne i Wadi Fukin forhindret i at besøge den palæstinensiske nabolandsby pga. israelske bosættelser og deres infrastruktur og sikkerhedszoner.

Centrum af Wadi Fukin, 3 %, er i Område B, hvor civile opgaver er Det Palæstinensiske Selvstyres ansvar, mens sikkerhed er det israelske militærs ansvar. De resterende 97 % af landsbyen ligger i Område C, som er under fuld israelske kontrol.

Vestbredden inddelt i Område A, B og C

Efter Oslo-aftalen i 1994 blev Vestbredden inddelt i tre forskellige områder; A, B og C.

  • Område A, 18 %, er under palæstinensisk kontrol
  • Område B, 22 %, er under delt palæstinensisk og israelsk kontrol
  • Område C, 60 %, er under fuld israelsk kontrol

Opdelingen var tiltænkt som en midlertidig løsning, mens israelerne og palæstinenserne færdiggjorde fredsforhandlingerne, men er endt som en permanent tilstand.

Kilde: OCHA OPT

Systematisk diskrimination

Flere ngo’er og eksperter har kritiseret Israel for diskrimination af palæstinensere på Vestbredden. Blandt andet udgav Human Rights Watchs i 2010 rapporten “Separate and Unequal”. Her beskriver organisationen Israels politikker i Område C på Vestbredden, hvor Israel har eksklusiv kontrol, som “voldsomt diskriminerende mod palæstinensiske indbyggere, der bliver nægtet basale nødvendigheder, mens jødiske bosættere får til overflod.”

FN’s Særlige Udsending til de besatte palæstinensiske områder, Michael Lynk går i sin seneste rapport til FN’s Generalforsamling fra oktober 2016 endnu længere og beskylder Israel for at “udbygge et koloni-agtigt regime i de besatte palæstinensiske områder med to separate og ulige systemer med hensyn til love, veje, juridiske systemer, adgang til vand, sociale services, bevægelsesfrihed, politiske og borgerlige rettigheder, sikkerhed og levestandarder.”

Michael Lynk understreger, at Israel som besættelsesmagt har ansvaret for den besatte befolkning ifølge den humanitære folkeret.

“Israel besættelse over de seneste 49 år har haft et seriøst underskud af respekt for juridiske og forpligtelser forbundet med retten til udvikling. Grundlæggende har Israel forhindret palæstinensernes ret til selvstændighed gennem en række metoder. Israel har ulovligt annekteret Østjerusalem. Israel har forflyttet omkring 570.000 israelske civile til statsstøttede bosættelser på besat område,” skriver FN’s Særlige Udsending for de besatte palæstinensiske områder.

Bosættelsen Beitar Illit og den palæstinensiske landsby Wadi Fukin ved siden af. Bakken imellem dem er nu inddraget til udvidelse af Beitar Illit. Google Maps inkluderer Beitar Illits busruter, der giver bosættelsens indbyggere mulighed for at komme hurtigt til og fra Israel.

Ligeledes skriver FN’s Kontor for Nødhjælpskoordination i de besatte palæstinensiske områder (OCHA oPt) i en rapport om bosættelsernes humanitære konsekvenser fra december 2016, at “etablering og udvidelse af bosættelser er en hovedårsag til humanitær sårbarhed.”

“Bosættelserne fratager palæstinensere deres ejendom og indkomstmuligheder, begrænser deres adgang til services, og skaber en række trusler mod beskyttelse, der har resulteret i efterspørgsel på assistance og beskyttelse fra humanitære organisationer,” skriver FN.

Senest opsummerede USA’s udenrigsminister John Kerry sine mange års arbejde med Israelere og palæstinenser i en stor anlagt tale og beskrev hvordan Område C – 60 procent af Vestbredden – er fuldstændig lukket for palæstinensisk udvikling, selvom området ifølge Oslo-aftalen for længst skulle have været overdraget til palæstinenserne.

“Faktisk bliver stort set ingen palæstinensiske bygninger godkendt i Område C. Kun én tilladelse blev givet af Israel i hele 2014 og 2015, mens hundredvis af bosættelser blev godkendt i samme periode,” sagde Kerry 28. december 2016.

“Udviklingen indikerer en omfattende indsats af Israel for at overtage Vestbredden og forhindre enhver palæstinensisk udvikling.”

USA’s udenrigsminister John Kerry

WADI FUKIN: Det gule skilt meddeler, at området er inddraget som "statsligt område". Foto: Wadi Fukin

Få israelske tilladelser til palæstinensere

Ahmads beskrivelse af livet under besættelse med bosættere som direkte naboer stemmer godt overens med FN’s hårde kritik af Israels politik på Vestbredden.

“Der er mere end 200 bosættelser og næsten 600.000 bosættere på Vestbredden, og den israelske regering planlægger at overtage hele Område C, omkring 60 procent af Vestbredden. Hvordan skal vi nogensinde få en selvstændig stat, når de bliver ved med at stjæle vores jord,” spørger Ahmad.

97 procent af Wadi Fukin ligger i Område C. Det betyder, at beboerne skal indhente tilladelser fra de israelske myndigheder til al bebyggelse, landbrug, infrastruktur, vand, el mm. Ifølge Ahmad er de israelske myndigheder meget strikse, og derfor er der pt. 15 retssager igang mellem beboerne i Wadi Fukin og de israelske myndigheder.

“For eksempel ville vi bygge en lille park med legeplads og fodboldbane til børnene i landsbyen, men israelerne konfiskere hurtigt området for at udvide bosættelserne og muren. Det er vores virkelighed,” fortæller Ahmed mens fredagsbønnen fra byens moské og lyden fra bosættelsens byggemaskiner konkurrerer i baggrunden.

Beitar Illit udvider

Siden Beitar Illit blev grundlagt i 1985 har borgmester Ahmad Sokar set bosættelsen vokse sig større og større med rekordfart. Den seneste udbygning blev vedtaget i 2014, da den israelske regering i kølvandet på kidnapningen og senere drab af tre bosættere erklærede fire kvadratkilometer i området for “statslig område” og åbnede for udbud til israelske entreprenører. Ifølge den israelske ngo Peace Now den største konfiskering af palæstinensisk område siden 1980’erne.

Beitar Illit er i den israelske regerings planer en del af Gush Etzion bosættelses-blokken, der også inkluderer bosættelserne Neve Daniel, Keidar, Rosh Tzurim, El’azar, Migdal Oz, Allon Shevut, Kfar Etzion, Bat Ayin, Efrata og Gva’ot. Ifølge planen “Greater Jerusalem” skal disse bosættelser alle udvides i de kommende år. Det er et stort problem for Wadi Fukin men også for de andre palæstinensiske byer i området som Al Jab’a, Nahhalin, Husan, Al Wallaja og Battir.

For Beitar Illit betyder de nye planer, at bosættelsen næsten vil blive næsten dobbelt så stor med 5.000 nye boliger oven i de eksisterende 8.000 boliger. For indbyggerne i Wadi Fukin er især udvidelsen til den såkaldte Bakke C katastrofal, da det nærmest vil lukke dem fuldstændig inde. Den eneste vej ind og ud af Wadi Fukin vil fremover gå direkte igennem en bosættelse, når industrizonen på den anden side også bliver færdiggjort.

Vi forlader Ahmad Sokar og kører op til byggepladsen på Bakke C. De tunge, rytmiske slag fra byggemaskinerne bliver højere og giver genlyd i hele dalen, mens fredagsbønnen fra Wadi Fukins moske i baggrunden bliver svagere.

Endnu er der ikke meget mere end grusudgravninger, men skiltet ved indgangen til byggepladsen fortæller, at en række israelske entreprenører i gang med at opføre 218 nye huse.

“Boligministeriet og Beitar Illit kommune opfører gennem Adi Hadar Company nye veje og infrastruktur – Fase A til 218 beboelser” står der på hebraisk på skiltet ved indgangen til byggepladsen.

Skiltet indeholder informationer om alle involverede entreprenører, arkitekter, vvs- og el-ansvarlige og byggepladsens bestyrer. Men alligevel mangler de allervigtigste aktører; nemlig de israelske banker, som finansierer hele projektet.

Ifølge de israelske bankers brancheorganisation, Association of Banks in Israel (ABI), så er alle israelske entreprenører forpligtet til at have en bank med i boligprojekter ifølge den israelske salgslov (beskyttelse af huskøbere) fra 1974. Det betyder, at byggeprojektet ved Beitar Illit ligesom alle andre israelske byggeprojekter er garanteret af en eller flere banker, der følger projektet fra start til slut og beskytter huskøbernes investeringer gennem garantier og forsikringer.

Danwatch har via research identificeret de to israelske banker Bank Hapoalim og First International Bank of Israel (FIBI) som garanterne bag Beitar Illits udvidelse på bakke C.

Beitar Illit til venstre og udvidelsen på Bakke C til højre.

Bare én blandt mange

Udbyggelsen af Beitar Illit er blot en ét blandt mange byggeprojekter, som Bank Hapoalim, First International Bank of Israel (FIBI) og andre israelske banker er involveret i. Bank Hapoalim udsteder lån og garantier til flere store israelske entreprenører, som bygger i de besatte palæstinensiske områder, bl.a. Heftzibah og Shikun & Binui, der har været med til at bygge checkpoint, separationsmuren og boliger og infrastruktur i bosættelserne Har Homa, Ramat Shlomo, Ariel, Imanuel and Modi’in Illit.

For banker som Hapoalim er der ikke forskel på den ene eller den anden side af Den Grønne Linje, som det internationale samfund betragter som grænsen mellem Israel og de besatte palæstinensiske områder.

Bankernes brancheorganisation, Association of Banks in Israel, forklarer i et skriftligt svar til Danwatch, at de ifølge israelsk lovgivning ikke må diskriminere på baggrund af race, religion, religiøs gruppe, nationalitet, oprindelsesland, køn, seksuel orientering, politisk opfattelse, personlig status eller forældreskab.

“Derfor kan banker ikke nægte services som huslån, finansiering af byggeprojekter eller banklån i Judea og Samaria (Vestbredden, red.), da det vil være diskrimination på baggrund af nationalitet, race, religiøs gruppe og politisk opfattelse, hvilket er ulovligt under israelsk lov.”

For Bank Hapoalim betyder det, at de udover lån og garantier til byggeprojekter i de besatte palæstinensiske områder og huslån til israelske boligkøbere i bosættelser, også har filialer i bosættelserne Ariel, Beitar Illit, Modi’in Illit, Ma’ale Adumim, Pisgat Ze’ev, Gilo og Ramot.

Derudover yder Bank Hapoalim også lån og finansielle services til lokale myndigheder og virksomheder i bosættelser.

De israelske banker siger, at de følger israelske lovgivning, men ifølge en uafhængig, men ikke offentliggjort, juridisk vurdering, som Danwatch har fået indsigt i, så er der intet i israelske lovgivning, der tvinger banker til at være så massivt til stede i bosættelserne. Det er korrekt, at bankerne ikke må diskriminere, men de er ikke forpligtet til at finansiere byggeprojekter, have filialer, tilbyde huslån og lån til bosættere, virksomheder eller myndigheder i de besatte områder, som bankernes brancheforening hævder.

Bidrager til negativ påvirkning af menneskerettigheder

De israelske bankers aktiviteter på besat område er problematiske i forhold til FN’s retningslinjer. Det vurderer Cathrine Bloch Veiberg, ekspert i menneskerettigheder og virksomheders ansvar ved Institut for Menneskerettigheder, som dog understreger, at hun ikke kender detaljerne i bankernes aktiviteter:

“Når israelske banker direkte finansierer bygning af bosættelser på Vestbredden, så gør de det i uoverensstemmelse med international ret. Det er dermed vanskeligt at sige, at det at finansiere bosættelserne ikke er i uoverensstemmelse med bankernes ansvar for at respektere menneskerettighederne,” forklarer Cathrine Bloch Veiberg.

Samme vurdering giver Steen Vallentin, lektor og ph.d ved Copenhagen Business School med speciale i virksomheders sociale ansvar:

“Investorer har et stort forklaringsproblem, når det er så klart dokumenteret, at den israelske finansielle sektor direkte er med til at finansiere aktiviteter, der er brud på folkeretten. Hvis investorer ser disse problemer og alligevel stadig investerer i bankerne, hvad vil man så ikke investere i? Hvor går grænsen så?” siger Steen Vallentin.

“Investeringer i bosættelser er jo problemets rod. Hvis der ikke var kapital til finansieringen af disse bosættelser, så var der nok ikke så mange af dem.”

Steen Vallentin, lektor og ph.d ved CBS

Bølge af eksklusioner

En række af Europas største pensionskasser og banker har allerede taget konsekvensen af de israelske bankers aktiviteter på besat område og ekskluderet dem. Heriblandt Europas tredjestørste pensionskasse PFZW (tidl. PGGM), der i 2014 besluttede at trække alle investeringer ud af Israels fem største banker, fordi de finansierer bosættelser og har filialer på Vestbredden.

“Med udgangspunkt i deres situation og den lokale lovgivning, som de arbejder under, har bankerne begrænset eller ingen mulighed for at afslutte deres involvering i finansiering af bosættelser i de besatte palæstinensiske områder,” skrev PGGM om beslutningen om at ekskludere Bank Hapoalim, Bank Leumi, First International Bank of Israel, Israel Discount Bank og Mizrahi Tefahot.

Også Luxembourgs statsejede pensionskasse FDC besluttede i 2014 at ekskludere de samme fem banker med henvisning til deres “associering til bygning af ulovlige bosættelser i de besatte områder.”

Ligeledes placerede Danske Bank i februar 2014 Bank Hapoalim på sin eksklusionsliste over selskaber, som banken ikke længere ville investere i. De israelske bosættelser er i strid med international lov, og Danske Bank ønsker ikke at investere i virksomheder, der bidrager til overtrædelse af denne, lød begrundelsen dengang.

I slutningen af 2015 fjernede Danske Bank dog Bank Hapoalim fra sin eksklusionsliste igen i stilhed. Danske Bank forklarede, at beslutningen blev truffet på baggrund af en grundig og konstruktiv dialog omkring bosættelserne.

Ifølge senest offentliggjorte aktieportefølje har Danske Bank nu investeret 560.000 kroner i Bank Hapoalim og 930.000 i Bank Leumi.

Også Tysklands største bank, Deutsche Bank, placerede i 2014 Bank Hapoalim på en liste over “etisk problematiske” investeringer uden dog at ekskludere banken.

Til Danwatch fortæller danske AP Pension, at de er opmærksomme på Bank Hapoalim, Bank Leumi og Mizrahi-Tefahot Bank i forbindelse med deres aktiviteter forbundet til israelske bosættelser, og at det overvejes om de bør placeres på eksklusionslisten.

Men er det også ulovligt?

Israelske bankers aktiviteter på besat palæstinensisk område bidrager direkte til negativ påvirkning af palæstinensernes menneskerettigheder, og europæiske investorer forholder sig i stigende grad til problemet. Men er bankernes aktiviteter også direkte ulovlige, så både de og deres investorer kan dømmes ved en domstol?

Danwatch har taget kontakt til flere forskellige eksperter for at få en vurdering. En af dem er professor emeritus ved Princeton Universitets institut for International Lov og tidligere Særlig Udsending for FN til de besatte palæstinensiske områder, Richard Falk. Han har tidligere beskæftiget sig med netop spørgsmålet om virksomheders ansvar i de besatte palæstinensiske områder og vurderer, at de israelske banker har et klart medansvar, når de finansierer bosættelser, bl.a. direkte overtrædelse af Genevé-konventionen:

“Det er en overtrædelse af internationale strafferet, der forpligter den private sektor ikke velvidende at være medskyldig i overtrædelser af Genevé-konventionen og internationale aftaler. Og eftersom bosættelserne direkte overtræder Genevé-konventionen, så er det blevet antaget, at det at have finansielle aktiviteter i bosættelser sandsynligvis skal anses som en overtrædelse af international lovgivning,” siger han til Danwatch.

Israelske banker siger, at de følger israelsk lovgivning. Men hvad er bankerne og deres investorers ansvar, når israelsk og international lovgivning har forskellige vurderinger af bosættelsers lovlighed?

Cathrine Bloch Veiberg, ekspert i menneskerettigheder og virksomheders ansvar ved Institut for Menneskerettigheder, er ikke i tvivl. Ifølge hende er det ifølge UNGP staters ansvar at beskytte menneskerettighederne, og virksomheders ansvar at respektere menneskerettighederne, selv når stater fejler.

“Det kan selvfølgelig være problematisk, når virksomheder er i situationer, hvor deres ansvar for at respektere menneskerettigheder bliver sat på prøve af statens manglende evne eller vilje til at beskytte menneskerettigheder. Men her siger FN’s retningslinjer klart, at virksomheder stadig forventes at respektere menneskerettigheder selv i områder, hvor staten ikke lever op til sit ansvar.”

Brancheorganisation uenig

De israelske bankers brancheorganisation, Association of Bank in Israel (ABI), har en anden vurdering end Richard Falk og Cathrine Bloch Veiberg. Til Danwatch udtaler organisationen, at de ikke betragter bankernes engagement på besat palæstinensisk område som ulovligt, selvom bosættelserne blev dømt ulovlige ved Den Internationale Straffedomstol Haag i 2004.

Vi er fuldstændig opmærksomme på, at det er en udbredt tolkning, men i vores opfattelse er den politisk og ikke juridisk. Den er aldrig blevet accepteret af en bindende international eller national domstol

Association of Bank in Israel (ABI) i et skrftligt svar til Danwatch

Professor emeritus i international lov ved Princeton Universitet Richard Falk er faktisk enig i bankorganisationens juridiske argumentation, men ikke deres vurdering:

“Det er muligt at sige, at det er ulovligt. Men det er ikke teknisk korrekt i den forstand, at noget ikke kan være ulovligt, før det er blevet dømt ulovligt af et passende dømmende organ,” siger han og forklarer:

“Dig og mig kan ikke beslutte, hvad loven er, men vi kan formode, hvad en domstol ville og burde dømme,” forklarer han men understreger, at der efter hans vurdering ikke er tvivl om, at enhver velfungerende domstol ville dømme bankerne for overtrædelse af international lov.

“Det betyder, at en velfungerende International Straffedomstol uden tvivl ville dømme banker med disse forretningsaktiviteter i bosættelser for overtrædelse af international strafferet,” siger juraprofessoren til Danwatch.

Ekspert på CBS Steen Vallentin understreger dog, at debatten i sidste ende slet ikke handler om lovgivning, men om de etiske og sociale normer, som investorerne selv påstår at følge.

“Lovgivning er altid det første forsvar, som virksomheder med problematiske aktiviteter sætter ind, men det er slet ikke det, debatten handler om. Hele pointen er, at det ikke er legitimt” siger han.

Der bliver sat spørgsmålstegn ved legitimiteten ved de her aktiviteter, om hvorvidt de er ansvarlige og lever op til alment gældende normer. Det er ikke et spørgsmål om lovgivning.

Steen Vallentin, lektor og ph.d ved CBS

Danwatch ville gerne have spurgt Hapoalim om deres aktiviteter på besat palæstinensisk område, men Hapoalim har valgt ikke at besvare vores henvendelser. Danwatch har været i telefonisk kontakt med Hapoalim, som ikke ville udtale sig til citat.

1. Can you confirm that Hapoalim is involved in this project on occupied Palestinian territory through its guarantee to the Bradarian Brother LTD, which is the implementing contractor?

2. Is Hapoalim currently financially involved in any other projects on occupied Palestinian territory?

3. Settlement construction on occupied Palestinian territory (like the expansion of Beitar Illit) is against international law and condemned by the entire international community – why does Hapoalim chose to be engaged in these projects?

4. Is Hapoalim forced to finance settlement construction by Israeli law?

5. Is Hapoalim forced to have branches in settlements and offer services to settlers by Israeli law?

6. Israeli and international law differ on many points regarding settlements – how does Hapoalim try to mitigate between the two?

Favorable vilkår lokker virksomheder til besatte områder

3

Omkring 1.000 israelske og internationale virksomheder nyder godt af lavere skat og husleje i 16-20 ulovlige industrizoner på Vestbredden. Virksomhederne er en central del af Israels bosættelsesprojekt ved at skabe arbejdspladser til bosættere og betale skat til lokale bosættelsesmyndigheder. Danwatch har undersøgt cementgiganten Cemex, der driver tre fabrikker i industrizoner på besat område.

Den store tromle på lastbilen roterer roligt og forhindrer cementen i at størkne. Der er stille på de fleste fabrikker i industrizonen Mishor Adumim på Vestbredden denne søndag i oktober, fordi den jødiske helligdag sukkot begynder ved solnedgang. Men hos cementfabrikken Readymix kører maskinerne fortsat.

Vi er dybt inde på besat palæstinensisk område i Jordan-dalen, men det var ikke svært at finde Readymixs fabrik. Adressen fandt vi på deres hjemmeside, hvor virksomhedens tre fabrikker på Vestbredden er fint indtegnet på et kort. Vejen herud var heller ikke noget problem, da industrizonen, vi befinder os i, i praksis fungerer som en del af Israel. Det betyder, at man nærmest ikke mærker, man forlader Israels internationalt anerkendte grænser og kører ind på besat palæstinensisk område på vejen herud. Vejene er velholdte som i Israel, og vejskiltene på hebraisk hjælper bilister på rette vej. I alt tager turen fra Jerusalem ikke mere end 20 minutter.

Danwatch er taget til industrizonen Mishor Adumim på Vestbredden for at finde Readymix’ fabrik, fordi den ejes af den mexicanske cementgigant Cemex, der igennem en årrække har været i søgelyset for aktiviteter på besat palæstinensisk område.

Cemex er én ud af 34 børsnoterede virksomheder, som Danwatch har identificeret danske investeringer for millioner af kroner i. Tilsammen har AP Pension, Industriens Pension, PensionDanmark, Bank Invest, Sparinvest og Sydinvest omkring 40 millioner kroner investeret i den mexicanske cementgigant, der har forretninger i hele verden – og altså også på besat område på Vestbredden i strid med international lov.

Som eneste danske investor har Nordea (Liv & Pension + Invest) valgt at ekskludere Cemex i 2013 på grund af udvinding af palæstinensiske naturressourcer og “krænkelser af menneskeretsnormer”.

De danske investeringer i Cemex er problematiske, fordi virksomhedens aktiviteter har store menneskeretlige konsekvenser for palæstinenserne. Det bekræfter Lars Erlev Andersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, der generelt mener, at virksomheder med aktiviteter i bosættelser er problematiske.

“Virksomheder, der eksempelvis har filialer eller fabrikker på besat palæstinensisk område, er i mine øjne med til at opretholde besættelsen og muliggøre Israels fortsatte udbygning af bosættelser, infrastruktur og sikkerhedsapparat på Vestbredden,” siger han til Danwatch.

Cemex

  • Verdens fjerdestørste producent af cement
  • Etableret i 2005 og noteret på Wall Street til en værdi af 12,5 milliarder USD
  • Aktiv i 50 lande verden over (især i USA, Mellemamerika og Sydamerika)
  • Ejer Readymix

Readymix

  • Israels førende producent og leverandør af råvarer til byggebranchen.
  • Står for mere end en tredjedel af beton produktion i Israel.
  • 60 beton og klar-mørtel fabrikker  
  • 8 fabrikker og stenbrud, som producerer en bred kategori af groft partikelformet materiale, betonblokke, og kalk
  • 1050 medarbejdere

Cemex er en stor, international virksomhed med aktiviteter på fire kontinenter med 66 cementfabrikker, 2000 “ready-mix” faciliteter, 400 stenbrud, 260 distributionscentre og 80 havne. Aktiviteterne på Vestbredden gennem det israelske datterselskab Readymix udgør kun en lille del af Cemex’ samlede aktiviteter, men alligevel har den mexicanske virksomhed været i søgelyset længe. Både for at drive fabrikker på besat område og for levere cement til en lang række ulovlige byggeprojekter som f.eks. separationsmuren og bosættelser samt checkpoints, der begrænser den besatte befolknings ret til at bevæge sig frit.

Derudover ejede Cemex også i mange år 50 procent af stenbruddet Yatir på det besatte Vestbredden, men i september 2015 meddelte selskabet, at de havde solgt deres andel til Kfar Giladi Quarries.

Cemex har gentagne gange kommenteret kritikken af virksomhedens aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder og udtalte i forbindelse med salget af Yatir, at de ikke sælger byggematerialer til ulovlige bosættelser.

“Cemex og specifikt Cemex Israel, leverer ikke byggematerialer til ulovlige bosættelser på Vestbredden. Ulovlige bosættelser er bosættelser, der ikke er anerkendt af den israelske regering.”

Denne tolkning af, hvilke bosættelser der er ulovlige, er dog i direkte modstrid med hele det internationale samfund, som betragter samtlige bosættelser uden for Israels internationalt anerkendte grænser for at være ulovlige i strid med Genevé-konventionen.

Virksomheder en essentiel del af bosættelsesprojektet

Industrizonen Mishor Adumim, som den ene af Cemex’ fabrikker ligger i, ligger i forlængelse af bosættelsen Ma’ale Adumim, som er en af de største på Vestbredden med ca. 40.000 indbyggere. Omkring 300 virksomheder og små forretninger har adresse i Mishor Adumim, og da Danwatch var forbi i oktober 2016, var der stor aktivitet på en byggegrund ved siden af, hvor industrizonen er i gang med at blive udvidet.

Danwatch fokuserer i denne undersøgelse på virksomheder med forbindelser til bosættelser, og den mest direkte form for forbindelse, er når virksomheden selv har adresse i en bosættelse.

Denne forbindelse undersøgte den internationale ngo Human Rights Watch i den grundige rapport “Occupation, Inc.” fra januar 2016.

Virksomheder, der har aktiviteter i og omkring bosættelser, leverer varer og services til bosættelser, har været en essentiel del af hele bosætterprojektet siden begyndelsen. Ved at have aktiviteter i bosættelser, ved at hjælpe med at bygge boliger, ved at udlåne penge, ved at betale skatter til bosættermyndigheder, så bidrager virksomheder til og er medskyldige i krænkelser af den humanitære folkeret.

Iain Levine, programdirektør i HRW, ved udgivelsen af "Occupation Inc."

Ifølge Human Rights Watch er det overhovedet ikke muligt for virksomheder at drive forretning i en  bosættelse uden at bidrage til krænkelser af den humanitære folkeret og palæstinensernes menneskerettigheder.

 

Virksomheder langs muren

Vi forlader Mishor Adumim i Jordan-dalen og kører mod industrizonen Atarot nord for Jerusalem. Her ligger omkring 160 israelske og internationale virksomheder klods op af separationsmuren, der skærer Østjerusalem ud af Vestbredden.

I modsætning til resten af Vestbredden, som Israel holder militært besat på 50. år, så har Østjerusalem været annekteret siden 1967. Det betyder, at Israel betragter hele Jerusalem som hovedstad og en del af israelsk territorium, hvor israelske love gælder for alle indbyggere. På det besatte Vestbredden gælder israelsk civil-lovgivning for israelske borgere, mens palæstinensere er underlagt militær kontrol med markant færre rettigheder.

Ingen lande i verden anerkender Israels annektering af Østjerusalem. Eksempelvis skriver Danmarks Udenrigsministerium i “Country Paper Palestine 2016-2020”:

“Ifølge international lov betragter Danmark Østjerusalem som besat territorium og har aldrig anerkendt Israels annektering af byen.”

Af samme årsag har intet land i verden valgt at lægge deres israelske ambassade i Jerusalem, selvom Israel selv betragter byen som hovedstad.

Fornyet interesse for Atarot

Før den anden intifada (palæstinensisk voldelig opstand mod besættelsen, red.) brød ud i 2000, var industrizonen Atarot udset til at være et godt eksempel på, hvordan israelere og palæstinensere kunne samarbejde. Dengang havde store navne som Coca-Cola, Mercedes-Benz og Israel Aircraft Industries fabrikker i Atarot sammen med 200 andre, og omkring 40 af dem var ejet af palæstinensere. De havde tilsammen omkring 4.000 ansatte, hvoraf mere end halvdelen var palæstinensere fra Jerusalem og Vestbredden.

Mange af virksomhederne flyttede dog efterhånden som intifadaen eskalerede i starten af dette årtusinde, men ifølge Jerusalems Udviklingsstyrelse har der været fornyet interesse for industrizonen på det seneste:

“På det seneste, efter en opgradering af parkens fysiske infrastruktur, har der været en uset stigning i efterspørgsel på områder. En af parkens største fordele er den nemme adgang for dem, der kommer udenfor byen såvel som indefra selve byen,” skriver myndigheden på deres hjemmeside.

Atarot ligger også godt placeret bare ti minutter fra Jerusalem og med let adgang til Tel Aviv via den berygtede Road 443 – berygtet, fordi den skærer gennem Vestbredden men ikke kan bruges af palæstinensere.

Vi finder nemt Readymixs cementfabrik og kan konstatere, at der ligesom i Mishor Adumim er masser af aktivitet på området. Fabrikken ligger ved siden af adskillige andre cementfabrikker, men alligevel er det småt med skiltningen. Kun et skilt med et lille logo inde på selve fabriksområdet samt navnet Readymix på hebraisk på de parkerede lastbiler afslører, at fabrikken tilhører Readymix.

Cemex

Vi har forsøgt at få fat i både Readymix og Cemex i flere omgange både telefonisk, per mail og via  kontaktformularer på hjemmeside. Vi ville gerne have spurgt Cemex, hvordan virksomheden kan drive tre fabrikker på besat palæstinensisk område uden at bidrage negativt til krænkelser af den humanitære folkeret og menneskerettigheder, men Cemex har valgt ikke at besvare vores henvendelser.

Indtil for nylig ejede Cemex udover de tre fabrikker også 50 procent af stenbruddet Yattir på besat palæstinensisk område. Efter mange års international kritik af ejerskabet af stenbruddet valgte Cemex at sælge deres aktier i juni 2015 – samme måned som den norske pensionskasse KLP annoncerede, at de havde tilføjet Cemex til deres eksklusionsliste over selskaber, som de ikke vil investere i.

Om de tre fabrikker på besat område skriver Cemex i september 2015 i et svar til hjemmesiden Business & Human Rights Resource Centre, at de bare følger israelsk lovgivning, som tillader bosættelser:

“Cementfabrikkerne ligger i lovlige bosættelser godkendt af den israelske regering og bekræftet af Israels højesteret. Disse områder er afgrænset ifølge aftalen mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre underskrevet i Oslo i 1993, som områder under Israels kontrol og ansvar indtil begge parter nåede en permanent aftale.”

Ifølge israelske medier har den mexicanske cementgigant sat Readymix til salg for 3,3 milliarder kroner. Potentielle købere er Apax Israel, FIMI, Oak Tree og KKR, der er et af verdens største investeringsselskaber.

Danwatch har været i kontakt med Cemex og deres israelske datterselskab Readymix, men de har valgt ikke at besvare vores spørgsmål om deres aktiviteter på besat palæstinensisk område. Danwatch ville gerne have haft svar på følgende:

 

1. Our research indicates that Readymix operates three cement factories beyond the green line. Is this correct? And are these factories all the activities Cemex (through Readymix) have beyond the Green Line at the moment?
2. Are there any current plans for moving the three factories inside the green line?
3. Does readymix have contracts with the Israeli defense authorities such as IDF or Ministry of defense in construction of military facilities or the Separation barrier?
4. Does Readymix provide cement or other services to construction projects in settlements currently?
5. What is your response to people who claim that operating factories on occupied territory in unethical and possibly illegal under international law?
6. What is your response to people who think that Cemex and Readymix should be targeted for boycott, divestment and sanctions?
7. Has Cemex and Readymix been affected at all by these calls for boycott, divestment and sanctions?
8. Below was Cemex response to being blacklisted by a Norwegian fund in September 2015:
“The concrete plants are located in legal settlements approved by the Israeli government and validated by the Supreme Tribunal of Justice of Israel. Those areas were delimitated in the agreement between Israel, the Palestinian Authority signed in Oslo, in 1993, as areas under the control and the responsibility of Israel until both parts reached a permanent agreement”
Is this still your position or do you have anything to add?
9. From news reports it seems Cemex is looking to sell off Readymix. Is this correct? And is it because Cemex wants to avoid unethical and possibly illegal activities beyond the Green Line?

Danske investorers ansvar på besat land

4

Danske pensionskasser og investeringsforeninger hævder, at de følger FN’s retningslinjer for Erhvervsliv og Menneskerettigheder, imens de investerer i blandt andet israelske banker. Uforeneligt, siger eksperter.

Israelske banker er massivt til stede i ulovlige bosættelser, hvor de finansierer bygning af boliger og infrastruktur, yder boliglån og almindelige bankservices til bosættere, virksomheder og bosættermyndigheder, samt driver filialer.

Virksomheder og investorers sociale ansvar varierer afhængig af, hvordan deres aktiviteter er knyttet til konkrete brud på menneskerettighederne. Ansvaret er udførligt beskrevet i FN’s retningslinjer for Erhvervsliv og Menneskerettigheder.

Dog er der ingen tvivl om, at de israelske banker bidrager til i alvorlige krænkelser af menneskerettigheder i de besatte palæstinensiske områder. Det mener Steen Vallentin, lektor og ph.d ved Copenhagen Business School med speciale i virksomheders sociale ansvar:

“Normalt anlægger man en væsentlighedsbetragtning, så hvis man har en stor, global virksomhed, og de problematiske aktiviteter kun udgør en lille del, så kan man godt argumentere for, at det er mindre problematisk. Men i bankernes tilfælde er der ingen tvivl. De leverer livsblod til hele opbygningen af den ulovlige bosættelsesstruktur,” siger han.

Danwatchs screening viser, at danske investorer har i alt 31,8 millioner kroner investeret i de tre banker Bank Hapoalim, Bank Leumi og Mizrahi Tefahot Bank, som alle har betydelige aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder.

Det drejer sig om pensionskasserne Sampension, SEB, AP Pension og Nordea Liv & Pension, investeringsforeningerne Danske Invest, Nordea Invest og Sparinvest samt Aarhus Kommune.

Ekskluderet

Som den eneste danske investor har FOA’s pensionskasse Pensam ekskluderet Bank Hapoalim. Adspurgt om årsagen forklarer Pensam, at det drejer sig om en gammel korruptionssag og ikke problematiske aktiviteter på besat palæstinensisk område. Pensam har dog planer om “at kigge selskabet efter i sømmene i løbet af det kommende ½ år.”

I 2014 ekskluderede Københavns Kommune Bank Hapoalim, fordi kommunen ifølge overborgmester Frank Jensen (S) var “nødt til at se bort fra at investere i en række israelske virksomheder med aktiviteter i de ulovlige israelske bosættelser”. I sommeren 2016 fjernede Københavns Kommune dog Hapoalim fra eksklusionslisten igen uden at melde det ud offentligt.

Ligeledes ekskluderede Danske Bank i 2014 Bank Hapoalim med henvisning til, at banken finansierer bygning af bosættelser, som er i strid med den humanitære folkeret. Men i 2015 fjernede Danske Bank i stilhed Hapoalim fra eksklusionslisten igen, fordi dialog med banken havde overbevist Danske Bank om, at Hapoalim “håndterer de dilemmaer, der følger med det at drive bank i Israel på en fornuftig og ansvarlig måde.” Sådan skrev Danske Capitals chef for ansvarlige investeringer, Thomas H. Kjærgaard, til Danwatch.

Med næsten 18 ud af de i alt 31,8 millioner kroner er Sampension den klart største danske investor i de israelske banker.

Danwatch har kontaktet Sampension og spurgt direkte ind til deres investeringer i Bank Hapoalim og Bank Leumi, men Sampension har ikke ønsket at kommentere på disse eller andre specifikke investeringer. I stedet henviser de til, at de pt. er i dialog med 93 virksomheder på globalt plan. Om Bank Hapoalim eller Bank Leumi er blandt dem, vil de ikke oplyse.

Ikke godt nok

Ifølge Steen Vallentin, lektor og ph.d ved CBS, kan det være problematisk, når investorer hævder at følge retningslinjer for ansvarlige investeringer men stadig ikke vil kommunikere offentligt om deres investeringer.

“Når der ikke er åbenhed omkring, hvordan dialogen foregår eller hvad resultatet bliver, så kan investorerne jo investere i hvad som helst, fordi hvis der er problemer, så vil de prøve at påvirke via dialog i stedet for at trække sig ud,” siger han.

Til Danwatch forklarer ekspert i virksomheders ansvar ved Institut for Menneskerettigheder, Cathrine Bloch Veiberg, at FN’s retningslinjer for Erhvervsliv og Menneskerettigheder, UNGP, bakker op om aktivt ejerskab via dialog. Men det kræver netop, at investorerne er åbne omkring processen:

“Virksomheder skal ikke nødvendigvis sælge fra, når de bliver opmærksomme på potentielle problemer. De kan prøve at gå i dialog med virksomheden for at håndtere de potentielle negative påvirkninger af menneskerettighederne. Men det skal de vise, at de gør ved at kommunikere det udadtil,” forklarer hun.

“Det er også vigtigt, at investorerne ikke kun går i dialog med virksomheden, men også med dem, som er påvirket af situationen, rettighedshaverne,” forklarer Cathrine Bloch Veiberg.

Det vil i det konkrete tilfælde i Danwatchs undersøgelse sige palæstinensere i de besatte områder, som får krænket deres rettigheder af de ulovlige bosættelser, checkpoints, separationsmuren eller udvindingen af naturressourcer.

Ifølge Steen Vallentin er der samtidig nogle strukturelle problemer, der afholder mange investorer fra at være åbne omkring deres investeringer:

“Som udgangspunkt har investorer jo ingen interesse i at tale værdien af deres investeringer ned ved at være alt for kritiske offentligt omkring virksomheden. Med mindre de ligefrem er ved at trække sig ud, hvorfor i alverden skulle de så trække virksomhedens navn igennem sølet,” spørger Steen Vallentin.

Han mener dog samtidig, at vi kan forvente en større grad af åbenhed omkring nogle af de principielle problemstillinger, som investorer står overfor gennem deres investeringer.

Hvem er åbne?

Danwatch har kontaktet de 23 danske investorer og spurgt ind til samtlige investeringer i virksomheder på listen. Seks er åbne om deres dialog med virksomheder, som FN’s retningslinjer foreskriver, mens fire er delvist åbne og forklarer proces og nævner antal uden at sætte navne på, mens 13 er lukkede og afviser at svare på Danwatchs konkrete spørgsmål om specifikke investeringer.

Blandt svarene på Danwatchs spørgeskema om investeringer udmærker især to investorer sig positivt: Nykredit Invest og PFA (Pension og Asset) besvarede samtlige spørgsmål i vores meget omfattende spørgeskema seriøst og transparent. Nykredit tilføjede endda selv en virksomhed, Cemex, som Danwatch ganske rigtigt ikke havde fanget i screeningen, fordi investeringen kun er i erhvervsobligationer.

Også Sparinvest, som ligeledes gjorde opmærksom på, at de har investeringer i Cemex, som Danwatch ikke havde fanget, kan fremhæves for deres grundige svar om de 17 virksomheder, som de har investeringer i. Men i modsætning til Nykredit, PFA og andre, så svarer Sparinvest ikke direkte på de enkelte investeringer og kan derfor ikke siges at være åben, som FN’s retningslinjer foreskriver. Sparinvest opdeler deres investeringer i tre forskellige kategorier:

  1. Virksomheder med bekræftede og uadresserede krænkelser af menneskerettigheder
  2. Virksomheder med mulige krænkelser, som undersøges
  3. Virksomheder med meget små eller ingen krænkelser

Sparinvest oplyser, at fem virksomheder falder i første kategori, to i næste og ti i sidste. I tre af de fem virksomheder i første kategori har Sparinvests eksterne rådgiver opgivet dialog, men fordi Sparinvests investeringer er i passive fonde (indeksfonde), så er det ikke umiddelbart ligetil at skille sig af med investeringerne, oplyser Sparinvest.

Uden at sætte navn på hvilke virksomheder, det drejer sig om, oplyser Sparinvest, at de nu har oprettet direkte dialog med virksomhederne.

Derudover svarer Danske Bank (Danske Invest og Danica) og Sydinvest detaljeret og åbent på Danwatchs spørgsmål om konkrete investeringer. Nogle selskaber undersøges, andre er investorerne i dialog med, og flere afvises som problematiske.

De tre største danske kommuner er alle helt lukkede omkring deres konkrete investeringer på trods af, at FN’s retningslinjer specifikt i forhold til de besatte palæstinensiske områder kræver, at investorer kan demonstrere, at de ikke medvirker til alvorlig negativ påvirkning af menneskerettigheder.

Seks ud af ti af de største danske pensionskasser – ATP, Industriens Pension, Pensam, PensionDanmark, Sampension og SEB – afviser at svare på Danwatchs spørgsmål om specifikke investeringer.

Fire ud af de ti største investeringsforeninger – Bankinvest, Jyske Invest, Lægernes Invest og  SEB Invest – afviser at svare på Danwatchs spørgsmål om specifikke investeringer.

Siden sidst

Denne undersøgelse er en opfølgning på lignende undersøgelser i 2012 og 2014, men selvom man ikke umiddelbart kan sammenligne resultaterne af flere årsager, så er det stadig interessant at kigge på udviklingen over tid.

Kort sagt har danske investorer fortsat massive investeringer i virksomheder med forbindelser til ulovlige israelske bosættelser – på trods af, at mange af virksomhedernes negative påvirkning af palæstinensernes rettigheder er veldokumenteret over mange år.

Det er umuligt at sammenligne Danwatchs tal direkte. Blandt andet fordi det er forskellige investorer, og at listen over problematiske virksomheder derudover er et øjebliksbillede. Mange er virksomhederne er med i alle tre undersøgelser, men der er også stor udskiftning over årene.

Grundlæggende kan man dog konkludere, at især kommunerne ser ud til at være blevet bedre til at frasælge eller ekskludere virksomheder med forbindelser til de besatte palæstinensiske områder.

Samtidig ser pensionskassernes involvering umiddelbart ud til at vokse, mens investeringsforeningerne ligger nogenlunde stabilt.

PFA er gået fra syv virksomheder i 2012, tre i 2014 til kun to i 2016. Her skal det dog noteres, at PFA i deres offentlige aktieportefølje ikke inkluderer investeringer under 20 millioner kroner.

Samtidig lader andre investorer til at være fuldstændig resistente over for ophobningen af dokumentation af krænkelser fra virksomhederne på Danwatchs liste, hvoraf mange har været i søgelyset i årevis.

Sampension har gennemgående ligget helt i top med investeringer i virksomheder på Danwatchs liste med 96 millioner kroner i 2012, 130 millioner kroner i 2014 og nu 400 millioner kroner i 2014.

Nordea Liv & Pension ser ud til at have taget et stort spring op ad listen med 29 millioner kroner i 2012, 68 millioner kroner i 2014 til 292 millioner kroner denne gang. I høj grad på grund af Danwatchs udvidede liste.

Nordea afviser at svare på Danwatchs konkrete spørgsmål om deres investeringer men oplyser, at fire unavngivne virksomheder ud af de 34 virksomheder på Danwatchs liste har et “rødt flag”, og at grundig analyse netop har konkluderet, at to af virksomhederne ikke bryder med Nordeas retningslinjer. Derudover har Nordea fortsat dialog med de øvrige to selskaber med rødt flag.

Sammenfatning af svar på spørgeskema til danske investorer

Danwatch har i to omgange sendt spørgeskemaer til Danmarks 10 største pensionskasser, 10 største investeringsforeninger og tre største kommuner – 23 investorer i alt. Første runde med generelle spørgsmål om investeringspolitik og anden runde med specifikke spørgsmål om specifikke investeringer i virksomheder med forbindelser til ulovlig aktivitet og/eller negativ effekt på menneskerettighederne i de besatte palæstinensiske områder.

Danwatch modtog svar fra alle 23 investorer i både første og anden runde. I anden runde valgte mange investorer dog at svare meget generelt eller slet ikke på spørgsmål om deres investeringer i specifikke virksomheder.

Spørgeskema 1

I første spørgeskema spurgte Danwatch ind til generel investeringspolitik, brugen af eksterne screeningsbureauer samt aktivt ejerskab overfor virksomheder med forbindelser til ulovlige israelske bosættelser, checkpoints, separationsmuren og/eller udvinding af naturressourcer i de besatte palæstinensiske områder. Dette blev gjort med afsæt i humanitær folkeret, OECD’s retningslinjer for multinationale selskaber og FN’s retningslinjer for Erhvervsliv og Menneskerettigheder (UNGP).

Flertallet af investorerne svarer, at de fører en ansvarlig investeringspolitik og henviser til internationale konventioner og retningslinjer. Kun enkelte uddyber deres investeringspolitik ift. konfliktfyldte områder. Ifølge OHCHR’s arbejdsgruppe med særlig fokus på UNGP i de besatte palæstinensiske områder er virksomheder forpligtet til særlig grundig (enhanced) due diligence.

Ud af de ti pensionskasser er det kun Danica Pension, Pensam og PFA, der eksplicit giver udtryk for anerkendelsen af brugen af særlig grundig due diligence. Det fremgår eksempelvis i Danica Pensions svar, hvor det pointeres, at selskaber i konfliktfyldte områder bør udvise særlig forsigtighed på grund af omstændighedernes forhøjede risici.

PenSam henviser til, at deres bestyrelse i 2010, med udgangspunkt i konflikten på Vestbredden og etableringen af separationsmuren, besluttede at inkludere “medvirker til alvorlige krænkelser af individers rettigheder i krig eller konfliktsituationer” i deres investeringspolitik.

Derudover svarer PFA, at de eksplicit har inkluderet FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv (UNGP) i deres investeringspolitik og uddyber, at virksomheder, der sættes i forbindelse med, medvirker til eller direkte forårsager konventionsstridige aktiviteter på det besatte Vestbredden dermed er omfattet af PFA’s politik pr. 2016.

Aktivt ejerskab

Ifølge FN’s retningslinjer skal investorer ikke nødvendigvis afhænde aktier i problematiske virksomheder. De kan også vælge at gå i dialog med virksomheden med det formål at påvirke den. Danwatch har spurgt ind til, hvad investorerne gør, hvis de bliver opmærksomme på virksomheder, der ikke lever op til investorernes retningslinjer. En række investorer nævner eksplicit aktivt ejerskab, og fælles for alle svar er, at formålet med dialog er at få virksomheden til at ændre den problematiske adfærd. Eksklusion ses som sidste udvej.  

Screeningsbureauer

22 ud af 23 adspurgte pensionskasser, investeringsforeninger og kommuner gør brug af screeningsbureauer, som kort sagt er eksterne rådgivere, der kan screene og føre dialog med virksomheder på vegne af investorer.

Kommunerne har ikke direkte aftale med eksterne screeningsbureauer, men det har deres kapitalforvalterer og/eller investeringsforeninger.

Som den eneste investor håndterer ATP selv screening af deres porteføljer vedrørende eventuelle brud på deres retningslinjer for social ansvarlighed i investeringer.

Aarhus Kommune, Odense Kommune, Jyske Invest, Lægernes Invest og Sparinvest offentliggører ikke deres eksklusionslister.

Link til samtlige uredigerede svar til Spørgeskema 1  

Spørgeskema 2

I anden runde spurgte Danwatch ind til specifikke investeringer på baggrund af vores screening af aktieporteføljer. Danwatch fremsendte virksomhedsprofiler på de respektive virksomheder, hvor der var fundet investeringer, og adspurgte blandt andet om, hvorvidt investorerne var enige i, at virksomheden enten forårsager, medvirker til eller er forbundet til negative menneskerets-effekter og/eller overtrædelser af den humanitære folkeret i de besatte palæstinensiske områder.

Pensionskasser

To ud af 10 pensionskasser har forholdt sig til hvert enkelt virksomhed, som de har investeringer i. Dette gælder Danica Pension og PFA Pension.

Ud af de resterende pensionskasser otte er to, AP Pension og Nordea Liv & Pension, delvist åbne og oplyser om processen, mens seks vælger at besvare Danwatchs spørgsmål i generelle vendinger uden at kommentere deres investeringer i specifikke virksomheder. Dette gælder ATP, Industriens pension, PensionDanmark, PenSam, Sam Pension og SEB Pension.

AP Pension uddyber dog i deres svar, at de er opmærksomme på de israelske bankers (Bank Hapoalim, Bank Leumi og Mizrahi-Tefahot) aktiviteter i ulovlige bosættelser, og at de overvejer, om de bør placeres på eksklusionslisten. Dog oplyser de samtidig, at skulle bankerne blive placeret på en eksklusionsliste, så ville de ikke kunne afhændes, da investeringerne er igennem passivt forvaltet indeksfonde. Der er sammenlagt investeret en kvart million i bankerne fra AP Pension.

Derudover har AP Pension indgået i dialog med Heidelberg Cement og Hewlett-Packard omkring deres aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder.

ATP svarer, at de vil kigge nærmere på Danwatchs research og derefter vurdere, om de selv skal igangsætte egne undersøgelser. 

PenSam fortæller Danwatch, at de er opmærksomme på, at investeringer i virksomheder, der har aktiviteter på Vestbredden, er særlig komplicerede. Af den grund valgte de tilbage i 2010 at indføre dobbeltscreening på dette område, hvor de udover brugen af deres sædvanlige eksterne screening også anvender den norske oliefonds udelukkelsesliste. I år har PenSam besluttet sig for ikke at investere i Heidelberg Cement og Motorola.

PensionDanmark mener ikke, at de som minoritetsaktionær i virksomheder på Danwatchs liste er med til at legitimere eksistensen af bosættelser i Israel. De følger Danmarks udenrigspolitik ift. Israel/Palæstina-konflikten, oplyser de, og henviser også til EU og FN sanktioner. PensionDanmark oplyser, at “der ikke for nogen af de nævnte selskaber er en tilkendegivelse fra myndighederne om, at virksomhedsadfærden er i strid med folkeretten. Så vidt PensionDanmark er oplyst, er der ingen af de omtalte virksomheder, som er underlagt sanktioner, ligesom flere af selskaberne også opererer i Danmark.”

SamPension offentliggør ikke konkrete detaljer om deres engagement, baggrundsanalyse og fremgangsmåde med konkrete virksomheder, mens det står på. De svarer, at de på nuværende tidspunkt er i dialog med 93 virksomheder på globalt plan, hvoraf flere også vedrører forbindelser til ulovlig aktivitet og/eller negativ effekt på menneskerettighederne i de besatte palæstinensiske områder.

Investeringsforeninger

Sammenfatter man investeringsforeningernes svar på spørgeskema 2 gentager det samme mønster sig som hos pensionskasserne. Fire har besvaret spørgeskemaet eksplicit og forholdt sig til investeringer i virksomhederne. Dette gælder Danske Invest, Nykredit Invest, Syd Invest og PFA Asset.

Sparinvest svarer meget detaljeret men nævner ikke de enkelte virksomheder.

Jyske Invest ønsker ikke at udtale sig om enkelte selskaber eller bestemte konflikter og henviser til deres generelle politik.

Lægernes Invest oplyser til Danwatch, at de er gået sammen andre investorer og aktuelt er i dialog med en række virksomheder for at påvirke deres aktiviteter i de besatte områder. Udtømmes muligheden for at påvirke virksomhederne vil de blive sat på eksklusionslisten. Lægernes Invest nævner hverken navne på virksomheder eller hvilke investorer, de er gået sammen med.

Kommuner

Alle tre kommuner svarer i brede vendinger med afsæt i deres overordnede investeringspolitik og forholder sig ikke til Danwatchs specifikke spørgsmål til deres investeringer i de problematiske virksomheder.

Københavns kommune offentliggør navne på selskaber, som er blevet ekskluderet.

De offentliggør ikke navnene på de virksomheder som der på nuværende tidspunkt føres dialog med. De meddeler, at de af den grund ikke kan svare på de detaljerede spørgsmål vedrørende deres investeringer i syv problematiske virksomheder.

Aarhus kommunes svar er identisk med SEB Pension og SEB Invest, da SEB er deres kapitalforvalter. I svaret pointeres, at de generelt ikke kommenterer på enkelte investeringer i deres porteføljer, hvorfor de skriver, at de heller ikke offentliggør vurderinger eller eventuel dialog, som de har indledt med selskaber

Odense Kommune har på baggrund af Danwatchs spørgeskema rettet henvendelse til kommunens kapitalforvaltere og bedt om en redegørelse for deres syn på de pågældende virksomheder og deres aktiviteter. Odense Kommune skriver, at flere af virksomhederne på Danwatchs liste optræder på en observationsliste. Der er derfor via kapitalforvalterens samarbejdspartnere indledt dialog med disse virksomheder.

Link til alle uredigerede svar på Spørgeskema 2

Separationsmuren syd for Jerusalem.

Tiltagende fokus

På internationalt plan får spørgsmålet om investorer og virksomheders ansvar for deres forretninger i de besatte palæstinensiske områder større og større opmærksomhed i disse år. Siden Danwatch udgav den første undersøgelse om forretning på forbudt land i 2012 har en række ngo’er, virksomheder, stater og internationale organisationer taget konkrete skridt i retning af holde investorer og virksomheder ansvarlige.

I sin rapport fra 2012 med særlig fokus på virksomheders juridiske ansvar advarer FN’s Særlige Udsending til de besatte palæstinensiske områder Richard Falk stater om, at risikoen ved at drive forretning i et konfliktområde er stor. Derfor bør stater advare virksomheder med potentielle menneskeretskrænkelser som konsekvens af deres forretningsaktiviteter.

I EU får spørgsmålet om virksomheders ansvar også mere og mere opmærksomhed, og som tidligere berettet har foreløbig 18 EU-lande udgivet anbefalinger til borgere og virksomheder om finansielle og økonomiske aktiviteter i bosættelser.

“Den Europæiske Union og dens medlemsstater anser israelske bosættelser som ulovlige i henhold til folkeretten og finder, at de udgør en hindring for fred samt en trussel mod en to-statsløsning på den israelsk-palæstinensiske konflikt”.

Udenrigsministeriets vejledning, som er udgivet af Eksportrådet.

Alle økonomiske aktiviteter i israelske bosættelser er forbundet med risici, og virksomheder og investorer risikerer at medvirke til brud på menneskerettighederne, påpeger vejledningen.

“Finansielle transaktioner, investeringer, køb, udbud samt andre økonomiske aktiviteter (herunder inden for serviceydelser, f.eks. turisme) i israelske bosættelser, eller som er til gavn for de israelske bosættelser, er forbundet med juridiske og økonomiske risici i kraft af, at de israelske bosættelser i henhold til folkeretten er opført på besat jord og ikke er anerkendt som en retmæssig del af Israels territorium. […] Man bør ligeledes være opmærksom på mulige overtrædelser af den humanitære folkeret og menneskerettighederne.”

Den danske erklæring ligner til forveksling erklæringerne fra de 17 andre EU-lande.

EU vågner op

Hugh Lovatt, forsker ved tænketanken European Council on Foreign Relations, ser EU-landenes advarsler som en naturlig konsekvens af EU’s såkaldte “differentieringspolitik”, der tvinger EU til at differentiere klart mellem Israel og de besatte palæstinensiske områder i alle aftaler med Israel.

Selvom Israel anerkender bosættelser som en del af Israel, så er EU ifølge egen lovgivning tvunget til at skelne mellem de to. Det er essensen af differentieringspolitikken, der på trods af sit rent juridiske udgangspunkt, er blevet en central del af EU’s udenrigspolitiske ligne overfor Israel i de senere år.

“Da mange aftaler mellem EU og Israel blev underskrevet i de sene 90’er og 00’erne, da Oslo-processen var på sit højeste, blev bosættelserne betragtet som en midlertidig ting ved Israels besættelse. Alle troede, at en fredsaftale var lige rundt om hjørnet og derfor ville ordne problemet. Så mange af aftalerne med Israel indeholder ikke specifikke territoriale klausuler, hvilket betyder, at de ikke passende ekskluderer bosættelser, hvilket giver Israel mulighed for at tolke bosættelser som en del af aftalen,” forklarer Hugh Lovatt.

Den fejl forsøger EU-Kommissionen og medlemslandene nu at rette op på gennem en række forskellige tiltag, herunder altså oplysning til borgere og virksomheder om risici ved at have forbindelser til de ulovlige bosættelser.

“Advarslerne fra EU-landene har været lang tid undervejs, men det er et vigtigt skridt mod differentiering, mod juridiske forpligtelser. EU er ved at vågne op til de potentielle konsekvenser ved ikke at differentiere mellem Israel og bosættelserne.”

Ifølge Hugh Lovatt har stater et ansvar for, at virksomheder, der opererer under deres jurisdiktion, er fuldt oplyste om deres forpligtelser og ansvar under gældende lovgivning.

“Mange virksomheder ved ikke, hvad realiteterne er. De hører fra Israel og deres partnere, at bosættelser er omstridte, så de er simpelthen ikke fuldt ud oplyste om hvad loven rent faktisk siger. Så vejledningerne til virksomhederne er en del af en proces om at forklare virksomheder, banker og investorer om hvad situationen er, så de har mulighed for at tilpasse deres aktiviteter til international lovgivning,” siger Hugh Lovatt.

FN database

Senest har FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder, OHCHR, besluttet at oprette en database over virksomheder med aktiviteter forbundet med ulovlige bosættelser. Ifølge resolutionen skal databasen præsenteres på Menneskerettighedsrådets 34. session, som ligger 27. februar til 24. marts 2017.

Hvilken type forbindelser, der skal inkluderes på listen, bliver beskrevet i en tidligere rapport til Menneskerettighedsrådet fra februar 2013. Men ifølge flere kilder, som Danwatch har været i kontakt med, er formuleringerne i rapporten fra 2013 så vage og udefinerede, at det er svært at gætte, hvilke virksomheder, som bliver inkluderet i databasen.

Oversigt over hvilke forretningsaktiviteter, der skal inkluderes i FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheders liste over virksomheder med forbindelser til ulovlige bosættelser.

En af de organisationer, der har indsendt deres anbefaling, er Human Rights Watch. De anbefaler at inkludere tre navngivne virksomheder: Heidelberg Cement, der driver et stenbrud på Vestbredden, Remax, der sælger boliger i bosættelser, og FIFA, der arrangerer fodboldkampe i bosættelser gennem sin israelske partner Israel Football Association (IFA).

For få uger siden vedtog også FN’s Sikkerhedsråd en resolution, der fordømmer israelske bosættelser. 14 lande stemte for mens USA undlod at nedlægge veto for første gang i flere årtier. Resolutionen understreger, at israelske bosættelser er en åbenlys overtrædelse af international lov, og FN’s Sikkerhedsråd opfordrer alle medlemslande til at skelne mellem staten Israels territorium og de besatte områder.

 

Styrk Danwatch

Donationer fra privatpersoner og fonde gør en verden til forskel for os, og dit bidrag er med til at sikre, at vi fortsat kan sætte fokus på menneskerettigheder og miljø i globalt perspektiv.

Du kan blive bidragyder enten via et engangsbeløb med Mobile Pay tlf.: 81550076, et fast månedligt eller årligt beløb. Vi takker for dit bidrag.

Bag Om Undersøgelsen

5

Danske pensionskasser, investeringsforeninger og kommuner har knap 3 milliarder kroner investeret i virksomheder med aktiviteter i de besatte palæstinensiske områder. Investeringerne er med til at undergrave to-statsløsningen og på kant med FN’s retningslinjer og eksportråd fra den danske regering. Danwatch er taget til det besatte Vestbredden for at følge op på vores to tidligere undersøgelser “Forretning på forbudt land” fra 2012 og 2014. Undersøgelsen er realiseret gennem egne midler og økonomiske bidrag til Danwatch fra bla. Folkekirkens Nødhjælp og Mellemfolkeligt Samvirke.

FokusKonflikt & Sikkerhed

Verdens krige og konflikter er big business. DanWatch har eks. dokumenteret handel med varer fra besat land, investeringer i konventionsomfattede våben og statsobligationer i undertrykkende regimer.

1

Danske milliardinvesteringer i ulovlige israelske bosættelser

2

Israelske banker finansierer ulovlige bosættelser

3

Favorable vilkår lokker virksomheder til besatte områder

4

Danske investorers ansvar på besat land

5

Bag Om Undersøgelsen