Vaniljens skjulte pris – bundløs gæld og børnearbejde II

8. dec 2016

Vaniljeblomst-kontrakt fanger bønder i bundløs gæld

1

Når pengene fra årets vaniljehøst slipper op i marts og april, optager vaniljebønder lån hos mellemhandlerne. Bønderne i Madagaskar bliver fanget i en spiral af bundløs gæld, som de har svært ved at komme ud af. Når de ikke selv kan betale, må de i værste fald betale med deres børn.

De taler helst ikke om den, men de er dybt afhængige af den: Vaniljeblomst-kontrakten. Lånesystemet, der brødføder Madagaskars vaniljebønder, når de er allermest desperate. Men prisen kan være høj – og nogle gange er det bøndernes børn, der må betale prisen.

Når vaniljebønder i Madagaskar er presset til det yderste. Når de lever af få skålfulde ris om dagen. Når deres børn for længst er taget ud af skolen og i stedet hjælper til i marken, så indgår de desperate bønder dyre låneaftaler.

“Det er det værste, der kan ske for en bonde”, siger Rajao, som er vaniljebonde i det nordlige Madagaskar og leder af landmandsorganisationen Andrimasopukonolo. Danwatch møder ham på et hotel i vaniljebyen Andapa. Han har gået to timer for at komme til at tale med os.

Danwatch har været 10 dage i regionen, men Rajao er den første bonde, der vil fortælle om vaniljeblomst-kontrakten. En kortsigtet løsning, der kan have fatale konsekvenser for småbønderne, som dyrker Madagaskars vanilje.

“Når bønderne sidder bundløst fast i de her spiraler af gæld og ikke kan komme ud af dem, minder det om gældsslaveri”, siger international ekspert i migration og tvangsarbejde Anders Lisborg, som kalder vaniljeblomst-kontrakterne “dybt problematiske”.  Gældsslaveri er en form for tvangsarbejde, hvor akkumuleret gæld tvinger et menneske til at arbejde. Gælden kan for eksempel opstå i forbindelse med lønforskud eller lån til omkostninger, der skal dække daglige fornødenheder.

Vaniljebønderne i Madagaskar lever i ekstrem fattigdom, og børnearbejde er udbredt.

Optager gæld i sultemånederne

I marts, når profitten fra sommerens vaniljesalg er væk, og bønderne ingen penge har, er der ofte kun én måde at overleve på: Vaniljeblomst-kontrakten. Bønderne låner penge af de såkaldte kollektører – de unge mænd, der kører rundt til landsbyerne i området og køber bøndernes vanilje – for at sælge den videre med god profit.

Lånet er baseret på mængden af bestøvede vaniljeblomster med pant i den forventede vaniljehøst i juli. Problemet er bare, at hvis høsten slår fejl, eller hvis vaniljen bliver stjålet fra markerne, så kan bønderne ikke betale lånet tilbage – hverken i vanilje eller kontanter. Det er særlig slemt, hvis vaniljepriserne er steget, som det er tilfældet i år, for lånet stiger tilsvarende.

I 2016 var prisen på vanilje tårnhøj i juli. Godt for eksportørerne, fabriksejerne, og andre mellemhandlere. Katastrofalt for bønder med vaniljeblomstkontrakter.

”Det er frygteligt – især i år. Hvis du har gjort det i år, så er det virkelig skidt”, siger Rajao. Han ved, hvad han taler om. ”Jeg gjorde det sidste år”, siger han.

”Disse aftaler er generelt dårlige for bønderne, især hvis prisen på vanilje er stigende”, siger Severine Deboos, specialist i arbejdsforhold hos ILO – FN’s Internationale arbejdsorganisation.

Selv hvis bønderne er i stand til at levere den fulde mængde vanilje til høsttid, har de ofte fået en dårligere pris, da de optog lånet i marts, end de ville have kunnet få for vaniljen i juli.

I marts er vaniljen ikke klar til at blive høstet, efterspørgslen er ikke-eksisterende, og ingen ved, om efterspørgslen overhovedet kommer. Derfor er prisen på vanilje lav i marts. I juli er efterspørgslen på vanilje enorm, og prisen er derfor ofte langt højere.

Må betale tilbage med “kødets pris”

Vaniljeblomst-kontrakten er baseret på mængden af den forventede høst, hvilket sætter bønderne i en sårbar position.

Samtlige af de 21 bønder Danwatch møder i Madagaskars vaniljeregion – Sava-regionen – fortæller om store problemer med vaniljetyveri; nogle går glip af mere end halvdelen af deres høst. Men vaniljeblomst-kontrakten skal overholdes, og den står ikke til forhandling.

Rajao forklarer, hvordan bønderne bliver fanget i en gældsspiral. Bønderne ender ofte i et sort hul. De sælger deres dyr, deres ejendele, deres hus og hjem og i de værste tilfælde deres døtre for at betale gælden tilbage.

”Det er ikke ofte, men hvis man ikke har penge til at betale, så bliver lånet betalt med ´kødets pris´”, siger han.

– Vi kan forstå, at hvis pigerne bliver gravide, skal de have aborter, og de aborter foregår under farlige omstændigheder?

”Nogle af dem dør. Det er piger under 14 år. Nogle gange ned til 12 år.”

– Og dem, der mister evnen til at bære børn, hvad sker der med dem?

”Ja, det sker tit. Det er ligesom et handicap, hvis det sker.”

En anonym topchef i et firma, der eksporterer vanilje til Europa, fortæller også, at unge piger nogle gange må betale lånet tilbage.

”Det er noget, vi forsøger at kæmpe imod. Det er ikke kun kollektørerne, der låner penge til bønderne. Det er læger, butiksejere – enhver der har penge i landsbyen laver disse kontrakter”, siger han og bekræfter, at børn ned til 12 år bliver brugt som betaling.

”Det er umenneskeligt. Det er værre end det. Og jo længere ud på landet du kommer, jo oftere sker det. I landet med blinde indbyggere, regerer den en-øjede konge”, siger han opgivende.

Organisationer kender til bundløs gæld

Vaniljeblomst-kontrakternes eksistens bekræftes af FN´s Internationale Arbejdsorganisation, ILO, der fortæller, at bønderne låner penge af kollektørerne for at komme igennem sulte-månederne marts og april.

”Nogle gange er det i form af blomster-kontrakterne”, siger Severine Deboos fra ILO’s kontor i Madagaskar.

Organisationen Sustainable Trade Initiative (IDH), som samarbejder med offentlige og private aktører for at forsøge at skabe en bæredygtig vaniljeindustri i Madagaskar, kender også til vaniljeblomstkontrakterne. Men det er nyt for programleder Jan Gilhuis, at lånene nogle gange bliver tilbagebetalt af bøndernes unge piger.

Red Barnet i England skriver til Danwatch, at organisationen er klar over nogle af de forhold Danwatch rejser. Adspurgt om Red Barnets kendskab til vaniljeblomstkontrakterne, skriver Rebecca Treadway fra Red Barnet England, i en mail til Danwatch:

”De forhold, I rejser, kom i nogen grad frem under vores indledende lokalvurdering i området, der er designet til at udforske konteksten og de underliggende årsager til fattigdommen.”

Derudover oplyser Red Barnet i England, at de sigter mod at hjælpe familier i lokalområdet, “for at reducere behovet for at ty til de høj-rente lån, I nævner.”

58-årige Budmena fortæller, at han er nødt til at tage lån for at brødføde sin familie, når vaniljepriserne er lave.

Skam og frygt

I de 20 interviews Danwatch har gennemført med vaniljebønder og deres familier, udover interviewet med Rajao, har mange fortalt, at de låner penge i sulte-månederne marts og april. Men ingen har nævnt vaniljeblomst-kontrakten.

58-årige Budmena ejer en vaniljemark, som kan producere omtrent 100 kilo grønne vaniljebønner.

“Når prisen er lav, kæmper vi”, siger han og fortæller, at i de hårde år med lave priser slipper pengene og dermed maden nogle gange allerede op i januar. I de år er han nødt til at låne penge.

“Jeg måtte låne penge, da et af mine børn blev syg”, siger Budmena og fortæller, at han lånte pengene af et af sine andre børn. Mange af de andre vaniljebønder fortæller også, at de har lånt penge af familiemedlemmer.

”De er flove, og de er bange”, siger Rajao: ”De er bange for, hvad der kommer ud, og hvordan kollektørerne reagerer.”

Rajao forklarer, at bønderne er dybt afhængige af kollektørerne. Uden deres velvilje kan bønderne ikke sælge deres vanilje.

Vaniljeblomst-kontrakten er ikke noget, man taler højt om i området, og man forstår hurtigt, hvorfor bønderne ikke har lyst til at tale.

”Vi har brug for forbindelsen til kollektørerne”, siger Rajao.

Myndighederne: “Der er meget ny information”

Myndighederne i Madagaskar har hørt om gældsproblemerne, men Bety Florent, talsperson for regeringen og præsident for den lokale arbejdskomité i Sava-regionen, er alligevel overrasket, da Danwatch fremlægger sin undersøgelse på hendes kontor i vaniljebyen Sambava.

”Vi kendte godt til problemerne, men der er meget ny information”, siger hun.

Bety Florent er talsperson for regeringen og præsident for den lokale arbejdskomité i Sava-regionen.

Vanilje er det næstdyreste krydderi i verden. Alligevel ender bønder, som dyrker vanilje, i gældsspiraler. Adspurgt hvordan man kan sikre, at en større del af pengene fra det dyrebare krydderi ender hos bønderne, svarer Bety Florent:

“Det er et helt økonomisk studie. Det kan jeg ikke svare på”, og fortsætter:

“Det er en lang proces”

”På trods af Madagaskars vigtige markedsposition som leverandør af 85 procent af verdens vanilje, så lever bønderne de fleste år tæt på eller under fattigdomsgrænsen”, siger Severine Deboos fra ILO.

Dagligvarekæde: Aldeles uacceptabelt

Danwatch har kontaktet ni virksomheder, som sælger vaniljeprodukter fra Madagaskar i danske supermarkeder for at høre deres holdning til vaniljeblomstkontrakterne og vaniljebøndernes gældsproblemer.

Flere svarer, at de ikke kendte til problemerne inden Danwatchs undersøgelse.

Dansk Supermarked oplyser, at de ikke ved med sikkerhed, om vaniljebønderne, der har produceret deres vanilje, har indgået vaniljeblomstkontrakter, men kalder praksissen for “aldeles uacceptabel”.

“Det er ikke noget, som vi har haft kendskab til. Men det er naturligvis ikke i orden, så vi vil tage en dialog med vores leverandør for at sikre, at de er opmærksomme på denne udfordring og i videst muligt omfang sikrer, at det ikke foregår hos deres producenter”, skriver Dansk Supermarked til Danwatch.

Dansukker ved heller ikke med sikkerhed, om den vanilje, de køber og videresælger fra Madagaskar, er produceret af bønder, som er endt i gældsspiraler. Men de tager kraftigt afstand fra praksissen.

“Vi er imod gældsslaveri. Dette er en del af vores krav i supplier code of conduct (etiske retningslinjer til leverandører, red.). Vores princip, såfremt vi konstaterer sådant, er at engagere os i en løsning”, skriver Dansukker og fortsætter:

“Vi er imod al børnearbejde defineret af FN som den ´værste slags´, og det falder ´vanilleblomst-kontrakten´ under.”

Urtekram kendte ikke til gældsproblemerne og har derfor ikke tidligere stillet krav til deres leverandører om ikke at anvende vaniljeblomst-kontrakter. Urtekram ved derfor heller ikke med sikkerhed, om deres produkter er berørt af problemerne med vaniljeblomst-kontrakter, men svarer, at de tager stærkt afstand fra praksissen. Urtekram vil nu ændre deres indkøbspolitik, så de fremover vil bede leverandører skrive under på, at de ikke anvender vaniljeblomst-kontrakter.

Den eneste af virksomhederne, som svarer, at deres leverandør har haft kendskab til gældsproblemerne, er Coop, som sælger vanilje fra Madagaskar under deres eget mærke “Coop”.

Gældsslaveri er en form for tvangsarbejde

Gældsslaveri er et begreb tæt knyttet til tvangsarbejde. Gældsslaveri betegner en situation, hvor akkumuleret gæld tvinger en eller flere personer til at arbejde. Gælden kan opstå i forbindelse med lønforskud eller omkostninger, der skal dække transport eller daglige fornødenheder. Gælden kan forværres, som følge af manipulation af regnskaber – det kan især ske, hvis arbejderne ikke kan læse og skrive. Hvor der er tale om gældsslaveri, gør arbejdsgiverne det typisk svært for arbejderne at slippe af med gælden, ved at undervurdere det arbejde de udfører eller ved at tage meget høje renter.

Kilde: ILO

Coop svarer, at lånene er “velkendte”, og at “det anses som en hjælp til, at bønderne kan leve også efter høstsæsonen”.

ILO karakteriserer imidlertid lånene som ufordelagtige for vaniljebønderne.

Danwatch har derfor bedt Coop uddybe, hvordan lånene kan være en hjælp for bønderne. Det har Coop imidlertid ikke ønsket at svare på.

Hverken Irma, Tørsleff, Dr. Oetker, Dagrofa eller Inka Food har ønsket at besvare Danwatchs spørgsmål om deres holdning til, at vaniljebønder i Madagaskar ender i gældsspiraler, om de kan være sikre på, at den vanilje, de køber og videresælger fra Madagaskar, ikke er produceret af bønder, som har indgået vaniljeblomst-kontrakter, samt hvad de fremover vil gøre i forhold til problemstillingen og deres indkøb af vanilje fra Madagaskar.

Fanget i gældsspiralen

Tilbage i Andapa fortæller Rajao, at det ikke kun er som voksen, at han har været bundet af vaniljeblomst-kontrakten.

”Det er det værste, der kan ske for en bonde, sådan var det også, da jeg var barn”, siger han. Hans familie måtte også indgå vaniljeblomstkontrakter.

– Er det en cyklus?

”Nogle mennesker skal betale alt, hvad de tjener på deres vanilje til kollektøren, og så er de værre stillet end før.”

– Og så skal de låne penge igen?

”Folk er vant til det, og så snart de har betalt, er de nødt til at få en ny kontrakt, og det er den cyklus, du taler om”, siger Rajao.

“Med den type gældsspiraler, som også ses i andre dele af verden, er situationen ofte, at det er børnene, der kommer til at betale prisen. Det er dem, der kommer til at arbejde gælden af”, siger international ekspert i tvangsarbejde Anders Lisborg.

Vaniljebonden Rajao håber, at hans børn får et andet liv. Et liv uden for vaniljemarkerne, men han virker opgivende. Han siger høfligt farvel, og går ud på hovedvejen, der fører mod hans landsby. Alt imens rykker marts nærmere, forrådet forsvinder og desperationen banker på. Det samme gør kollektørerne, og med i hånden har de vaniljeblomst-kontrakterne.

Du risikerer at købe stjålen vanilje i supermarkedet

2

I vanilje-landet Madagaskar er der store problemer med vaniljetyveri. Vaniljen er ikke mærket og bevæger sig igennem så mange led af mellemhandlere, at eksportører ikke kan vide, om vaniljen er stjålen. Virksomheder erkender, at de ikke med sikkerhed ved, om vaniljen, de sælger i danske supermarkeder, er stjålen.

Tyvene kom, mens 51-årige Moara var til begravelse.

“De stjal halvdelen af min vanilje”, siger han. For at beskytte sine 70 vaniljeorkidéer og deres dyrebare bælgfrugter, er han nødt til at sove i vaniljemarken:

”Hver gang jeg er væk, får jeg stjålet noget”, siger han.

Gruppen af mænd, der sidder rundt om ham i den lille landsby i Madagaskars Sava-region, hvor 80 procent af landets vanilje dyrkes, stemmer i og fortæller, at de alle har fået stjålet vanilje.

”Tyvene observerer os konstant. Hvis du kigger væk i et kvarter, så er de der”, siger Moara.

Vaniljetyveriet fra markerne er så udbredt i Madagaskar, at en topchef i et eksportfirma, som sender vanilje til Danmark, erkender, at stjålen vanilje bliver skibet ud af landet. Da vaniljen ikke er mærket, og eksportøren ikke ved, hvilke farme vaniljen stammer fra, ved han ikke, om den vanilje, han videresælger, er stjålen. Mellemhandlerne blander ifølge ham tyvekosterne og den almindelige vanilje sammen. Ifølge eksportøren har importørerne derfor heller ingen mulighed for at vide, om vaniljen, de køber og videresælger, er stjålen.

Dansukker, som sælger vaniljesukker i blandt andet Føtex, Irma og Menys dagligvarebutikker, erkender, at de ikke kan være sikre på, om deres vanilje er stjålen, mens virksomheder som Tørsleff, Dagrofa (First Price), Dr. Oetker og Coop ikke har ønsket at svare på, om de kan være sikre på, at deres vanilje ikke er stjålen. Når du køber vaniljestænger eller vaniljesukker i dit lokale supermarked, risikerer du derfor at købe hælervarer.

Ægteparret Soa og Bidi er ansat til at passe på, at vaniljen ikke bliver stjålet fra en vaniljemark.

Tyveriet rammer småbønderne hårdt

I en anden landsby i Madagaskars Sava-region, våger ægteparret Soa og Bidi over en vaniljemark. Vaniljen er ikke deres. De bor omgivet af orkidéerne, som de passer for en ejer.

”Vores liv her er ikke nemt. Vi skal ligge og holde øje med vaniljen, ellers bliver den stjålet, og hvis den bliver stjålet, går det ud over os”, siger Soa.

Samtlige af de 21 bønder, Danwatch taler med, fortæller om store problemer med tyveri. Mange udbryder et langt ”uuuuuhhhh” eller griner desperat og højlydt, når Danwatch spørger, om der er problemer med tyveri. Andre bliver nedtrykte og udtrykker desperation.

40-årige Liliane og hendes mand ejer et stykke jord på størrelse med en fodboldbane, hvor de dyrker vanilje. Hun er bange for tyvene.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bekæmpe tyveriet. De har pistoler med, så vi er bange for at blive slået ihjel”, siger Liliane.

Vaniljebønder som Liliane er bange for tyvene, fordi de bærer våben.

For at undgå, at vaniljen bliver stjålet direkte fra vaniljeorkidéerne på markerne, er Liliane og mange andre vaniljebønder i Sava-regionen nu begyndt at høste deres vanilje, inden den er moden.

”Vi er tvunget til at høste tidligt på grund af tyvene, så kvaliteten er ikke god. Den kunne være god, men vaniljen bliver plukket for tidligt”, siger Liliane.

Ingen af bønderne ved præcis, hvem tyvene er, men den lokale opkøber og forarbejder af vanilje Tombo Tam Hun Man fortæller, at tyvene er en blandet landhandel af folk fra landsbyerne og udefrakommende.

Ingen kender vaniljens oprindelse

For at beskytte sin vaniljemark mod tyveri, sover Velomora enten selv i marken eller hyrer en privat vagt. Velomora dyrker både selv vanilje, opkøber vanilje fra andre, forarbejder vaniljen og videresælger den. Han viser et lille træredskab frem med spidse søm, der danner et mønster. Redskabet er en form for stempel, som vaniljebønderne tidligere mærkede deres vanilje med.

Tidligere mærkede vaniljebønderne deres vaniljestænger med et træredskab med spidse søm som dette.

I dag er der ingen mulighed for at vide, hvor den vanilje, der bliver handlet i Madagaskar, stammer fra.

“Tidligere var hver enkelt vaniljebønne mærket, men det stoppede man med. De stjal det alligevel, og de købte det alligevel”, siger vaniljebonden Liliane, uden at specificere hvem ”de” er.

En højtstående ansat i et stort firma, som eksporterer vanilje fra Madagaskar til Europa og blandt andet Danmark, har sagt ja til at stille anonymt op til interview (Danwatch kender hans identitet). Han fortæller, at eksportørerne ingen mulighed har for at vide, om den vanilje, de køber og videresælger, er stjålen.

Men så kan importørerne jo heller ikke vide det?

“Der er ingen måde, man kan tjekke det på”, siger han: “Kollektørerne ved det, men de blander al vaniljen sammen”.

Kollektørerne er det led af mellemhandlere, som kører ud til vaniljefarmene, der ofte ligger langt ude i junglen i landsbyer, som det er svært at få adgang til. Kollektørerne opkøber vaniljen og videresælger den til forarbejdere, andre kollektører eller direkte til eksportører, afhængig af, hvem der er villige til at betale den højeste pris.

Så der er stor risiko for, at meget af vaniljen i Europa er stjålet?

“Ja, alt bliver eksporteret. Vi kan ikke skelne”, siger eksportøren.

Ifølge ham, kan man ikke komme problemet til livs, så længe ingen er i stand til at spore den enkelte vaniljestang tilbage til den bonde, som har dyrket den.

Hælervarer kan ende i danske supermarkeder

Virksomhederne, som sælger vaniljestænger og vaniljesukker i danske supermarkeder, ved typisk ikke, hvilke småbønder, der har produceret deres vanilje. Danwatch har derfor spurgt ni virksomheder, som sælger vanilje i danske supermarkeder, om de kan være sikre på, at den vanilje, de sælger fra Madagaskars Sava-region, ikke er stjålen.

Dansukker, som blandt andet sælger vaniljesukker i Føtex, Irma og Menys dagligvarebutikker, svarer “nej”, og Dansukker må altså erkende, at de ikke ved, om den vanilje, de sælger, er stjålen. Tørsleff, Dagrofa, Dr. Oetker og Coop har ikke ønsket at svare på spørgsmålet.

Irma køber vanilje til deres eget mærke af vaniljesukker kaldet “Irmas” fra Inka Food, som også selv sælger blandt andet økologiske vaniljestænger og flydende vanilje i danske supermarkeder. I et svar til Danwatch skriver Inka Food:

“Den vanilje, vi køber, er beskyttet mod tyveri”.

Inka Food oplyser, at deres vanilje stammer fra mere end tusind forskellige små landmænd i Madagaskar, som bliver opsøgt af kollektører, der videresælger vaniljen til de eksportører, som Inka Food samarbejder med. Danwatch har derfor spurgt Inka Food, hvordan deres vanilje er beskyttet mod tyveri. Til det svarer Inka Food:

“Vi mener, vi har svaret på de spørgsmål, I har stillet os, og vi har ikke mere at tilføje”.

Dansk Supermarked, som sælger vaniljepulver og -sukker under deres eget mærke Princip!, svarer på samme vis:

“Leverandøren oplyser, ”at vores samarbejdspartner garanterer, at den vanilje, vi køber, er beskyttet mod tyveri””.

Da Danwatch spørger Dansk Supermarked, hvordan deres vanilje er beskyttet mod tyveri, svarer Dansk Supermarked:

“Det har vi endnu ikke fået et tilpas fyldestgørende svar på, og der pågår p.t. en dialog herom”.

Urtekram svarer ligeledes i første omgang, at de er sikre på, at deres vanilje fra Madagaskar ikke er stjålen. Men vender senere tilbage med et nyt svar om, at de efter yderligere dialog med deres leverandører og Fairtrade “ikke kan give nogen garantier”.

Hæleri er ulovligt

I Danmark er det strafbart at handle med varer, der er stjålne. Det gælder uanset om man med sikkerhed ved, at der er tale om noget, der er stjålet. Hæleri handler om, at man køber eller på anden måde får ting, der er stjålne eller opnået som følge af en anden ulovlig handling. Hæleri kan også være, at man hjælper nogen med at få udbytte af noget, de har fået på ulovlig vis. Det er straffelovens § 290 og § 303, der bestemmer, at både hæleri og groft uagtsomt hæleri er ulovligt. Groft uagtsomt hæleri straffes med bøde eller fængsel op til et år, mens straffen for bevist (forsætligt) hæleri er bøde eller fængsel op til et år og seks måneder. Straffen for hæleri kan stige til fængsel i seks år, hvis hæleriet er af en særlig grov karakter, det kan navnlig være tilfældet på grund af forbrydelsens erhvervsmæssige eller professionelle karakter. Virksomheder kan også straffes med bøde for hæleri, det følger af straffeloven § 306.

Kilder: retsinformation.dk, bekendtgørelse af straffeloven

Advokat: Sammenligneligt med hæleri

Ifølge advokat Poul Hauch Fenger, som har specialiseret sig i sager om hæleri, kan man sammenligne det med hæleri, hvis virksomheder sælger stjålen vanilje i danske supermarkeder.

“Man er altid forpligtet til at tjekke, at det, man køber, ikke er ‘varmt’. Hvis du har lyst til at købe en PK9 stol af Poul Kjærholm på lauritz.com, og du tænker: ‘Den koster godt nok 35.000 kroner i nysalg, men den her pris på 7.000 kroner er jo genial’, og du byder på den og får den. Hvis det så viser sig, at det er hælervarer, så har du som køber et ansvar, fordi du ikke har tjekket, om det var stjålne varer. På samme måde har virksomheder også et ansvar for at sikre, at de varer, de køber ikke er stjålne. Ellers er det jo ultimativt en anden form for hæleri”, siger Poul Hauch Fenger.

Når der er udbredte problemer med tyveri af vanilje i et land som Madagaskar, hvor virksomhederne køber deres vanilje fra, så har virksomhederne, ifølge Poul Hauch Fenger, også en forpligtelse til at sikre sig, at deres varer ikke er stjålne:

“De skal lave en undersøgelse af, hvorvidt produkterne er stjålne, når problemet er så udbredt, og undersøgelsen skal være effektiv. Den skal være forsøgt. De kan ikke bare læne sig tilbage og sige,’ tja, det er nok ikke stjålet, alt er sikkert godt nok’, når det netop har formodningen imod sig i Madagaskar”.

“Hvis bare de ville købe direkte fra os”

51-årige Moara, som fik stjålet halvdelen af årets vaniljehøst synes ikke, at livet som vaniljebonde er let.

“Det burde være et godt liv, men på grund af tyvene er det hårdt”, siger han. I perioder tjener han så lidt på vaniljehøsten, at han er nødt til at låne penge for at få mad på bordet.

Han fortæller, at det er svært at forhandle en god pris med kollektørerne, når han plukker vaniljen, inden den er moden.

“De ved, at vaniljen ikke er moden, så de presser prisen. Uanset prisen de foreslår, er jeg nødt til at sælge”, siger han.

I 2016 er priserne for vanilje på verdensmarkedet historisk høje, men det aner Moara ikke.

“Det vidste jeg ikke”, siger han og ser fortvivlet ud, da han hører, hvad en vaniljestang koster i Europa.

“Der er mange led fra vaniljen forlader marken, før den når supermarkedet. Hvis bare de ville købe direkte fra os, ville prisen være bedre – både for os og for dem”, siger han.

Ekstreme prisudsving skader vaniljebønder og -virksomheder

3

Priserne på vanilje fra Madagaskar er alt andet end stabile. Verdensmarkedet slår markante udsving, og det har betydning for småbønder, der ikke kan leve af salget og for virksomheder, der betaler høje priser for dårlig kvalitet.

Madagaskars vaniljebønder lever i junglen langt fra de byer og havne, hvorfra deres vanilje sejles afsted til Europa, USA og Kina. Infrastrukturen i det fattige land er dårlig, og informationerne om, hvad vaniljen er værd på det internationale marked, finder ikke vej til bønderne.

“Opkøberne kommer og foreslår en pris. Jeg tør ikke forhandle, jeg accepterer bare deres pris”, siger vaniljebonden Randria, som ikke havde nogen anelse om, at vaniljepriserne er høje i år.

Verdensmarkedsprisen på vanilje svinger ekstremt meget. I 2003-2004 var prisen helt oppe på 500 dollar kiloet. Blot få år senere i 2008-2010 var priserne faldet til en brøkdel, og et kilo vanilje kostede kun 20 dollar ifølge virksomhederne Aust & Hachmann og Wollenhaupt, som regnes for nogle af verdens største importører af vanilje.

Priserne i 2016 nærmer sig med cirka 400 dollar kiloet de historisk høje priser fra 2004, skriver Eurovanille, en fransk vaniljeimportør, som kalder den nuværende situation for “en boble” og håber på et snarligt prisfald.

Vaniljebønder som Randria har ingen indflydelse på prisdannelsen. De lever ofte i så stor fattigdom, at de blot accepterer hvilken som helst pris, de kan få for deres vanilje. Når priserne ligesom i år er høje, har bønderne råd til at spise ris og kartofler. Men ikke meget andet. Når vaniljepriserne er lave, er bønderne nødt til at låne penge af mellemhandlerne med garanti i næste års høst for at brødføde deres familier.

Madagaskar er verdens 10. fattigste land ifølge IMF.

Madagaskar producerer ifølge vaniljeimportører cirka 80 procent af verdens vanilje, så eksportpriserne i Madagaskar har stor betydning for vaniljepriserne globalt. Ifølge de eksperter, Danwatch har interviewet, er der imidlertid ingen enkel forklaring på de ekstreme udsving i vaniljeprisen. Svarene skal findes i en kombination af varierende udbud, usikre vejrforhold og spekulation.

“Den ultimativt usikre afgrøde”

Priserne på vanilje bølger op og ned til takterne af udbud og efterspørgsel.

“Jeg kalder vanilje den ‘ultimativt usikre afgrøde’”, siger Benjamin Neimark, der er lektor i geografi på Lancaster Universitet i Storbritannien og har fulgt vaniljeindustrien i Madagaskar i godt 15 år.

Statistik fra FN’s fødevareorganisation, FAO, viser, at mængden af vanilje, Madagaskar eksporterer, svinger kraftigt. I 2007 eksporterede Madagaskar omtrent 3000 ton vanilje, mens landet kun eksporterede omtrent 500 ton vanilje i 2012 – altså kun en sjettedel i forhold til fem år tidligere.

Både priser og udbud af vanilje fra Madagaskar svinger altså gevaldigt.

Når prisen på vanilje er lav eller faldende, stopper nogle bønder med at dyrke vanilje.

Vaniljebønder, som ikke kan brødføde deres familier med overskuddet fra salget, kan være nødt til at fjerne vaniljeplanterne fra markerne og erstatte dem med eksempelvis ris, så de kan få mad på bordet.

 

Men når vaniljeplanterne rykkes op af jorden for at gøre plads til andre afgrøder, mindskes udbuddet, og det har konsekvenser for vaniljepriserne i flere år fremover.

“Når vaniljeplanterne fjernes på grund af lave priser, opstår der et hul i markedet”, siger Benjamin Neimark.

Fra en vaniljeorkidé plantes, går der tre-fire år, før den har vokset sig stor nok til at blomstre og bære frugt. Når priserne bliver så lave, at bønderne fjerner deres vaniljemarker, vil der derfor minimum være en tre-fireårig periode med lavere udbud af vanilje efterfølgende. Og lavere udbud skaber som bekendt højere priser, hvis efterspørgslen er konstant.

“Når priserne så stiger igen, tager det de små og mellemstore producenter tre-fire år at få planterne genetablerede og komme tilbage på markedet”, siger Benjamin Neimark.

Mængden af vanilje Madagaskar eksporterer er svingende

Eksporten af vanilje fra Madagaskar svinger kraftigt. I 2007 eksporterede Madagaskar omtrent 3000 ton, mens landet kun eksporterede omtrent 500 ton i 2012, altså kun en sjettedel af eksporten fem år tidligere. Det viser statistik fra FN’s fødevareorganisation FAO.

Kilde: FAO

Cykloner kan ødelægge vaniljehøsten

Madagaskars vejrforhold har også stor betydning for udbuddet af vanilje og dermed for vaniljeprisen. Landet bliver ramt af flere tropiske cykloner end noget andet afrikansk land, ifølge antropolog Margaret L. Brown, der har forsket i vaniljens globale økonomi og Madagaskars sårbarhed over for cykloner.

I 2007 ramte fem store cykloner Madagaskar på blot tre måneder og ødelagde 25 procent af vaniljeafgrøderne i Sava-regionen, hvor 80 procent af Madagaskars vanilje dyrkes, skriver Brown i bogen The Political Economy of Hazards and Disasters fra 2009.

“Vanilje er særdeles følsom over for pludselige klimaudsving. Det kan regne for lidt eller for meget, vaniljen kan tørre ud, få råd eller mug, eller afgrøderne kan dø”, siger Benjamin Neimark.

Leder af afdelingen for statistik ved FAO Sangita Dubey fortæller, at FAO netop nu er i gang med at gennemgå data fra 2015, hvor vaniljeproduktionen faldt, og hun formoder, at vejret spillede en afgørende rolle for den faldende produktion.

Store udsving i vaniljepriserne

Der findes ikke officielle tal for prisen på vanilje. Priserne forhandles mellem virksomhederne og eksportørerne i Madagaskar, og de er ikke offentligt tilgængelige. Ingen af virksomhederne, Danwatch har kontaktet, har ønsket at oplyse, hvad de har betalt for vanilje fra Madagaskar.

Man kan dog få en idé om udsvingene i vaniljepriserne i nedenstående graf, som viser værdien af den vanilje Madagaskar har eksporteret år for år i dollars.

Kilde:  UN Comtrade

Spekulation påvirker priserne

Faldende vaniljeproduktion var også skyld i de høje vaniljepriser i begyndelsen af 00’erne ifølge vaniljeimportøren Eurovanille. I 2016 var Madagaskars vaniljeproduktionen imidertid høj, ifølge Eurovanille, og importøren mener derfor, at de nuværende tårnhøje priser på vanilje udelukkende skyldes prisspekulation.

Når vaniljeprisen er lav, vil mellemhandlerne være tilbøjelige til at tilbageholde salget af vanilje. De vakuumpakker vaniljen og opmagasinerer den på store varelagre, indtil prisen stiger igen. Opmagasineringen af vanilje fører til et lille udbud, og den mekanisme er med til at presse prisen op. Det bekræfter eksperter og ngo’er, Danwatch har været i kontakt med.

Eurovanille skriver i en virksomhedsrapport fra november 2016, at kollektører, som indsamler vanilje fra bønderne og videresælger det til forarbejdere og eksportører, ikke har frigjort de lagre af vanilje, som blev lagt til side, da prisen var lav. Selvom eksportørerne sælger mindre mængder af vanilje, fortsætter mellemhandlerne med at presse prisen yderligere op ved at tilbageholde vaniljen i lagre. Resultatet er, at boblen bliver større og større.

“Prisspekulation er i ingens interesse og er hovedårsagen til den nuværende vaniljeboble”, skriver Eurovanille i rapporten fra november 2016.

Mellemhandlere tjener gode penge

Madagaskars vaniljeindustri er kendetegnet ved mange led af mellemhandlere, som alle tjener penge på vaniljen. De kollektører, Danwatch har interviewet i Madagaskar, hæver prisen betragteligt på den vanilje, de køber fra vaniljebønderne, inden de videresælger vaniljen til forarbejdere eller til eksportører.

 

Kollektøren Landahy fortæller, at han har en god fortjeneste, når han sælger vaniljen videre til forarbejdere og eksportører.

Ifølge Eurovanille kan der imidlertid være fundamentale forandringer på vej til Madagaskars vaniljemarked.

“I dag er hele sektoren bevidst om den globale markedspris for vanilje, og alle prøver at reducere antallet af mellemhandlere. Kollektørene gør det ved at eksportere direkte til virksomheder, og virksomhederne gør det ved at etablere sig lokalt på øen”, skriver Eurovanille.

Der findes meget få internationale virksomheder, som opererer direkte med producenterne af vanilje i Madagaskar. En af årsagerne til, at det er vanskeligt at etablere sig i Madagaskar, er den dårlige infrastruktur. Ifølge Eurovanille er flere amerikanske, schweiziske og tyske multinationale virksomheder imidlertid nu interesserede i at investere lokalt for at være så tæt på produktionen som muligt.

Bobler brister altid

Overalt i branchen bliver der spekuleret i, hvor længe der går, før boblen brister og priserne falder. Eurovanille forudsiger, at boblen vil briste i det kommende år.

“Blomstringen er rigelig i denne sæson, hvilket er et godt tegn for høsten 2017. Faldet i efterspørgslen på grund af priserne sammen med et stærkt udbud vil uundgåeligt føre til et markant prisfald”, skriver Eurovanille.

Jan Gilhuis er programleder i den hollandske organisation The Sustainable Trade Initiative, IDH, der etablerer privat-offentlige partnerskaber, blandt andet i Madagaskar, med henblik på at skabe bæredygtige varekæder. Han er mere varsom med at spå om fremtiden og påpeger, at det kan være svært at forudsige, hvornår prisen falder.

“Folk er stadig i gang med at danne sig et indtryk af, hvor meget der bliver produceret, og hvornår noget er et godt år eller ej. Signalerne for 2016 var ikke dårlige, og alligevel steg priserne. Samtidig er der ingen, der rigtig ved, hvor meget vanilje der er til rådighed, fordi der ikke er nogen officiel registrering af mængderne, der bliver produceret og handlet”, siger Jan Gilhuis.

Kvaliteten falder ved spekulation

Udsvingene i vaniljeprisen afspejler paradoksalt nok ikke vaniljens kvalitet. Når vaniljepriserne er høje, er der nemlig store problemer med tyveri direkte fra bøndernes marker. For at mindske risikoen for tyveri høster bønderne deres vanilje, før den er moden, hvilket går ud over kvaliteten.

Når vaniljen høstes, før den er moden, eller hvis den opbevares forkert og mugner, forringes kvaliteten. Og her ligger den virkelige hovedpine for virksomhederne, som sælger vanilje, forklarer Benjamin Neimark.

“I sidste ende er virksomhedernes bekymring ikke pris, men stabil forsyning. Det holder dem vågne om natten. De vil gøre, hvad de kan for at få deres behov dækket, såsom at købe vanilje fra andre lande eller skifte til billigere alternativer som syntetisk vanilje. Syntetisk vanilje er billigt. Det kan være dyrere for virksomhederne at købe vanilje fra andre lande – men i det mindste holdes udbuddet i gang”, siger Benjamin Neimark.

Virksomhederne har brug for, at der år efter år er tilstrækkelige mængder vanilje af høj kvalitet, ifølge Neimark.

Når priserne er høje, er der en tendens til at øge produktionen ved at høste vaniljen før tid og forarbejde den kunstigt ved “hurtig-tørring” i en ovn. Denne metode giver meget færre sorte vaniljekorn og kan give en sur duft. Kvaliteten forringes derfor markant ved den metode.

Den traditionelle forarbejdningsmetode, som giver den bedste kvalitet, foregår ved, at de grønne vaniljestænger høstes og vaskes grundigt, hvorefter de bliver nedsænket i varmt vand. For at udvikle de rette smagskomponenter kræver vaniljen hurtig dehydrering og langsom gæring. Over en række uger bliver vaniljen skiftevis tørret i solen i løbet af dagen og pakket i lufttætte beholdere om natten, indtil vaniljestængerne har fået en mørkebrun farve.

 

Selvom man normalt siger, at kvalitet koster, kan den kunstige, hurtigere forarbejdningsmetode paradoksalt nok føre til en situation, hvor virksomheder betaler høje priser for dårlig kvalitet. Og det er tilfældet i år, forklarer Jan Gilhuis.

“Hvis vi i fællesskab er i stand til at skabe et mere stabilt marked, så tror jeg, kvalitetsproblemerne vil blive langt lettere at håndtere. I år, hvor udbuddet er så begrænset, kan selv vanilje af dårlig kvalitet sælges, uanset om det er blevet plukket for tidligt eller er gået til under opbevaringen. Så der er en stor spænding i markedet lige nu”, siger Jan Gilhuis.

Syntetisk vanilje er den største konkurrent

Prisen på vanilje fra Madagaskar er naturligvis også påvirket af efterspørgslen. Når prisen på ægte vanilje bliver for høj, skruer virksomhederne op for brugen af syntetisk vanilje i for eksempel kager, slik og is. Det skete blandt andet efter vaniljeprisernes himmelflugt i 2003.

“Rekordpriserne i 2003 motiverede vaniljeimportører til aggressivt at lede efter alternativer til vanilje og teknologiske fremskridt inden for produktionen af syntetisk vanilje har gjort det mere tiltalende at vende sig bort fra ægte vanilje”, skriver Margaret L. Brown.

Manitra Rakotoarisoa, økonom i FAO ved afdelingen for Trade and Markets Division Economic and Social Development, har beskæftiget sig med handlen med vanilje siden 2000. Han mener, at syntetisk vanilje er en væsentlig faktor i forhold til udsvingene på priserne for ægte vanilje.

“Den største konkurrent til naturlig vanilje er syntetisk vanilje, og den er ganske billig at producere. Syntetisk vanilje udgør i forvejen mere end 50 procent af markedet for vanilje”, siger Manitra Rakotoarisoa.

Vil udfordre Madagaskars markedsposition

Andre muligheder for virksomheder er at importere fra andre lande end Madagaskar. Blandt andre Indonesien, Mexico, Kina, Papua Ny Guinea og Uganda producerer også vanilje.

Den franske vaniljeimportør Eurovanille er for eksempel begyndt at sende vaniljeplanter til bønder i Indien i et forsøg på at imødegå de nuværende høje vaniljepriser. Men “selvom der har været en øget produktion af vanilje i Indonesien, Papua Ny Guinea og Indien, har indvirkningen ikke været stor nok til at presse priserne ned for Madagaskar”, skriver Eurovanille.

Den internationale handel med vanilje er nemlig ikke kun styret af udbud og efterspørgsel, forklarer Manitra Rakotorisoa. De største importører af vanilje fra Madagaskar er EU, USA og Kina, og det har en historisk forklaring.

“Markedet er ikke blot et marked. Det er et møde mellem folk med en fortid sammen. Fordi jeg kender dig, så vil jeg købe fra dig. USA har været den største importør af vanilje på grund af den høje kvalitet, og fordi vanilje er vidt udbredt i USA i form af is, parfume, chokolade og pharmaceutiske produkter”, siger Manitra Rakotorisoa.

Ifølge Manitra Rakotoarisoa kan efterspørgslen også falde, hvis der kommer et chok i markedet. Det kan for eksempel være terrorangreb som 11. september i New York, en international oliekrise eller en politisk krise, som bevirker, at forbrugerne får lavere indkomster.

“Når indkomsten falder køber folk måske mindre parfume, is og chokolade”, siger han.

Rakotoarisoa mener dog, især det er forholdene på udbudssiden, såsom vejret og politiske begivenheder, der forårsager udsvingene i vaniljepriserne, og at importen er “temmelig stabil”.

Prisudsvingene går hårdt ud over bønderne

Vanilje er et af verdens dyreste krydderier, men vaniljebønderne forbliver meget fattige, selvom den værdifulde plante bogstaveligt talt vokser i deres baghaver. De befinder sig nederst i et hierarki af mange lag, der handler med vanilje.

“Vanilje er indbegrebet af usikkerhed ikke kun på grund af klima, men fordi arbejderne er usikre. De er marginaliserede og er helt enormt modtagelige over for forstyrrelserne i markedet. Vanilje er usikkert både fysisk, socialt og politisk”, siger Benjamin Neimark.

Den værste periode for vaniljebønderne er marts og april, som kaldes for sultemånederne, da pengene fra årets vaniljehøst i juli slipper op.

“Småbønderne bekymrer sig meget for, om de har penge nok og mad nok til at komme igennem den periode. De lever fra hånden til munden”, siger Benjamin Neimark.

Magten til at bestemme priserne på vaniljemarkedet ligger hovedsageligt hos køberen, mener Manitra Rakotoarisoa fra FAO. Den enkelte bonde har ingen mulighed for at kontrollere udbuddet eller tilbageholde vanilje, så priserne stiger.

“I sidste ende er producenten i købers nåde”, siger Manitra Rakotoarisoa.

Flere fødevareproducenter har engageret sig i The Sustainable Vanilla Initiative, SVI, som er et initiativ iværksat af The Sustainable Trade Initiative, IDH, hvor virksomheder, der handler med vanilje i og uden for Madagaskar i fællesskab vil forsøge at arbejde for social og økonomisk bæredygtig vanilje fra Madagaskar, “som gavner alle parter i værdikæden”.

Danwatch har spurgt ni virksomheder, som sælger vaniljeprodukter i danske supermarkeder om deres holdning til, at de bønder, der producerer et af verdens dyreste krydderier, lever i dyb fattigdom, mens profitten ender i andre dele af varekæden. De fleste har ikke ønsket at svare på spørgsmålet.

Men Dansukker svarer, at de i deres etiske retningslinjer for leverandører stiller krav om “fair betaling” og kræver, at deres leverandører respekterer dette krav i deres del af leverandørkæden.

Dansk Supermarked vil desuden fremover gøre mere for at kende og samarbejde med de enkelte vaniljefarme, som de køber deres vanilje fra og er nu i dialog med deres leverandører om at indkøbe Fairtrade vanilje.

Det frie marked er svært at kontrollere

Indtil 1997 var vaniljeproduktion og handel med vanilje reguleret af staten Madagaskar. Den pris småbønderne fik for deres vanilje var også lav dengang, skriver Margaret L. Brown, mens eksportpriserne og regeringens indtægter var høje. Kritikere mente, at Madagaskar udnyttede, at landet nærmest havde monopol på vanilje.

Det førte til, at importørerne fra USA, Storbritannien og Frankrig begyndte at kigge sig om efter vanilje fra andre lande, såsom Indonesien, til trods for at kvaliteten var lavere. Indonesiens markedsandel voksede fra 15 procent i 1985 til 45 procent i 1995, skriver Margaret L. Brown.

I midt-1990’erne var Madagaskars vaniljesektor ved at kollapse. I 1997 droppede regeringen derfor de fastsatte priser på vanilje og lod i stedet priserne følge markedet og dermed bølge op og ned.

“Resultatet af liberaliseringen af vaniljemarkedet har været ustabilitet i prisen i en uforudset grad. Samtidig har Madagaskar genvundet sin dominans i markedet”, skriver Margaret L. Brown.

I dag har hverken producenter, eksportører eller importører kontrol over de store udsving i priserne, og både virksomheder og småbønderne lider tab som følge af strukturen.

“Det er aldrig godt at have disse store udsving i markedet. Det fører til overinvestering, når priserne er høje, og derefter underinvestering, når priserne er lave, hvilket skaber stor omskiftelighed i kvalitet, pris og volumen. Folk kan godt lide forudsigelighed, så de ved, hvordan de skal investere. Større stabilitet er også vigtigt for, at vaniljebønderne kan fortsætte med at producere i det lange løb”, siger Jan Gilhuis fra IDH.

Så meget tjente vaniljebønderne i 2016

Der findes ingen fast kilopris, som Madagaskars bønder kan sælge deres vanilje til. Prisen varierer alt efter vaniljebøndernes forhandlingsevner, kvaliteten af vaniljen og afhængigt af, om de sælger grønne vaniljebønner eller færdigt forarbejdet vanilje (sort vanilje). Følgende priseksempler er fra interviews, Danwatch har foretaget med vaniljebønder, kollektører og en eksportør i Madagaskar.

De ti vaniljebønder, som har oplyst kilopriser for grønne vaniljebønner til Danwatch, fik i 2016 mellem 30.000 AR – 150.000 AR (cirka 63 kr. – 316 kr.), mens de tre kollektører fik mellem 70.000 AR – 200.000 AR (cirka 147 kr. – 421 kr.).

Der går cirka seks kilo grønne vaniljebønner til at producere et kilo sorte vaniljestænger.

Prisspændet for et kilo  sorte, forarbejdede vaniljestænger ligger i 2016 en del højere. Ifølge de tre vaniljebønder, som har oplyst kilopriser for sorte vaniljestænger i 2016 til Danwatch, lå priserne mellem 300.000 AR – 800.000 AR (cirka 631 kr. -1.684 kr.), mens en enkelt kollektør oplyser at få mellem 500.000 AR – 800.000 AR (cirka 1.052 kr. – 1.684 kr.).

Udover vaniljebønder og kollektører interviewer Danwatch også en eksportør, som oplyser at han i 2016 købte grønne vaniljebønner fra kollektører til en kilopris på mellem 100.000 AR – 150.000 AR (cirka 210 kr. – 316 kr.).

Da Danwatch kun har oplysninger fra enkelte bønder, kollektører og eksportører, og da priserne på vanilje kan varierer meget fra bonde til bonde og fra år til år, er der en høj grad af usikkerhed forbundet med de priser, som Danwatch her fremlægger. Tallene kan dog være med til at give en idé om, hvor meget henholdsvis bønder og kollektører får for deres vanilje.

Få overblik over hvad virksomhedernes etiske retningslinjer siger

4

Mange af virksomhederne, som sælger vanilje i danske supermarkeder, har sendt Danwatch deres etiske retningslinjer, som blandt andet indeholder deres politik for børnearbejde. Nedenfor kan du få et overblik over, hvad virksomhedernes etiske retningslinjer siger.

Coop henviser til deres hjemmeside, hvor Coops politik for etisk handel og uddrag af Coops Code of Conduct ligger. Her beskriver Coop deres politik for blandt andet børnearbejde og tvangsarbejde. Coop oplyser i øvrigt, at de er medlem af Business Social Compliance Initiative, BSCI, og at deres Code of Conduct er i overensstemmelse med BSCI’s Code of Conduct.

Politik for børnearbejde

Det fremgår, at børnearbejde ikke accepteres, og hvis børn mellem 12-15 år arbejder, fordi det er tilladt i det pågældende land, skal det ske som del af en oplæring og kun på særlige betingelser.

Politik for tvangsarbejde/gældsslaveri

I uddraget står der, at tvangsarbejde ikke accepteres.

Overholdelse af lokal lovgivning

Af uddraget af Coops Code of Conduct fremgår det, at lokal lovgivning skal overholdes.

Har ikke sendt Danwatch en CSR-politik eller Code of Conduct, og Dagrofa har ikke ønsket at besvare nogen af Danwatchs spørgsmål om Dagrofas politik for indkøb af vanilje.

Dansk Supermarked bruger BSCI Code of Conduct. I BSCI Code of Conduct er der afsnit, der behandler børnearbejde og tvangsarbejde, og det fremgår her klart, at forretningspartnere ikke må benytte børnearbejde eller nogen form for tvangsarbejde.

Politik for børnearbejde

Børn må ikke være ansat, hverken direkte eller indirekte, hvis de er under minimumsalderen for afslutning af den obligatoriske skolegang, som den er defineret ved lov. Minimumsalderen må ikke være mindre end 15 år, medmindre undtagelser anerkendt af FN’s arbejdsorganisation, ILO, finder anvendelse. Forretningspartnere skal etablere robuste alders-kontrolmekanismer, som en del af rekrutteringsprocessen, og der skal handles med forsigtighed ved afskedigelse af børn, for at undgår, at de flytter til farligere beskæftigelse, såsom prostitution eller narkotikahandel.

Politik for tvangsarbejde/gældsslaveri

Forretningspartnere må ikke medvirke til nogen former for gældsslaveri, tvangsarbejde, ikke frivilligt arbejde eller menneskesmugling. De ansatte skal have ret til at forlade arbejdet og frit kunne opsige deres stilling, forudsat at arbejdstagerne giver et rimeligt varsel til arbejdsgiveren. Der skal handles med særlig omhu ved ansættelse af migrerende arbejdstagere.

Overholdelse af lokal lovgivning

Nationale love skal overholdes. I lande, hvor der er konflikt mellem nationale love og regler og andre standarder beskyttet af BSCI Code of Conduct, bør erhvervsvirksomheder søge måder at overholde de principper, der giver den bedste beskyttelse af arbejdere og miljø.

Dansukker har som del af Nordzucker en Code of Conduct og en Code of Conduct for Suppliers.

 Politik for børnearbejde

Dansukker er imod børnearbejde og forventer, at leverandører på samme måde er imod børnearbejde. Det betyder at leverandøren ikke må deltage i eller drage fordel af brugen af børnearbejde. Det fremgår, at der med børnearbejde menes arbejde, som er psykisk, fysisk, socialt eller moralsk skadeligt for børn, eller som griber forstyrrende ind i deres skolegang.

Politik for tvangsarbejde/gæld

Dansukker tolererer ikke tvangsarbejde og forventer, at leverandører heller ikke tolerer tvangsarbejde. Det fremgår samtidig, at leverandøren skal fremme et arbejdsmiljø, hvor der ikke forekommer nogen form for tvangsarbejde, korporlig afstraffelse eller andre former for fysisk tvang, herunder blandt andet gælds­slaveri, tvunget fængselsarbejde, slaveri eller menneskehandel.

Overholdelse af lokale regler og love

Dansukker har en forventning om, at deres leverandører driver virksomhed i overensstemmelse med alle gældende love og forordninger. Hvor lokal lovgivning eller andre gældende standarder sætter en højere standard, skal disse regler overholdes.

Urtekram henviser til deres ejer Midsonas Code of Conduct. Heri står der intet direkte om børnearbejde eller tvangsarbejde. Der er dog en generel henvisning til menneskerettigheder, hvoraf det fremgår at Midsona støtter og respekterer de internationale konventioner om menneskerettigheder, og at det er vigtig for Midsonas at sikre, at de ikke krænker menneskerettighederne. Spørgsmål om generel overholdelse af lokale love behandles heller ikke.

Politik for børnearbejde

I svar på et spørgeskema fra Danwatch skriver Urtekram, at de tager afstand fra børnearbejde, og at deres leverandør forbyder børnearbejde. Samtidig skriver de, at der i fremtiden vil blive indført retningslinjer for børnearbejde i Midsonas Code of Conduct.

Politik for tvangsarbejde/gæld

I svaret tager Urtekram på samme måde afstand fra gældsspiraler.

Overholdelse af lokale regler og love

Midsonas Code of Conduct nævner ikke nogen krav om overholdelse af lokal lovgivning.

Tørsleff henviser til en BSCI Code of Conduct og til deres vaniljeleverandør, Wollenhaupts Code of Conduct samt Wollenhaupt – Terms and conditions of purchase and supply og Purchasing Product Specification.

Politik for børnearbejde

I den BSCI Code of Conduct Tørsleff selv bruger, står der blandt andet at børnearbejde er forbudt, som det er defineret af FN’s arbejdsorganisation, ILO, og FN-konventioner og/eller national lov, hvoraf den strengeste skal følges. Enhver form for udnyttelse af børn er samtidig forbudt. Af Wollenhaupts Code of Conduct følger det, at brug af børnearbejde er strengt forbudt for leverandører. Børnearbejde referer her til arbejde, der er mentalt, fysisk, social eller moralsk farligt eller skadeligt for børn. Wollenhaupts “Purchasing Product Specification” kræver på samme måde, at leverandører ikke anvender børnearbejde.

Politik for tvangsarbejde/gæld

Alle former for tvangsarbejde er forbudt ifølge det nævnte BSCI Code of Conduct – herunder tilbageholdelse af identitetspapirer. Arbejdstagere skal kunne forlade arbejdspladsen, når deres arbejdsdag er slut og være frie til at opsige deres ansættelse med rimeligt varsel. Det fremgår også af Wollenhaupts Code of Conduct, at leverandører under ingen omstændigheder må bruge eller på nogen anden måde drage fordel af tvangsarbejde. Fysisk afstraffelse, indespærring og trusler om vold er også forbudt.

Overholdelse af lokal lovgivning

Af BSCI Code of Conduct fremgår det, at der skal sigtes mod overholdelse af alle gældende love og regler, ILO og FN-konventioner med videre. På samme måde står der i Wollenhaupts Code of Conduct, at leverandøren skal overholde alle gældende love og regler.

Dr. Oetker har en Sustainability Report og en Supplier Code of Conduct, der begge behandler deres politik vedrørende børne- og tvangsarbejde.

Politik for børnearbejde

Det fremgår af Dr. Oetkers Sustainability Report 2013-2015, at Dr. Oetker ikke tolererer nogen former for børnearbejde. I deres Supplier Code of Conduct står der, at Dr. Oetker forventer overholdelse af anerkendte menneskerettigheder, herunder regler om beskyttelse af arbejdstagere, hvilket kræver at leverandøren ikke benytter børnearbejde i henhold til ILO’s konvention eller andre gældende nationale love. Leverandøren skal sikre, at underleverandører overholder reglerne.

Politik for tvangsarbejde/gæld

I Dr. Oetkers Sustainability Report 2013-2015 står der, at Dr. Oetker ikke tolerere nogen former for tvangsarbejde. Dr. Oetkers Supplier Code of Conduct kræver, at leverandører ikke praktiserer nogen form for tvangsarbejde eller korporlig afstraffelse. Også her skal leverandøren sikre, at underleverandører overholder reglerne.

Overholdelse af lokale regler og love

Dr. Oetkers Sustainability Report 2013-2015 beskriver, at overholdelse af gældende lovgivning er en del af Dr. Oetkers værdikultur. Det fremgår også af Dr. Oetkers Supplier Code of Conduct, at Dr. Oetker respekterer gældende ret og forventer det samme af deres medarbejdere og leverandører). Lovgivning anses for gældende uanset om der er tale om national, udenlandsk eller supranational lovgivning, konventioner, regler eller andre bestemmelser.

Har ikke sendt en CSR-politik eller lignende, og har heller ikke ønsket at svare på nogen af Danwatchs spørgsmål om deres indkøbspolitik for vanilje.

Irma skriver til Danwatch

“Irma arbejder sammen med én primær leverandør Inka Food ApS – som leverer alt Irmas vanilje blandt andet Irmas økologiske vaniljepulver. Vi har fuld tillid til denne leverandør, og vi har gennemgået Inka Food ApS informationer, som er sendt til Danwatch, som vi stiller os tilfreds med.”

Inka Food har ikke sendt et Code of Conduct for deres egen virksomhed, men har sendt et dokument fra deres samarbejdspartner Aust & Hachmann. Dokumentet har overskriften “Commitment to the BSCI Code of Conduct”. Heri står der, at BSCI Code of Conduct anvendt i sin helhed ses som en del af Aust & Hachmanns Business and Quality Management, medmindre der er lovbestemmelser i konflikt med anvendelsen. Inka Food oplyser, at de støtter op om alle punkter i Aust & Hachmann’s BSCI Code of Conduct dokument.

BSCI Code of Conduct, som Aust & Hachmann anvender, ligger på Foreign Trade Association hjemmeside. Heri beskrives retningslinjer for blandt andet børnearbejde og gældsslaveri, og det fremgår desuden, at overholdelse af lokal lovgivning er en central forpligtelse for virksomheder.

Politik for børnearbejde

Der er forbud mod børnearbejde i BSCI Code of Conduct.

Politik for tvangsarbejde/gæld

Der er på samme måde forbud mod gældsslaveri, tvangsarbejde, ikke frivilligt arbejde eller menneskesmugling i BSCI Code of Conduct.

Overholdelse af lokale regler og love

National lovgivning skal overholdes af virksomheder ifølge BSCI Code of Conduct.

Styrk Danwatch

Donationer fra privatpersoner og fonde gør en verden til forskel for os, og dit bidrag er med til at sikre, at vi fortsat kan sætte fokus på menneskerettigheder og miljø i globalt perspektiv.

Du kan blive bidragyder enten via et engangsbeløb med Mobile Pay tlf.: 81550076, et fast månedligt eller årligt beløb. Vi takker for dit bidrag.

Bag Om Undersøgelsen

5

Sådan undersøgte Danwatch forholdene for Madagaskars vaniljebønder
- Danwatch har besøgt Madagaskar i oktober 2016 i sæsonen, hvor vaniljeorkidéerne bliver håndbestøvet.

- Danwatch har besøgt vaniljefarme, interviewet 21 vaniljebønder, børn der arbejder med vanilje, kollektører, som videresælger vanilje, forarbejdere af vanilje, vaniljeeksportører og de lokale myndigheder.

- Danwatch har foto- og videodokumentation, som viser, at børn arbejder i vaniljemarkerne. Danwatch har desuden interviewet vaniljebønder, som fortæller, at deres børn arbejder med vaniljedyrkningen, og Danwatch har også interviewet børn, som selv fortæller, at de arbejder med vaniljedyrkningen.

- Danwatch har spurgt seks virksomheder, som sælger vaniljeprodukter i danske supermarkeder og tre dagligvarekæder, som sælger vanilje under deres egne mærker, om deres politik for indkøb af vanilje fra Madagaskar i forhold til børnearbejde, fattigdom, gældsspiraler og tyveri.

- Danwatch har kortlagt varekæden for vanilje fra Madagaskar til danske supermarkeders hylder og kan konkludere, at virksomheder, der sælger vanilje i danske supermarkeder, hverken ved med sikkerhed, om deres vanilje er stjålen, produceret med børnearbejde eller af bønder fanget i gældsspiraler. Det sker på trods af, at virksomhederne i deres egne etiske retningslinjer blandt andet forbyder børnearbejde.

- Danwatch har forelagt undersøgelsens indhold for en advokat, en international ekspert i migration og tvangsarbejde og en professor i CSR og fået deres vurdering.

1

Vaniljeblomst-kontrakt fanger bønder i bundløs gæld

2

Du risikerer at købe stjålen vanilje i supermarkedet

3

Ekstreme prisudsving skader vaniljebønder og -virksomheder

4

Få overblik over hvad virksomhedernes etiske retningslinjer siger

5

Bag Om Undersøgelsen